KOMMENTAR/ANALYSE
Af Henrik Døcker
journalist og forfatter med speciale i folke- og menneskeret
Da FN blev oprettet i 1945, indvarsledes nye tider. Mere internationalisme og mere idealisme, end hvad det fallerede Folkeforbund havde kunnet præstere.
Vel, det er alment kendt, at stater ikke rigtig har idealer som enkeltpersoner, de har ikke følelser, men i virkeligheden kun interesser. Med Jean-Jacques Rousseaus samfundskontrakt fra 1762 i baghovedet erindrer man sig dog det stærke bånd mellem stat og befolkning, hvortil i en nyere tid kan føjes individets stigende betydning for såvel national som international politik.
Vi tager yderligere et spring tilbage i tiden for lige at have hele grundlaget med. Tilbage i romerretten knæsattes grundlæggende, at aftaler skal holdes – med forbehold for tingenes beståen. Det er så blevet én af hovedhjørnestenene i folkeretten, næsten en fanfare: Pacta sunt sevanda – clausula rebus sic stantibus.
Den aktuelle debat om Danmarks brud på FN-konventionen om de statsløse bringer alt dette i erindring.
Lige som ægtefolk kan blive skilt, kan internationale aftaler i almindelighed opsiges, men både den nationale og internatonale ret bygger på en forventning om efterlevelse og nødvendigheden af meget tungtvejende grunde, hvis en sådan indgået forpligtelse skal opsiges.
UBÆRLIG TILSTAND
Så tidligt som i juni 1961 skrev overtegnede såmænd en artikel i GLOBAL’s forgængerblad “Fred ved ret” (organ for FN-forbundets forgænger: Den danske FN-forening) med titlen: ”De uden fædreland”.
Dengang havde vi blot en konvention om statsløses status. Men allerede da var mange personer med idealismen i behold, og med de mange statsløse i 2. Verdenskrigs kølvand i erindring, optaget af at forbedre (læs: eliminere) de statsløses ubærlige tilstand.
Samme år kom så lidt senere konventionen om begrænsning af statsløshed – dog først ratificeret af Danmark i 1977.
Læren fra mellemkrigsårene, ikke mindst nazismens ondskab og bekæmpelse af jøderne (der under flugt i vidt omfang blev statsløse allerede før krigen), grænseflytningers konsekvenser for titusinder af mennesker og moderne tiders erkendelse af, at mange indfødte folks fravær af statsborgerskab – tjener alt dette ikke til forståelse af statsløshedsproblemet?
HVAD DET BETYDER AT VÆRE STATSLØS
Måske forstår en borger anno 2011, det være sig et folketingsmedlem, en (juridisk funderet) embedsmand eller blot en almindelig samfunds-interesseret borger slet ikke, hvad det indebærer at være statsløs?
Professor Isi Foighel (1927-2007), folkeretsekspert og i en periode dommer i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, prøvede det selv, eftersom han var ud af tysk-dansk-jødisk familie, født i Tyskland, men som barn ”indvandret” til Danmark.
Det særlige ”man” var, pligten til at møde op hos Fremmedpolitiet (som det hed tidligere) blev med tiden en gene og kunne kun afhjælpes ved at få dansk indfødsret.
Uden nu her at gå i enkeltheder om alt det, en statsløs ikke kan og ikke må, så kan man sammenfatte det i: Nægtelsen af retten til at have rettigheder. En statsløs kan ikke frit rejse ud af opholdslandet, kan ikke stemme osv., osv.
En statsløs er sjældent selv skyld i statsløsheden, og i det aktuelle tilfælde, som i sin kerne vedrører ca. 35 børn af statsløse palæstinensere, er der tale om ofre for, hvad der med et mildt udtryk kan kaldes, bureaukratisk slendrian.
Lige som det for offentlige myndigheder og magtaktører er vanskeligt at holde den lovgivende, udøvende og dømmende magt ude fra hinanden, således er det for visse politikere også vanskeligt, eller måske ligefrem lidet ønskeligt at holde det juridiske fri af det politiske.
Hvis man som politiker har den holdning at alt er til forhandling, og gerne fra hustagene skriger: ”Rend mig i konventionerne”, har man meldt sig som en fjende af såvel det nationale, som det internationale retssamfund.
UTILLADELIG POLITISERING
Tamilsagen, der endte med en rigsretssag og dom over politikeren – og juristen – Erik Ninn-Hansen illustrerede denne utilladelige politisering; sagen om de statsløse unge, der vedrører deres åbenbare retskrav på statsborgerskab, er udtryk for nogenlunde det samme.
Den fører i dette tilfælde til en kommissionsundersøgelse mod politikeren – og juristen – Birthe Rønn Hornbech.
Noget af årsagen til miseren synes at ligge i, at de hyppige ændringer i den danske udlændingelovgivning i de seneste to omgange har undladt udtrykkeligt at nævne de statsløses særrettigheder. Juristen Eva Ersbøll har gentagne gange gjort opmærksom herpå, over for Integrationsministeriet og senest også for offentligheden.
Man kan på nuværende tidspunkt kun gisne om årsagerne til, at Rønn Hornbech lod sine embedsmænd fortsætte en ulovlig praksis (nemlig ved at nægte de statsløse unge et statsborgerskab) og var halvandet år om at orientere Folketinget herom – efter at hun selv blev klar over fejlen.
At dansk indfødsret ’meddeles’ (dvs. gives) de pågældende enkeltpersoner ved en lov, som hvert år opregner modtagere af denne ret, er særpræget. Men det fremgår af grundloven.
Det betyder så, at Integrationsministeriet fungerer som et sekretariat for udvalget. Hvilket igen forhindrer, at Ombudsmanden kan gribe direkte ind her – han har nemlig ikke beføjelse til at gå i rette med Folketingets handlinger, endsige lovgivning. Og det uanet, at hans formelle titel er Folketingets Ombudsmand.
BEKYMRER SIG IKKE EN DØJT
Det forstemmende i den offentlige debat om dette emne er, at forbavsende mange danskere ikke bekymrer sig en døjt om de statsløse.
De blæser liv i et udsigtsløst scenarie: At Danmark burde opsige konventionen til reduktion af statsløshed. ”Den er forældet”, ”vi har nok udlændinge” osv., osv., lyder det fra nær og fjern. Den specifikke solidaritet med statsløse bekender ikke mange sig åbenlyst til.
Menneskerettighedserklæringen af 1948 taler godt nok om en ret til statsborgerskab, men denne er dog ikke optaget i senere tilkomne menneskerettighedskonventioner. Sagen er, at de enkelte stater har forskellige lovgivninger. Statsløse kan intetsteds kræve statsborgerskab.
Da det nu i det væsentligste drejer sig om statsløse palæstinensere, kan man spørge, hvorfor de ikke er blevet statsborgere i de arabiske lande, der mere eller mindre omringer Palæstina: Libanon, Syrien og Egypten (Gaza), og hvor de har levet som flygtninge i årtier.
Det skyldes de pågældende staters ønske om at opretholde presset på Israel, for at give disse flygtninge (og nu deres efterkommere) en chance for en tilbagevenden til Israel eller en egen stat.
Artikel bragt i seneste udgave af FN-forbundets nye blad “GLOBAL”, marts 2011.
Se også www.una.dk og mere specifikt
http://www.una.dk/media/33683/global_marts.pdf
