DNA-undersøgelser bekræfter, at den såkaldte pygmæ-elefant på Borneo er helt sin egen. Den adskiller sig fra elefanterne på det asiatiske fastland og Sumatra, skriver WWF Danmark i en pressemeddelelse torsdag.
Elefanterne på Borneo er bl.a. relativt tamme og har et mildt temperament i sammenligning med andre asiatiske elefanter. Desuden er de mindre. Det var bl.a. disse åbenlyse forskelle, der fik forskere til undersøge, om Borneos elefanter er en genetisk anderledes underart.
Med DNA-testen for øje har medarbejdere fra WWFs “Asian Rhino & Elephant Action Strategy”-program været ude at indsamle afføring fra elefanterne. Afføringen indeholder celler, der kan bruges til DNA-prøver. Der blev samlet ind i forskellige dele af delstaten Sabah på Nordborneo og sendt til DNA-undersøgelse på Columbia University.
Her blev de sammenlignet med prøver fra elefanter i Sri Lanka, Indien, Bhutan, Bangladesh, Thailand, Laos, Vietnam, Cambodia, den malaysiske halvø og Sumatra.
Undersøgelserne gav bevis for, at elefanterne har været isoleret i ca. 300.000 år fra deres fæller på fastlandet og Sumatra. Gennem denne periode er Borneo-elefanterne blevet mindre med relativt større ører, længere haler og forholdsvis lige stødtænder.
Elefanternes udviklingshistorie berettiger anerkendelsen af dem som en særlig art. Borneo-elefanterne adskiller sig genetisk og derfor kan man afvise en forklaring om, at de blev ført til øen. Og fordi de adskiller sig genetisk, bør det være højeste prioritet at bevare denne art, og tillige bør de behandles særskilt fra andre asiatiske elefanter.
WWF-programmet og Sabahs Wildlife Department er enige i konklusionen fra Columbia University og understreger, at det er vigtigt, at Borneos Pygmæ Elefanter, som de hedder, ikke krydses med andre asiatiske elefanter. Og det anbefales, at der forskes i elefanternes forplantningsevne, overlevelsesevne og andre indikatorer af skadelige effekter af indavl.