Det er ikke nemt at afsætte artikler om Afrika til større aviser herhjemme. Det erfarede årets modtager af den store Timbuktu Pris for kritisk u-landsjournalistik, da han i 1992 ringede hjem til landets største bladhus om en historie, som han mente var rigtig vigtig.
Han fik Berlingskes dav. udlandsredaktør i røret, fortæller han. Ordlyden er næsten som et Haiku-digt:
– Jeg har en historie fra Afrika
– Nej.
– Du vil ikke høre om den?
– Nej.
– Jamen….
– Nej.
Sådan skildrede prismodtager Jørn Stjerneklar i hvert fald essensen af samtalen med repræsentanten for den ærværdige avis.
Det skete i den takketale, han holdt, efter at have modtaget Timbuktu Prisen og de tilhørende 100.000 kr. ved en festlighed tirsdag i Journalisternes Hus i København – og med manden bag det hele, Jørgen Harboe, som tilhører på første parket.
Den 54-årige freelance fotograf og journalist gjorde ved samme lejlighed opmærksom på, at det ikke er lettere af afsætte stof fra Afrika her i 2011 end for knapt 20 år siden. Snarere tværtimod.
Det er tredje gang Timbuktu Prisen uddeles af Timbuktu Fonden. Den er tidligere givet til journalisterne Tom Heinemann i 2009 og Thomas Aue Sobol i fjor. Begge år var Stjerneklar med i opløbet som en af de 3 sidste nominerede.
Jørn Stjerneklar har boet og arbejdet som freelancer i Afrika i sammenlagt over 25 år.
HØR DET HELE I LYD HER
Timbuktu Fondens formand, journalist Thomas Ravn-Pedersen, begrundede valget af Stjerneklar og U-landsnyt.dk kan bringe både hans og Stjerneklars takketale i lyd til læserne.
Det er første gang i nyhedstjenestens historie, vi gør det, og det skyldes,at webredaktør hos Folkekirkens Nødhjælp, Peter Høvring, som overværede mødet, optog det hele på sin iphone.
Peter Høvring har venligst stillet sin optagelse til rådighed og den kan downloades på http://dl.dropbox.com/u/2408474/timbuktu-taler.mp3
Vær opmærksom på, at det er en lydoptagelse uden billeder, så man skal skrue højttaleren på computeren op. Først hører man Thomas Ravn-Pedersens tale – dernæst Jørn Stjerneklars.
——————————————
Her bringes begrundelsen tillige som DOKUMENT
Tale til modtageren af Timbuktu Prisen 2011 v. Timbuktu Fondens formand
Af Thomas Ravn-Pedersen
For tredje gang skal Timbuktu Prisen nu uddeles – Danmarks største journalistpris – indstiftet som følge af Jørgen Harboes donation for tre år siden (fondens grundkapital på 10 mio. kr., red.).
Årets prismodtager er på én gang vildt provokerende – og meget ydmyg. Provokerende mod det etablerede syn på Afrika, provokerende midt i den humanitære verden, som mange af os tjener – eller har tjent – og provokerende og utaktisk når det gælder om at bide den hånd, der fodrer én.
Man kunne kalde ham for ”Idioten fra Kigali”. Og det med at være ydmyg kommer jeg tilbage til.
Stjerneklart, at Jørn skal ha’ den pris… som én af de mange indstillere har formuleret det. Og alle gode gange tre, som mange andre også påpeger.
Det blev så også tredje gang, der blev lykkens gang for dig, Jørn.
Og for første gang bliver det en prismodtager, der oven i købet har været i Timbuktu – og filmet i Timbuktu og rapporteret derfra.
Og hvis ellers man kan stole på din hjemmeside, vil du bruge noget af prisen på at anskaffe dig fast ejendom i Timbuktu – verdens ende – eller navle…
Nu vi er ved den store stolte ørkenby i Mali, så lad mig lige nævne at fondens navn blev valgt ud fra det gamle middelalder Timbuktu, der var centrum for et oplyst, åbent og videbegærligt arabisk samfund orienteret mod omverdenen!
For snart 15 år siden oplevede du noget, som de færreste formentlig har prøvet; nemlig at blive fyret for åben skærm.
Det var i den kontroversielle dokumentarfilm “Nødens Købmænd” fra 1997. Og hvor du afslørede at Røde Kors havde fiflet med et koleraudbrud og i deres blad HJÆLP opdigtet en mor, der manglede seks børn, ud fra et af dine billeder af flygtninge fra Rwanda.
Allerede dengang sagde du fra overfor den overfladiske humanisme – og smarte businessagtige måde at drive nødhjælpsarbejde på, og hvor målet helliger midlet. Også selv om Røde Kors på det tidspunkt var din allerstørste freelancekunde.
Det var nødhjælpsorganisationernes legen med ilden – og skødesløse håndtering med det allervigtigste grundstof for deres virke – troværdigheden – som du sagde fra overfor. Og som du sagde på TV: ”jamen jeg bryder mig ikke om det – for det passer ikke hvad der står”.
Men det var så ikke kun dig, der sagde fra – det gjorde informations-chefen også med ordene: ”Du er fyret Jørn!”, for åben skærm.
Måske i sjov, men reelt, tror jeg for en stund at opgaverne tørrede ud, og at du ikke længere fik de mange attraktive reportageopgaver for organisationerne.
Én ting er kunderne – men også dine egne kolleger – fotograferne – udstiller du og udfordrer, for sådan helt grundlæggende at få dem til at opføre sig ordentligt.
Og med meget voldsomme midler – som f.eks. din fotoblog om Kejserens nye klæder om vilde negere og kannibaler i smukt pumpede sort/hvid fotos, som i virkeligheden viser sig at være helt almindelige reportagefotos fra det afrikanske kontinent.
Uhyggeligt. Provokerende. Og sikkert forfærdelig irriterende hvis man er World Press fotograf, der måske har været lidt for kreativ med Photoshop.
Eller for APs fotograf i Rwanda under folkemordet i 1994, der så den levende baby i bunken af lig – før dig – men som undlod at forsøge at redde det ene lille menneskeliv – til forskel for dig.
Jeg ved ikke om man kan sige, at Rwanda ligefrem har været en forbandelse for dig. Men du har oplevet noget, mennesker ikke skal opleve, dengang i 1994. Og du har så på forskellig vis bearbejdet og formidlet de modbydelige indtryk, som du blev fanget i.
TV-dokumentaren ”En dansker i helvede”, som gav dig prisen for årets tv-fotograf i 2009, var en af måderne.
Som Jørgen Flindt Pedersen for tredive år siden lavede filmen ”Din nabos søn” påstår du nu også, at jeg eller min nabo kan blive bødler, hvis ikke vi reagerer mod den mere og mere udbredte ”dem og os” pest. Du argumenterer igennem. Og konsekvent.
Juryen fremhæver dine evner til at sætte især Afrika på dagsordenen på en enestående og uhyre vedholdende måde og siger samtidig, at kritisk u-landsjournalistik også handler om visuelle medier. Netop muligheden for at manipulere med virkeligheden gennem billeddækningen er en af de kæpheste, som du er optaget af, og som du i dag også får prisen for.
Man kan vel også sige, at du får prisen fordi du har så mange gode venner, der i flere år – utrætteligt – har indstillet dig til prisen med flotte ord. Ikke at det i sig selv garanterer en pris – men vi har i hvert fald fået øjnene op for, at du har et godt netværk 😉
Jørn, du er en heldig mand. Du har mange gode venner, der holder af dig – og sætter pris på dine gerninger: prøv bare her at høre nogle af ordene om dig:
Ærlig – ægte – kritisk – utrættelig – fortjent – fokuserer på mennesket bag historien – hader snyd – kompromisløs – engagement – indlevelse – uden sentimentalitet – autoritet – tilstedeværelse – uafhængig – loyal – kort og godt: evne til at skabe billeder.
Det er rigtig flot.
Og nu nærmer jeg mig afslutningen…
Foto manipulation! Er det manipulation, når man får sin kommende statschef til at posere i terrorist positur med en AK47 og Taleban-uniform? Det ville være manipulation i de fleste lande. Men ikke her i Danmark!
Den var god nok, da du i 1988 var i Afghanistan med en senere ganske betydningsfuld mand. Da du og Lars Løkke besøgte Taleban og poserede med frihedskæmpere og maskinpistoler i de afghanske bjerge…
Det er her ordet ydmyg kommer ind. Det ord, der også faldt mig ind, da “Journalisten” ringede i går og ville have en kommentar. Og selv om ingen af dine venner har sat det ord på dig i deres indstilling, så vil jeg alligevel forsøge.
For dér hvor mange andre ville være fristede til at sætte sig selv mere i scene som Gonzo og krigskorrespondent med alt det du har oplevet og arbejdet med, så er det forsat ordentligheden – menneskene og sagen, som du fremhæver. Det er sejt, og ingen selvfølge.
Her følger noget stort – en pris – en check – en hædersbevisning – til modtageren af Årets Timbuktu Pris – og prisen for kritisk u-landsjournalistik 2011: Jørn Stjerneklar!
Og i Timbuktu Fondens bestyrelse glæder vi os til at få en invitation til housewarming i Timbuktu!
Tillykke Jørn!
——————————-
Her bringes takketalen desuden som DOKUMENT:
Af Jørn Stjerneklar
Man behøver ikke at falde i gryden for at være en god Afrika-formidler. Så da jeg satte min ben i Nairobi i marts 1980, mit første besøg på kontinentet syd for Sahara, havde jeg ingen anelse om, at jeg allerede den lørdag aften var havnet i den sorte gryde.
At mit liv for altid ville være basalt forandret. Men det var det.
Den korte udgave er, at jeg følte mig hjemme. En mærkelig fornemmelse at stå imellem millioner af sorte mennesker – og elske det.
Hjemmefølelsen i Afrika – og det fra en Amardreng – er drivkraften i mit arbejde.
Det kan vel bedst beskrives som at skulle flytte ind i drømmehuset du aldrig har set – med et utal af rum der skal udforskes.
Og så bare gå på opdagelse. Jeg er kun halvvejs endnu. Undervejs i huset har der været et par værelser eller ti som klart bør renoveres, men det har jeg skrevet om til ejendomsmægleren. Imens nyder jeg havudsigten og det gode selskab fra naboerne.
Uden for huset er der i haven et lille hyggeligt skur, der hedder Danmark. Et sted med en masse dyre redskaber. Et sted jeg kan drikke en pilsner med gode venner, når det regner.
Så inden jeg glemmer det: Først og fremmest tak til jer, der har indstillet mig til prisen. Uden jer havde jeg ikke stået her i dag. Hvor mange I er ved jeg ikke, men nogen må have været stædige, når jeg nu er indstillet for tredie år i træk. Tak allesammen.
Også en særlig tak til dommerkomiteen i Timbuktufonden. Jeg skal ikke lægge skjul på at opløbet er meget spændende for os der er nomineret.
Ud over den store ære er det sindssygt mange penge at modtage – og det lille stik det giver når en anden er prisvinder – fattig freelancer eller ej – skal jeg ikke løbe fra.
For mig er denne pris et af højdepunkterne i mine mange års turbolente arbejde på det afrikanske kontinent.
Det, at få overrakt en så fornem pris, kan slet ikke beskrives. Den anerkendelse for ens arbejde…
Enhver journalist eller fotograf ved, at det med at få bare en kort mail fra redaktøren eller chefen, hvor de i det mindste siger tak for godt arbejde, kan løfte dig op i lang tid. Desværre sker det ekstremt sjældent.
Men så er det godt, at andre kan finde ud af det. En pris som den her bør være inspiration til en ny generation af mediemennesker om at få fingeren ud og arbejde i Den 3. Verden. Bør være en lysende fakkel til at lave de nødvendige, spændende historier.
En nyuddannet journalist udtalte tilbage i firserne, at han ”ikke ku’ sparke sig frem for gode historier” da han kom til Afrika. Sådan er det stadig.
Så til de unge siger jeg – Cavling gå hjem og læg dig – Timbuktu er vejen frem.
Ikke at det er nemt. Afrika er svær at sælge til danske medier. Det er et faktum som alle os der arbejder i branchen kan skrive under på.
Den gadekærssmentalitet der hersker her i landet – den som nu har fået dammen hegnet ind igen – er direkte skræmmende.
Afrika har et enormt potentiale ikke kun for velmenende NGO’er… og kineserne… men også for dansk erhvervsliv. Kom ned og invester inden kommunisterne løber med det hele. Vi skal nok holde øje med om I gør det på forsvarlig vis.
Jeg vil lige fortælle en historie fra vores liv som professionelle nede i Afrika.
I foråret 1992 ringede jeg til flere danske medier for at få solgt en kæmpesag. En af de mange jeg fik i røret – det var dengang det kostede 20 kroner i minuttet at ringe fra Kenya – var Berlingske Tidendes udlandsredaktør. Samtalen blev set i det lys heldigvis kort.
”Jeg har en historie fra Afrika”
”Nej”
”Vil du ikke høre om…”
”Nej”
Jamen..
”Nej”
I april 1992 var sultkatastrofen i Somalia ikke sexet nok til at komme i danske medier. Senere kom tusindvis af somaliere til Danmark – desværre har redaktørerne ikke lært det endnu:
Selv sult og borgerkrig i Afrika kan have konsekvenser omkring gadekæret.
Den her historie er ikke en sjov anekdote fra de gode gamle dage. Det er sværere at sælge kontinentet i 2011 end for 20 år siden.
Men her til sidst vil jeg takke Jørgen Harboe for at bruge så mange penge på Timbuktu Prisen og nu også på en pris for studerende. Det er godt set. Og flot.
Uden der skal gå Dronning i den sender jeg masser varme tanker til de mange afrikanere, der gennem årene har gjort det muligt for mig overhovedet at arbejde på de kanter. Og det uanset om I er til søs eller på land.
Tak til mine to sønner – Nick Pierre og Charlie – for at I trods mine lange fravær i jeres barndom stadig er stolte af jeres far.
Og sidst – men absolut ikke mindst. Tak til min forretningspartner, min kæreste, inspiratoren, kvinden i mit liv – Helle Maj som står der!
(slut)
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-06-11/stor-pris-kritisk-u-landsjournalistik-gar-i-ar-til
