Prins Henrik med i erhvervsfremstød i Vietnam

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Lørdag rejser HKH Prins Henrik til barndomslandet Vietnam for at tilslutte sig en stor dansk erhvervsdelegatiion, som drager til Sydøstasien under mottoet “Denmark meets Vietnam”.

Baggrunden er, at Vetnam for alvor er kommet i fokus hos danske virksomheder. Med en årlig økonomisk vækst på 7 procent er det langstrakte land en af verdens hurtigst voksende økonomier. Mange udenlandske virksomheder har fået blik for det enorme potentiale, som nationen med sine 80 millioner hårdt arbejdende indbyggere udgør – både i form af eksportmuligheder og mulighed for out-sourcing af produktion.

Mandag d.15. september indleder 23 danske virksomheder sammen med Danmarks Eksportråd og en række erhvervsorganisationer et ugelangt fremstød i hovedstaden Hanoi og Vietnams økonomiske kraftcenter Ho Chi Minh Byen (Saigon) i landets sydlige del.

I Hanoi overrækker Prins Henrik sin æresmedalje af samme navn til en modtager, der har ydet en hæderfuld indsats for dansk eksport. Det foregår ved en kulturaften i Hanoi-operaen. Hanoi kender Prinsen særlig godt, det var her hans franske familie boede i en årrække, og han besøger også det tidl. Saigon under fremstødet.

Prinsen åbner undervejs en række konferencer og får tid til at sejle i den naturskønne Halong Bay. Efter Vietnam-besøget tager Prins Henrik direkte til sin franske vingård og er først tilbage i Danmark til oktober, skriver B.T.s Bodil Cath onsdag.

I “Denmark meets Vietnam” sættes der fokus på solide danske styrkepositioner som fødevare-produktion, fiskeindustri, energi og miljø. Hovedarrangør er HTS i samarbejde med Danmarks Eksportråd og ambassaden i Hanoi. Også Dansk Industri, Håndværksrådet, Landbrugsrådet, PAR-FRI Rådet, Eksportkreditfonden og IFU deltager.

– Jeg ser den store tilslutning som endnu et bevis på, at danske virksomheder for alvor har fået øjnene op for dette spændende marked. Man bør ikke have illusioner om, at det er nemt at etablere sig her, men efterhånden har adskillige danske virksomheder fået erfaring for, at en velforberedt indsats betaler sig, siger Danmarks ambassadør i Vietnam de 2 seneste år, Bjarne H. Sørensen (55).

59 danske virksomheder har allerede etableret sig i Vietnam, og ambassaden vurderer, at adskillige vil komme til i de nærmeste år bl.a. med egentlige joint-ventures (virksomheds-samarbejder).

Siden genoptagelsen af bistanden for snart 10 år siden har Danmark haft et omfattende udviklingssamarbejde med Vietnam, som de sidste 3 år har ligget i størrelsesordenen 300 mio. kr. om året. Det har givet afledte forretningsmuligheder for en række danske virksomheder, fortrinsvis i de 3 sektorprogrammer, som Danida støtter.

– Især indenfor fiskerisektorprogrammet har vi et godt samspil med danske virksomheder, og der er også gode muligheder i landbrugssektorprogrammet, anfører ambassadør Bjarne H. Sørensen og fortsætter:

– I bistandssamarbejdet med Vietnam kan vi anvende alle de erhvervsrelaterede finansierings-instrumenter, som Danmark råder over. Det gælder vores privatsektor-program, der støtter over 40 samarbejdsprojekter mellem danske og vietnamesiske virksomheder, de blandede kreditter og joint-ventures, som får støtte via Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU).

– Med de vilkår, der nu er i Vietnam, synes jeg, at vi kan være godt tilfredse med, at det er sat så meget i gang. Men vi vil naturligvis meget gerne bistå endnu flere danske virksomheder, som har mod på at engagere sig med hjælp fra de instrumenter, vi råder over, siger Bjarne Sørensen.

Følgende virksomheder og organisationer deltager i Vietnam-fremstødet: Aalborg Industries A/S, Arla Foods, Arla Food Ingredients, Cowi, DanBred Int., Danske Slagterier, Domus Logistica, Eksport Kredit Fonden, Rederiet Fabricius, Hydro-X, Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene, Intertec, Kjaer Group A/s, Lyngsø Marine A/S, Mærsk, Orana A/S, Peterson Beck A/S, Prime Cargo A/S, Rambøll, Ro-Clean Desmi A/S, Sirena A/S, FL Smidth A/S, Vestas – International A/S, HTS Handel, Transport og Service, Dansk Industri, Landbrugsrådet, Håndværksrådet, PAR-FRI Rådet og Danmarks Eksportråd.

Yderligere information
Thomas Bo Pedersen, Udenrigsministeriet
e-mail [email protected]