KOMMENTAR
Der er 2 grunde til, at den danske udviklingsbistand får for lidt opmærksomhed.
Dels er hele branchen, der arbejder med bistanden en lukket loge, som ikke er lykkedes med at arbejde strategisk med kommunikation og forstå mekanismerne i medierne. Dels investerer staten kun nogle få millioner kroner årligt i kommunikation, selv om der bruges omkring 15 milliarder om året på udviklingsprojekter.
Af Poul Struve Nielsen
journalist og medierådgiver
Arrangørerne har måttet lukke for tilmelding. 230 deltagere vil fylde Landstingssalen på Christiansborg til bristepunktet, når de skal drøfte “Fremtidens u-landsoplysning og –journalistik” på en konference torsdag den 11. september.
Baggrunden for konferencen, som er arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp og Nairobiklubben (foreningen for danske kommunikationsfolk, der beskæftiger sig med udviklingsbistand), er frustration over, at dansk presse hverken ofrer spalteplads eller sendetid i tilstrækkeligt omfang på at beskæftige sig med vor udviklingsbistand.
I en kronik i Politiken den 2. september kommer en af de absolutte topledere i branchen, generalsekretær i u-landsorganisationen Ibis, Vagn Berthelsen, til at give et ufrivilligt bud på, hvorfor der er for lidt interesse for udviklingsbistanden.
Den overskrift og underrubrik, Politiken har sat på kronikken, antyder, at emnet er et (netop overstået) træf mellem donorlandene om effektivt samarbejde, der fandt sted i Ghana – se også http://politiken.dk/debat/kroniker/article559969.ece
Men Vagn Berthelsen indleder selv med at ironisere over, at den nu bladdødsramte “Nyhedsavisen” har formastet sig til at skrive en serie artikler, der kritisk beskæftiger sig med misbrug af danske skatteyderpenge i forbindelse med udviklingsbistanden (se artiklerne i u-landsnyts rubrik “Dansk bistand”).
Han fortsætter med at brokke sig over, at medierne ikke beskæftiger sig med mødet mellem donorlandene – og det i øvrigt selv om “Nyhedsavisen” netop ikke har skrevet en linje om misbrug af nogle af de midler, der er betroet Ibis.
Nu er lanceringen af “nyhederne” om korruption og misbrug gennem en årrække næppe timet i forhold til donormødet i Ghana – de har snarere trukket ud i månedsvis, fordi journalisterne bag afdækningen har måttet søge aktindsigt for at få hevet oplysningerne frem i dagens lys.
Det er ironisk, at generalsekretæren i Ibis sådan står skulder ved skulder med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) for med en bedrevidende attitude at irettesætte den fri presse, som rent faktisk har fundet det umagen værd at bruge ressourcer på at dække udviklingsbistanden.
Det efterlader et indtryk af hele branchen som en lukket og indspist loge.
Et umage par
I sandhed et umage par – Berthelsen og Tørnæs.
Udviklingsministeren har skåret kraftigt ned på udviklingsbistanden og endog groft ydmyget bl.a. Ibis, da hun fratog u-landsorganisationerne tilskuddene til en ellers vellykket, professionel og succesfuld oplysningsindsats og samtidig – i en sidste feberredning fra embedsværket – åbnede op for, at alle organisationerne nu fik lov at lave landsindsamlinger; så kunne de jo få pengene ind ad den vej.
Det var i 2006, at den såkaldte oplysningsbevilling blev halveret til 12 millioner kroner, ligesom de store u-landsorganisationer ikke længere kunne søge tilskud til oplysningsvirksomhed. Samtidig blev u-landsorganisationernes projektrelaterede oplysning på knap 20 millioner kroner skåret væk for nogle år siden.
Oplysningsbevillingen var ellers en betydelig succes, som i mange år betød, at skoler, gymnasier, medier og andre kulturbærende kommunikationsveje i det danske samfund blev brolagt med en afvejet, nuanceret og saglig viden om forholdene i udviklingslandene.
Oplysningsvirksomhed er en del af lovgrundlaget for udviklingsbistanden. I lov om internationalt udviklingssamarbejde fra 1971 hedder det: “Med henblik på at udbrede kendskabet til og skabe forståelse for udviklingslandenes problemer og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde kan udviklingsministeren iværksætte eller yde statstilskud til virksomhed med dette formål.”
Udviklingsministerens argument for at fratage de toneangivende organisationer hovedparten af deres del af oplysningsbevillingen var, at pengene skulle gå til de nødlidende i udviklingslandene og ikke til “glittede brochurer”.
Et ejendommeligt argument: Oplysningsindsatsen bestod reelt af alt andet end glittede brochurer.
Men mens Hr. og Fru Danmark af et godt hjerte gerne vil betale til stakkels børn, som lider nød, så er der ingen, som er indstillet på at støtte, at professionelle kommunikationsfolk oppebærer ekspertlønninger for at tilvejebringe en afvejet, nuanceret og saglig viden om den nød, de stakkels børn lider.
Ibis fik mere end så mange andre at føle, hvor hårdt ministerens overraskende slag mod fundamentet for bistanden – kommunikationen om udviklingslandene og den deraf skabte folkevilje – ramte ved at koble nedskæringerne i oplysningsbevillingen sammen med at gøre alle de større organisationer på området til landsindsamlingsorganisationer.
Ibis etablerede sammen med CARE Danmark et sekretariat, der skulle stå for en fælles landsindsamling for de to organisationer. En fæl fiasko, hvor det kun lykkedes at samle et beløb ind, der nogenlunde modsvarede udgifterne til driften af sekretariatet. Indsamlingssamarbejdet er siden opløst i nådig glemsel.
Dundrende fiasko for Tørnæs
Det er usædvanligt at opleve en politiker, der så indædt som Ulla Tørnæs har arbejdet for at begrænse den saglige viden om det ressortområde, hun nu engang kan profilere sig på.
Hun tegnede sig sådan nogenlunde for den største fiasko, et kommunikationsprojekt i Danmark har lidt i mands minde, da hun gennemtvang sin vision for oplysning om forholdene i udviklingslandene.
Denne vision – Dilemma.dk-projektet – indebar ikke noget pjat med nuancer og saglige informationer. Hun sendte i stedet 5 kendte mennesker uden nogen viden eller faglig ballast om forholdene i udviklingslandene ud for at udvælge en stribe projekter i Afrika.
Så kunne TV-seerne være med til at stemme om projekterne. Det var vel nærmest en omvendt X-faktor, hvor dommerne var lallende amatører, mens de personer, udviklingsprojekterne skulle komme til gode, var rigtige mennesker af kød og blod,
Mennesker, som arbejdede hårdt for at løse deres problemer med mangel på drikkevand og medicin til at bekæmpe udbredte dødelige sygdomme som malaria og hiv/aids.
Dillemma.dk var tænkt blæst op til det helt store, men blev så dundrende en fiasko, at Danida først tog sig sammen til at skrive om det i sin årsberetning med et års forsinkelse – og ingen har hørt om det siden. Hverken om de udvalgte projekters skæbne eller på anden vis.
Intet under, at Ulla Tørnæs i flere undersøgelser er placeret på en sidsteplads med dumpekarakterer i målinger af både kendskabet til regeringens ministre og deres popularitet.
Trangen til at dække over selv åbenlyse fejl er ikke bare karakteristisk for Ulla Tørnæs. Den omfatter hele u-landsmiljøet.
En kontorchef i Danida har meget betegnende sagt, at “Danidas opgave er at fortælle de positive historier”. Det er altså sådan, de i branchen tror, at de kan opretholde et positivt image. For det er jo Danida, der sætter tonen – her som på andre felter.
Mangel på kommunikationsstrategisk tænkning
Det afslører i samme grad som Vagn Berthelsens kronik i Politiken en rystende mangel på både grundlæggende kommunikationsstrategisk tænkning og forståelse af mekanismerne i medierne.
Medierne bringer, hvad medierne lever bedst af at bringe. De tager hverken hensyn til Ulla Tørnæs, Vagn Berthelsen eller modtagerne af udviklingsbistanden ude i de fattige landsbyer.
Selvfølgelig skal organisationerne ikke bare lægge sig fladt på ryggen og indrette sig på mediernes forgodtbefindende. Såvel Danida som de private organisationer skal da arbejde på at have et godt brand og være kendte som kompetente og dygtige til deres arbejde og øve en forskel i de lande, de støtter, hvilket jeg i øvrigt har insider viden om, at de rent faktisk også gør.
Men der var en rigtig god grund til i sin tid at give oplysning om forholdene i udviklingslandene – og om bistanden – en særlig status. Nemlig den samme grund som der er til overhovedet at yde bistanden: De meget komplekse forhold i modtagerlandene, hvoraf langt størsteparten ligger i Afrika.
Forhold, der har rod helt tilbage i landenes fortid som kolonier og de underlige grænsedragninger, befolkningerne efterfølgende blev påtvunget af europæerne.
Et af de meget uheldige forhold, der gør sig gældende de fleste steder, er en meget udbredt grad af korruption. Det er svært ikke at blive berørt af korruptionen, når man opererer i de lande. Og det skulle da være underligt, om der ikke også blev svindlet med danske midler.
Øget åbenhed er vejen frem
Men når det er nødvendigt at søge aktindsigt og kæmpe i flere måneder med bureaukratiet for at få oplysningerne om korruptionen frem, så bliver det også til en god pressehistorie. Især når skeletterne pludselig vælter ud af skabet i form af 244 sager om svindel, bedrageri og andre regnskabsmæssige uregelmæssigheder – bare indenfor de seneste 4 år.
Branchens topledere synes at stå samlet i forsøget på at holde døren til skabet med skeletterne lukket, samtidig med at oplysningsarbejdet er kommet ned på et niveau, hvor det handler om at sende kendte på rejse og give geder i julegave. Noget, der jo netop kan ses som en bestræbelse på at indrette sig på mediernes forgodtbefindende på lavest mulige niveau.
Når topledere i u-landsmiljøet agerer sådan, er det da klart, at mediernes opmærksomhed vil samle sig om de gange, det lykkes en journalist at få en fod indenfor, så skabsdøren kommer på klem og man kan få et lille kig ind.
Især når de samme topledere bedrevidende vrisser af de historier, som det lykkes journalisterne at grave frem.
Den eneste vej mod bedre viden om udviklingslandene og den danske udviklingsbistand er selvsagt åbenhed om forvaltningen af skatteydernes penge.
Her har Danida det svært som en del af udenrigsministeriet, hvor diplomaterne på karrierevejen skifter mellem kontorer, der arbejder med NATO-hemmelige oplysninger af betydning for rigets sikkerhed og kontorer, der administrerer en udviklingsbistand, som der ikke er nogen grund til at have skygge af hemmelighedskræmmeri omkring.
Luk dog op! Bank skabsdøren på vid gab! Til en begyndelse kunne Danida lægge alle de aktstykker, der tilgår Danidas Styrelse frit og let tilgængelig ud på nettet.
Danida behøver ikke sende pressemeddelelser ud om hver lille korruptionssag, men det bør da være et must for de sager, der er så store, at de kan føre til omlæggelse af projekter og måske ligefrem skift i støtten fra sektor til sektor i et samarbejdsland.
Ulla Tørnæs kan desuden “risikere” at opleve øget popularitet og mere kendskab i forhold til ministerkollegerne, hvis befolkningen får mere viden om forholdene i udviklingslandene – herunder et realistisk billede af betingelser og risici ved arbejdet derude.
Så hun skulle såmænd tage at sørge for, at skolebørn, gymnasieelever, studerende og andre igen kan få adgang til den gode, saglige og nuancerede kommunikation fra udviklingslandene, som oplysningsbevillingen sikrede, før hun afløste Bertel Haarder som udviklingsminister.
Må komme fra toppen
I det mindste kan organisationerne da presse på for større åbenhed og lukke dørene op til de skeletter, der måtte gemme sig i deres egne skabe.
Det er vel at mærke branchens topledere, der skal presse på og ændre adfærd. De professionelle kommunikationsfolk i Danida og organisationerne ved jo godt, hvor skoen trykker, men det er nu engang topledelserne, der sætter kursen.
Det er da muligt, at pressen skriver om de dårlige sager, men det hører altså med og kan måske oven i købet bidrage til at skabe så stor interesse, at også fremtidige donorkonferencer som den i Ghana og de parallelle NGO-møder kan få dækning.
Hvis konferencen på Christiansborg skal gøre gavn og få betydning for fremtiden, så skal den bl.a. – og jeg vil sige især – skabe forståelse for, at større åbenhed omkring arbejdet er nødvendig i hele branchen, der er involveret i udviklingsbistanden.
Ellers er vi tilbage ved logetænkningen…. Og den gavner ingen – allermindst dansk virke i udviklingslandene.
Se også telegrammet www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15753&mode=Nyhed
Poul Struve Nielsen er redaktør i Kirkens Korshær, som ikke er en u-landsorganisation men en folkekirkelig organisation, der støtter de socialt udstødte i Danmark.
Men han er bestyrelsesmedlem i Nairobiklubben, Kommunikationsgruppen i Dansk Journalistforbund og den almennyttige forening bag nyhedstjenesten U-landsnyt.dk. Han har tidligere været ansat i Danida, Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT) og arbejdet som journalist i Den 3. verden.
