Opkøbet af den rådgivende ingeniørvirksomhed OBG er et led i Rambølls strategi om at vokse i USA og styrke sin portefølje inden for vand, energi og miljø, skriver virksomheden.
”Vi er meget glade for at byde OBGs 900 eksperter velkommen i Rambøll. Vi har haft en strategisk ambition om at vokse i Nordamerika, siden vi for alvor trådte ind på det amerikanske marked med det succesfulde opkøb af ENVIRON i 2014”, siger koncernchef Jens-Peter Saul.
“Sammen med OBG kan vi bygge videre på den platform, som vi har skabt i USA. Ved at kombinere vores nuværende konsulent- og analytisk orienterede forretning i USA med OBGs stærke kompetencer inden for selve projektgennemførelsen, bliver vi i stand til at levere en integreret, sammenhængende løsning til vores kunder fra front-end konsulentrådgivningen til back-end eksekveringen”, siger Jens-Peter Saul, og tilføjer, at OBG også kulturelt er et perfekt match for Rambøll:
”OBG er ligesom Rambøll en virksomhed med stærke værdier og en ambition om at skabe et bedre samfund. Med vores stærke forretningsmæssige og værdimæssige match er jeg overbevist om, at vi sammen vil kunne udnytte de mange synergier mellem vores virksomheder til gavn for vores kunder og medarbejdere,” siger Jens-Peter Saul.
“Ved at gå sammen med Rambøll får vi en fantastisk mulighed for at udvide vores kundebase i USA samtidig med, at vi udbygger vores kunderelationer globalt,” siger Jim Fox, administrerende direktør for OBG. “Vi kommer til at samle thought leadership i verdensklasse fra begge virksomheder, og sammen vil vi have et endnu stærkere afsæt for at løse de udfordringer, som forårsages af globale megatrends som urbanisering, klimaforandringer og ressourceknaphed. Jeg er overbevist om, at opkøbet vil betyde flere, spændende udviklingsmuligheder for vores talentfulde medarbejdere og innovative løsninger for vores kunder,” siger Jim Fox.
Der var stor opbakning til opkøbet fra OBGs aktionærer, hvoraf samlet 91 procent stemte for salget, hvilket understreger det stærke strategiske og værdimæssige match.
OBG har siden 1945 leveret integrerede, rådgivende ingeniørløsninger inden for vand, energi, miljø og advanced manufacturing. Virksomheden har stærke kunderelationer både i den private og offentlige sektor og en stærk position i særligt den østlige del af USA.
OBGs ekspertise anvendes i øjeblikket på store projekter som for eksempel et af verdens største avancerede spildevandsanlæg i Washington, DC, i et ambitiøst projekt, som skal hjælpe myndighederne i staten New York med at øge energieffektiviteten og reducere udledningen af drivhusgasser med 40 procent i 2030 samt på restaureringen af Onondaga Lake i staten New York, som anses som et af de største sørestaureringsprojekter i Nordamerika.
På købstidspunktet udgør den samlede omsætning i Rambøll og OBG 12,7 milliarder kroner.
Ny forretningsenhed i USA
I løbet af de sidste fem år er Rambøll vokset betydeligt i USA. I slutningen af 2014 købte Rambøll den globale konsulentvirksomhed ENVIRON med base i USA og fik mere end 1.500 eksperter inden for miljø og sundhed, heraf 800 i USA. I løbet af det sidste år er Rambøll vokset 9,5 procent organisk i USA, som nu er et af virksomhedens hurtigst voksende og mest lønsomme markeder.
Med det nye opkøb, der fordobler tilstedeværelsen i USA, etablerer Rambøll en ny forretningsenhed for Americas, som omfatter USA, Canada, Mexico og Brasilien med ydelser inden for vand, energi og miljø & sundhed. Forretningsenheden træder i kraft den 1. januar 2019 og skal ledes af OBGs direktør Jim Fox som ny administrerende direktør for Americas. Ambitionen er, at forretningsenheden skal vokse fra de nuværende 2.000 medarbejdere til 3-4.000 medarbejdere om fire til fem år.