Osloaftalen er ikke længere gyldig, meddeler palæstinensernes centrale råd, PCC, der er en del af PLO, efter et to dage langt møde i organisationen. Desuden vil både PLO og det palæstinensiske selvstyre indstille sikkerhedssamarbejdet og det økonomiske samarbejde med Israel.
Det skriver det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa ifølge tv-stationen al-Jazeera.
Ifølge PCC er beslutningen taget ”i lyset af Israels fortsatte afvisning af underskrevne aftaler”.
Hvis det sker, er det ensbetydende med en afslutning af Osloaftalen, skriver den israelske avis Jerusalem Post.
Israel: En stor fejltagelse
I Israel bliver meldingen fra PLO mødt med en gentagelse af påstanden om, at ”palæstinenserne ikke er interesserede i fred”, som Israels stærkt højreorienterede undervisningsminister Naftali Bennett siger til Jerusalem Post.
”Palæstinenserne har aldrig ment det alvorligt med at anerkende Israel. De har altid planlagt at ødelægge Israel bid for bid og smide jøderne ud af vores land,” siger han til avisen.
”I løbet af det sidste år er Ramallah (det palæstinensiske selvstyre, red.) blevet mere og mere ekstremt og torpederer enhver chance for en aftale. Deres ønske er at udsulte Gazastriben,” mener han.
Palæstinensisk vrede over Trumps politik
Beslutningen kommer efter, at der gennem længere tid har været stigende vrede blandt palæstinenserne over især den amerikanske præsident Donald Trumps mellemøstpolitik.
I december sidste år besluttede Trump at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Desuden har USA sløjfet flere hundrede millioner dollar i udviklingsbistand til de palæstinensiske områder i år.
Trump har varslet, at hans regering vil præsentere en fredsplan for Mellemøsten inden for få måneder. Men Mahmoud Abbas sagde under weekendens PLO-møde, at han på forhånd afviser enhver plan, der måtte komme fra den amerikanske regering, fordi den vil være sammensat til Israels fordel og ikke har inddraget palæstinensiske krav og ønsker.
Udtalelsen fra PLO/PCC
Ifølge det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa lyder udtalelsen fra PCC/PLO: