Politiken Søndag bakker på lederplads demokraten John Kerry op som kommende amerikansk præsident under overskriften “Kerrys verden – ja, hvis alternativet er Bush …”
Bladet fortsætter:
EUROPA og John Kerry – den demokratiske udfordrer til George W. Bush ved det amerikanske præsidentvalg på tirsdag – har store forventninger til hinanden. Europa håber, at Kerry vil være en markant anderledes præsident end Bush. Og Kerry håber, at de europæiske regeringer vil sende nye soldater til Irak som afløsning for USAs.
Begge parter kan blive grimt skuffet. I den udstrækning, man kan føle sig sikker på, hvad den noget tøvende og ukarismatiske John Kerry egentlig står for i international politik, ligner det George W. Bushs linje.
Kerry var (også) tilhænger af Irak-krigen og før det tilhænger af krigen i Afghanistan. Han deler Bushs holdning til Israel-Palæstina-konflikten og lover ikke større konstruktivt engagement for at finde en løsning på konflikten, end vi har oplevet hos Bush.
Han har stemt for Bushs oplæg til den såkaldte antiterrorkrig. Han antyder ingen dramatiske forandringer i forholdet til Rusland og Kina. I vid udstrækning ligner han blot en Bush light.
I den udstrækning, man skal tro skeptiske udmeldinger fra de europæiske regeringer, vil deres tiltagende kritik af udviklingen i Irak heller ikke få dem til at sende flere soldater til at afhjælpe USAs eller Iraks problemer.
Tværtimod. Så meget ser de tilsyneladende ikke grund til at støtte Kerry.
ALLIGEVEL kan der være gode grunde til at håbe, at en tøvende John Kerry vil være bedre for det internationale samfund end en enerådende George W. Bush.
Godt nok kunne der være en vis fornuft i at lade Bush løse de problemer, han selv har skabt i USAs internationale forbindelser.
Men når Bush hverken lover en bedre regering – med en nødvendig udskiftning af forsvarsminister Rumsfeld efter det skandaløse efterkrigsforløb i Irak – eller giver nogen grund til at tro på en ny orientering i hans internationale politik, ligner Kerry trods alt et bedre valg for Europa.
Kerry er grundlæggende mere positiv over for internationalt samarbejde. Han betoner i højere grad end Bush værdien af konsultation og koordination med USAs allierede. Og han synes ikke at dele Bushs nærmest hånlige holdning til internationale konventioner.
Bush har talt om at føre krig for det gode imod det onde, men har alligevel foretrukket alliancer i anti-terrorkrigen med de mest undertrykkende og mest retsløse samfund. Det har ikke været sympatisk, ikke hensigtsmæssigt og ikke produktivt.
Kerry vil måske heller ikke være præsidenten, der ligefrem bringer hensynet til demokratisering og menneskerettigheder i fokus for amerikansk udenrigspolitik, skønt han ganske forstandigt vil prøve at gøre USA energimæssigt uafhængigt af det undertrykkende kongehus i Saudi-Arabien.
ET VALG af John Kerry lover derfor ikke nødvendigvis nye og mere ansvarlige tider i USAs internationale politik.
Men med lidt held kan det bringe USA ud af det hjørne, Bush har malet supermagten op i – og med lidt god vilje, også fra Europas side, kan Kerry genskabe det nødvendige transatlantiske partnerskab, slutter Politiken sin leder søndag.
