Post Danmark skaber nu tvivl om det portoforlig, som regeringen og Dansk Folkeparti (DF) har indgået om fremtidens portopolitik over for blad- og magasinudgivere, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.
Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, har forsøgt at dæmpe kritikken af den nye ordning med udtalelser om, at politikerne henstiller til Post Danmark om kun at hæve prisen med, hvad der svarer til bortfaldet af den direkte portostøtte, men den er ikke umiddelbart spiselig hos Posten.
– Vii har hæftet os ved, at der skulle være tale om en hensigtserklæring, men det er åbenlyst, at vores udgangspunkt må være, at hvis der ikke er subsidier på området, så skal vi tage en markedspris, der dækker vores omkostninger, men selvfølgelig også er konkurrencedygtig, siger vicedirektør i Post Danmark Anders Due til avisen.
Den direkte støtte, der på bladområdet beløb sig til 188 mio. kr. sidste år, har ikke været nok til at finansiere Post Danmarks udgifter til at bringe bladene ud til den politisk bestemte avis- og bladtakst. Derfor har Posten yderligere måttet overføre penge fra sit monopol på brevomdelingen til aviser, blade og andre publikationer, der er omfattet af portostøtteordningen. En krydssubsidiering, som Posten har haft tilladelse til.
Post Danmark havde set frem til at kunne slippe for at drive bladdistributionen med underskud – sidste år måtte Posten bruge 388 mio. kr. fra brevområdet til avis- og bladkunderne, skriver Jyllands-Postens Jesper Høberg.
Men ifølge Kristian Thulesen Dahls udtalelser er regeringen og DF altså blevet enige om at appellere til Post Danmark om at bevare krydssubsidieringen, selv om det ikke fremgår af selve forligsteksten. Her henvises der til, at den frie konkurrence vil lægge en dæmper på portostigningerne.
Bortfaldet af portostøtten sparer staten for omkring 180 mio. kr. om året. Men samtidig afsættes en særlig pulje på 30,8 mio. kr. til støtte til bl.a. almennyttige og humanitære udgivelser.
Den nye ordning skulle være trådt i kraft fra nytår, men for at give udgiverne mere tid til at omstille sig, er den udskudt til 1. marts, anfører bladet.
Læs også “Forlig om portostøtte”, 04.11.03, under rubrikken Dansk bistand ude i menuen til venstre