Råd til en klimavenlig ferie

maldives-666118_960_720
Forfatter billede

1. Godt for pengepungen, godt for naturen
Flyrejser udleder store mængder CO2. Overvej derfor om du behøver at rejse så langt væk, at du skal flyve.

Stil dig selv spørgsmålet om, hvad du gerne vil lave på din ferie. Måske vil du få det samme – eller mere – ud af din ferie, hvis du bliver i Danmark eller nabolandene. Desuden vil du, hvis du holder ferie indenlandsk eller i nabolandene, ofte spare penge.

2. Prøv en ferie til søs
Tag familien med på sejlferie! Måske har nogle du kender et sejlskib, og måske vil de invitere dig med på en tur.

Firmaer som f.eks. De Forenede Sejlskibe arrangerer aktive ferier på historiske sejlskibe, hvor du og din familie kan nyde stilheden, og naturen sætter skibets tempo. I kan også prøve en mindre tursejlads, som varer et par timer. En ferie på et sejlskib er bæredygtig, da man så vidt muligt kun sejler for sejl.

3. Spar billetten til Australien
Selvom Great Barrier Reef er svært at hamle op med, har Danmark nogle meget fine steder, hvor du kan snorkle og dykke.

Tag på tur med familien eller vennerne og oplev for eksempel det særlige undervandslandskab ved Sangstrup Klint ved Grenaa, Tornby Rev ved Hirtshals eller havet ud for Møns Klint på egen hånd.

WWF holder sommeren 2016 mange gratis snorkel-events over hele Danmark.
 
4. Vælg den mest miljøvenlige rejseform
Tag tog, bus eller skib frem for at flyve, når det kan lade sig gøre. Transporten kan være en oplevelse i sig selv.

De mange jernbaner, der breder sig udover det europæiske kontinent, byder på billedskønne landskaber. Tag dig tiden til at rejse langsomt og tænk transporten ind som en del af din ferie. Spis og drik lokalt, hvor du end er.

5. Vær opmærksom på dine souvenirs og ferieminder
Tag ikke souvenirs, der er lavet af truede dyr og arter med hjem fra udlandet. Det gælder for eksempel skildpaddeskjold, elfenben og koraller.

Derudover findes der desværre mange turistattraktioner, som udnytter og mishandler dyr. I Asien er det især populært at klappe en tigerunge og at ride på elefanter. Lad være med det. Aflæg evt. WWF's pandaløfte sammen med dine rejsefæller, før I rejser.

6. Skær ned på kødet
Prøv nogle vegetariske retter i din ferie. Mangler du opskrifter, kan du finde mange spændende vegetariske mad-blogs på internettet.

Du kan også gå ind i WWF's udfordring "Spis Planter for Planeten" og spise vegetarisk i en uge. Det skåner klimaet og de vilde dyrs levesteder. .