Søndag den 20. november markerer flere af landets præster Børnekonventionens fødselsdag fra prædikestolen. Det er UNICEF Danmarks Børneekspertpanel, der har opfordret præsterne til at tale om børns rettigheder i deres prædiken, fremgår det af en pressemelding fra organisationen.
Initiativet bakkes op både blandt præster og biskopper.
– Spørgsmålet om sikring af en værdig og anstændig behandling af børn, både i den rige og den fattige del af verden, trænger sig mere og mere på. Jeg synes derfor, det er fint, når UNICEF overfor landets præster peger på dette tema som en god konkret eksemplificerings-mulighed på en søndag, hvor teksten handler om, hvad man “har gjort mod disse mindste”, siger Niels Henrik Arendt, biskop over Haderslev Stift.
Præsternes prædiken denne søndag tager udgangspunkt i Matthæus-evangeliet og ordene: ”Hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I ikke gjort mod mig”.
Enkelte præster fortæller, at de udover at tale om børns rettigheder har valgt at lade kollekten denne dag gå til UNICEFs hjælpearbejde for verdens udsatte børn. Det gælder f.eks. i Københavns Domkirke, Vor Frue.
Blandt de mange præster, der har valgt at markere dagen, er sognepræst Lene Matthies fra Vor Frelser Kirke på Christianshavn – bl.a. ved at lade UNICEF Danmark have en bod i våbenhuset, hvor kirkegængerne kan forsyne sig med et eksemplar af Børnekonventionen og andre produkter fra UNICEF.
I Brorsons Kirke på Nørrebro holder præst Per Ramsdal børnegudstjeneste kl. 15, hvor også han vil tale om børns rettigheder. Derudover vil der være børneteater med Cirkeline.
FNs Konvention om Barnets Rettigheder, som Børnekonventionen formelt hedder, blev vedtaget af et enigt FN i 1989 og ratificeret af Danmark i 1991.
Børnekonventionen er børns nedskrevne menneskerettigheder, og konventionen er på mange måder helt unik. For første gang har verdenssamfundet anerkendt, at børn har brug for egne rettigheder af borgerlig, økonomisk og humanitær art.
Børnekonventionen er på international plan den konvention, som er ratificeret (statsretligt tiltrådt) af flest lande, nemlig 192. Kun USA og Somalia har indtil videre undladt at ratificere konventionen.
UNICEF Danmarks chef for børne- og ungearbejdet Anne Mette Friis, tlf. 35 27 38 29 / 27 21 30 48. Cand.jur. Helle Rabøl Hansen, medlem af UNICEF Danmarks bestyrelse og næstformand i Børneekspertpanelet, tlf. 26 72 39 00
UNICEF om UNICEF
I snart 60 år har UNICEF været verdens førende organisation for børn. UNICEF arbejder i 157 af verdens fattige lande for at sikre børn en sund og tryg opvækst, skolegang og beskyttelse mod vold, udnyttelse og aids.
I den industrialiserede del af verden har UNICEF 37 nationalkomiteer, heriblandt UNICEF Danmark, der oplyser om og samler penge ind til UNICEFs hjælpearbejde for verdens børn. UNICEFs arbejde er udelukkende finansieret af frivillige bidrag fra regeringer, erhvervslivet, fonde og private bidragydere
I efteråret 2004 etablerede UNICEF Danmark sit første Børneekspertpanel bestående af 5 børn og 4 voksne. De 4 voksne medlemmer er eksperter indenfor områder, der berører børns liv, mens børnene er eksperter i at være børn.
Børnene repræsenteres af Sarah Mogensen, Iben Molin, Mette Dyrberg, Rune Riisbjerg Thomsen og Basim Moujahid. De voksne er UNICEF Danmarks formand, skolepsykolog, Ole Kyed, lektor, cand.psyk. Ingrid Leth, børne- og ungelæge Arne Lindahl samt jurist med speciale i børnerettigheder, Helle Rabøl Hansen.