Så blev Mo Ibrahims pris for 2020 uddelt, og det er vi rigtigt, rigtigt glade for hernede i Niger, nogen af os.
Prisen tilfaldt vores afgående præsident Mahamadou Issoufou, der har begået det beundringsværdige igen og igen at sige, at han ville forlade præsidentposten, når hans to femårige perioder var overstået. Og han holder sørme løftet.
Det er første gang i landets mere end 60 års historie som selvstændig stat, at det sker.
At Issoufou fortjener prisen på det ovennævnte kriterie, er der ingen tvivl om. Men om han så lever op til de andre i fundatsen for eksempel ”exceptionelt lederskab,” er et andet spørgsmål.
For hvad er det nu for en størrelse, den pris?
Den er opkaldt efter sudaneseren Mohammed Ibrahim, der tit bliver fremholdt som en afrikansk succeshistorie, fordi han som ”selfmade” ifølge Forbes-magasinet har en egenværdi på 7 milliarder kroner, der er skabt på mobiltelefoner.
Sætter pris på god regeringsførelse
Han indstiftede prisen i 2007 for at booste god regeringsførelse i Afrika og ansatte en komité, der fik i opdrag hvert år at finde en tidligere afrikansk statsleder eller regeringschef, som er egnet.
Det vil sige, at han eller hun er demokratisk valgt, har siddet sin fulde periode og indenfor de seneste tre år er trådt tilbage fra embedet og ”har udviklet sit land og styrket demokrati og menneskerettigheder til fordel for befolkningen”.
Modtageren får fem millioner dollars over 10 år og derefter 200.000 dollars hvert år resten af livet. Og det er jo’tte så ringe, som vi siger på Fyn.
De første par år gik det meget godt. I 2007 gik prisen til Nelson Mandela og den tidligere mozambikanske præsident Joachim Chissano, året efter til Botswanas eks-præsident Festus Mogae.
Siden da har Ibrahim-komitéen vredet hjernerne for at finde en person, der gør sig fortjent. I 2009 og 2010 identificerede komitéen ikke en værdig eks-statsleder i Afrikas 54 stater.
I 2011 blev prisen givet til Kap Verdes Pedro Pires. Begrundelsen lød: “Priskomiteen har været dybt imponeret over præsident Pires’ vision om at omdanne Kap Verde til en model for demokrati, stabilitet og større velstand…”
I 2012 var den gal igen, men for at holde prisen varm blev der givet en specialpris til den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, ”som hele sit liv har været en af Afrikas store stemmer for retfærdighed, frihed og demokrati.”
Heller ikke i 2013 fandt komiteen en værdig modtager, men i 2014 lykkedes det, fordi Namibias præsident Hifikepunye Pohamba var trådt tilbage efter to præsidentperioder. Om ham og Namibia hed det, at landet under Pohamba havde cementeret sit omdømme som et ”godt styret, stabilt og reelt demokrati med stærk mediefrihed og respekt for menneskerettighederne.”.
I 2015 og 2016 kunne det igen ikke lade sig gøre at finde en statsleder eller regeringschef i Afrika, der levede op til Ibrahim-prisens krav, men i 2017 fik Ellen Johnson Sirleaf prisen. Hun er tidligere præsident i Liberia.
Heller ikke i 2018 og 2019 lykkedes det, men for 2020 syntes komiteen altså, at der var bingo med vores præsident Issoufou.
Kan priser ændre politik?
Overordnet spørger nogen, om prisen overhovedet er attraktiv for en afrikansk præsident. Det har flere forskere været inde på, blandt andre zimbabweren Tinashe Jakwa, der er ved at tage en ph.d. ved University of Western Australia.
Hun skrev for tre år siden, da Liberias Sirleaf lige havde fået prisen, at ”…. 5 millioner dollar ikke vil være nok til at ændre statens natur i Afrika og kvaliteten af lederskabet på kontinentet. Selvom monetære belønninger giver mulighed for en behagelig pensionering og forbedret omdømme, kan de ikke konkurrere med de ‘belønninger,” som de fleste afrikanske ledere høster som et resultat af plyndring fra deres nationer (national purses)”.
Den side af sagen lader jeg ligge, ligesom jeg ikke skal forholde mig til, hvad der i den aktuelle anledning måtte ligge af aftaler om en planmæssig retræte for vores afgående præsident. Rygterne går, men det gør de jo altid i Vestafrika, hvor vi elsker en god historie.
I stedet vil jeg udtrykke medfølelse med de mange mennesker i Niamey, der efter anden runde af præsidentvalget i Niger i februar fik ødelagt deres butikker, hjem, biler, ejendele.
Da valgresultatet, som gik oppositionen imod, blev bekendtgjort, havde en eller anden fået kørt lastbiler fyldt med gamle bildæk, benzin og tændstikker ud til strategiske steder i Niamey, hvor grupper af unge mænd stod klar til at smadre byen. Denne ”en eller anden” kan tydeligvis hverken lide den gamle præsident eller den nyvalgte Mohamed Bazoum.
Men den klarede politiet. De rykkede ud med det helt store anti-riot-gear og skabte ro i løbet af et nogle dage. Det døde et par stykker af, mens andre over 500 unge mænd blev smidt i brummen for hærværk, vandalisme og forstyrrelse af den offentlige orden.
Nogen af os sidder nu og undrer os over, hvor alt det anti-demonstrations-udstyr mon kom fra, for ikke at tale om de bunker af dæk, der pludselig brændte alle vegne – her i verdens angiveligt fattigste land.
Og så tænker vi på, hvordan Mo Ibrahim-prisen ville se ud, hvis man i priskomiteen inddrog oppositionelle fra afrikanske lande, hvor der så godt som altid og alle vegne er ballade ved præsidentvalg.
Men vi er lettede. For hvad kunne der ikke være sket, hvis Issoufou havde gjort, som så mange afrikanske præsidenter gør, og var blevet siddende i præsidentstolen trods forfatningen.
Så havde uroen næppe begrænset sig til brændende dæk og smadrede butikker.
