“Der er en tendens til, at de NGOer, som blev skabt netop for at være et modspil, netop for at være den irriterende sten i skoen hos f.eks. Ulla Tørnæs, netop at være dem, der på et højt fagligt niveau kan og vil udfordre ”systemet” – og turde pege på, at selv staten kan tage fejl – ja, her føler jeg altså, at mange dukker nakken og alene kæmper for at overleve”.
Sådan sagde den mangedobbelte prisvindende dokumentarist og u-landsreporter, Tom Heinemann, bl.a. i sin tale fredag på et velbesøgt møde i København, hvor netportalen u-landsnyt.dk lancererede sit nye website.
– Der mangler noget kant og der mangler mod til – om man så må sige – at stå fast og tro på, at det nytter at slås – selv mod en åbenlys overmagt – og endda én der måske betaler éns løn. For man SKAL naturligvis turde at bide den hånd, der fodrer én, sagde den 50-årige freelance-journalist til de ca. 75 fremmødte i VerdensKulturCentret på Nørrebro, som talte en breds kreds af organisationer fra det danske u-landsmiljø..
Også Danida havde Heinemann på sigtekornet:
– Jeg kunne godt efterlyse større bredde i Danida. Her er der som bekendt tale om midler til oplysnings-aktiviteter, og det er jo næppe det samme som støtte til kritisk, undersøgende journalistik, der måske – måske ikke – vil kunne resultere i kritik af det danske bistandssystem, anførte Heinemann og uddybede:
– Andre kritikere, som jeg taler med, påpeger, at Danida er blevet så resultatorienteret, at man nærmest vil have garanti for forsidehistorier eller prime-time TV, før man vil støtte medierne. På Danidas hjemmeside formuleres det sådan her: Ved tildeling af midler fra U-lands-tv-puljen gives der høj prioritet til landsdækkende tv-initiativer med forholdsvis høje seertal.
– For mig er dette betænkeligt, og det bør diskuteres i et åbent forum om det er den rette vej at gå, konkluderede Tom Heinemann.
DOKUMENT
Tale ved den officielle lancering af internettjenesten u-landsnyt.dks nye website fredag den 2. oktober 2009 i København:
Af Tom Heinemann
freelance journalist og dokumentarist
Sikken en ære for mig at være dén – som udefra får lov til at sige et par ord til folkene bag denne flotte og nye website. Det er rart at høre, at Timbukto-fondens første uddeling i er brugt til noget fornuftigt.
Det er straks værre med mig og min fine pris, som jeg modtog i starten af juni måned. For det er jo sådan med undersøgende journalistik, og her især fra udviklingslandene – at det tager tid – meget tid.
Og undersøgende journalistik, skal som udgangspunkt være båret af en række personlige værdier. Jeg skal blive nysgerrig. Jeg skal blive indigneret – og – frem for alt:
Jeg skal have en fornemmelse for, at det man gør – faktisk også kan være med til at gøre en forskel.
Det er ikke helt sådan, at mange medier ser på dén sag. Her handler det som oftest om, hvor hurtigt man kan levere varen – og ikke mindst – til hvilken pris.
Og så er det, at det bliver virkelig vanskeligt, når man som jeg insisterer på, at det skal handle om globaliserings bagside, social og økonomisk uretfærdighed i u-landene, de rige mod de fattige osv. osv.
Og så alligevel. Det kan jo lykkes.
Det er jo muligt at hænge et par virksomheder eller to til tørre i det store spil om globaliseringens fortræffeligheder – eller måske mangel på samme….
U-LANDSJOURNALISTKKEN I DAG
Jeg vil gerne sige lidt om, hvor jeg mener, at u-landsjournalistikken befinder sig for tiden og måske også komme med et bud på, hvad der skal til for at få dén dagsorden rykket lidt længere op i forhold til, hvad læsere og seere ellers bliver budt på af ligegyldige historier om ingenting.
Det nye site: Ulandsnyt.dk er bestemt én af løsningerne. Enkelt, overskueligt, informativt.
Ikke nødvendigvis afslørende, undersøgende journalistik – men solid, omfattende og god baggrund for alle. Og det skal der naturligvis også til for at skærpe interessen i de danske medier.
På det område jeg beskæftiger mig med, er sagen lidt mere betænkelig. Lad mig give et par eksempler:
Foreslå aldrig en historie fra Syd- eller Mellemamerika – med mindre det handler om den sidste nye bikinimode på Copacabana i Brasilien.
Kontinentet er mediemæssigt formentlig det mest negligerede og underdækkede i hele den danske presse. Hvis man ser bort fra nogle få ildsjæle som kæmper deres daglige kamp rundt om i det danske medielandskab – og stor respekt for dem – så er det stort set umuligt at opdrive historier fra den del af verden.
Jeg forstår ganske enkelt ikke at det skal være sådan. For hvis man ser nærmere på, hvilket engagement som den danske stat og de danske virksomheder har – eller har haft – i Syd- og Mellemamerika, ja så viser f.eks. de seneste tal fra Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU), at der har været gang i ikke mindre end 113 dansk funderede projekter.
Af dem er der stadig 21 aktive projekter, hvor vi skatteydere blandt andet er med til at investere i lande, hvor hverken menneskerettigheder, miljø eller faglige rettigheder er noget man dyrker med stor interesse – for nu at sige det pænt.
Hvad med de danske kakao-projekter i kup-landet Honduras, der bevæger sig på randen af totalt kaos. Er det godt eller skidt, at vi indirekte støtter styret ved at være i landet.
Den diskussion kunne man vel også se nærmere på.
Eller hvad med det forhold, at en meget stor del af de danske svin bliver fodret med Soya fra Brasilien og andre syd-amerikanske lande.
Først rydder man regnskoven ved at brænde den af. Så planter man Soya – og pumper markerne fulde af pesticider (måske fra Danmark) for derefter at sejle Soyabønnerne hele vejen til Europa og Danmark. Prøv lige at foretage en klima- og miljøberegning af dén sag.
Og hvad med IFUs tidligere engagement i en Plumrose – svinefarm i Venezuela, der sammen med en anden dansk-kontrolleret svinefarm producerer 160.000 svin om året. Det er ca. 16 gange mere end en stor dansk svinebonde gør.
Frem til 2006 havde IFU – og dermed skatteyderne deltaget i et projekt på en svinefarm, hvor man opbevarer gyllen i åbne laguner og spreder den med vandkanoner.
Citat: ”På den måde får vi udnyttet vores gylle optimalt, vi løser et miljøproblem…” udtalte direktøren til Danske Slagteriers eget blad tilbage i 2005.
Jeg har – skal jeg understrege – absolut intet belæg for at tro, at forholdene på de ovenstående projekter ikke er i orden.
Det ser i da heller ikke sådan ud, når man besøger selskabernes hjemmesider eller når man læser om, hvad IFU-fonden har forpligtet sig til at overholde i.f.t. miljø, menneskerettigheder, arbejdsmiljø osv.
KRAVET OM DEN DANSKE VINKEL
Men én ting er at udstede denne slags løfter. Noget ganske andet er, hvad der foregår i den ”virkelige” verden.
Vores arbejde som journalister er derfor at afprøve og undersøge om der er overensstemmelse mellem hvad man siger, og hvad man gør.
Når jeg specifikt nævner danske virksomheder og projekter i f.eks. Honduras, Venezuela og Brasilien – så er det jo også i erkendelse af, at skal man have offentliggjort noget i de danske medier – ja, så skal der altså være en dansk vinkel på historien.
Jeg er – hvis nogen skulle være i tvivl – dybt uenig i dette synspunkt.
Spørgsmål om globalisering er jo netop et spørgsmål om 100 procent grænseløs handel, international politik og trans-nationale aftaler. Men globalisering kan også – i mange tilfælde – være 100 pct. grov udnyttelse af andre mennesker og miljø – fjernt fra Danmark.
(HER afsnit om NGOerne og Danida, som bringes i separat nyhedsartikel ovenfor)
En anden ting som har været fremme på det seneste er, at dem, der skal foretage såkaldte uafhængige evalueringer af Danida-støttede projekter, måske ikke er helt så uafhængige som de påstår.
I hvert fald beskrev dagbladet Information gennem længere tid, hvordan Danida rettede i rapporterne og forskere beskrev, hvordan de frygtede at miste flere jobs for Danida – hvis de kritiserede de projekter som de var sat til at undersøge.
Lad os dog ikke håbe at den tendens har bredt sig til de NGOer – der på papiret i hvert fald – burde være en garanti for, at vi andre får en troværdig second opinion om Danmarks indsats i udviklingslandene.
Men – og lad mig slutte med det. Der er i hvert fald ét sted, hvor I alle kan klikke hen – hvis I vil have en second opinion – og det er faktisk dét vi fejrer i dag.
Så skal vi ikke give u-landsnyt.dk – deres webredaktører og journalister – et trefoldigt leve .
(slut)
