Rapport: Danmark køber sig aflad i u-lande for at energi-svine herhjemme

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danske miljø- og u-landsorganisationer kritiserer, at Danmark køber sig til klimakreditter i u-landene i stedet for at gøre klimaindsatsen hjemme, fremgår det af en presseudtalelse tirsdag.

Den danske regering har siden 2003 år valgt at investere et milliardbeløb i klimakreditter i projekter i Den 3. Verden og Østeuropa i stedet for at opfylde Danmarks klimaforpligtelser under Kyoto-protokollen gennem initiativer i Danmark.

Det er bl.a. sket gennem den såkaldte CDM-mekanisme, der gør det muligt for rige lande at investere i klimaprojekter i udviklingslande frem for at reducere drivhusgasudslippet hjemme (de køber sig så at sige aflad, red.).

Danske miljø- og udviklingsorganisationer i 92-gruppen udgav tirsdag en stærkt kritisk rapport om den danske strategi. Rapporten konkluderer, at mange af de dansk-støttede projekter sandsynligvis ikke leder til de nye og ekstra drivhusgasreduktioner, som de skal.

Da Danmark samtidigt slipper for at foretage en tilsvarende drivhusgasreduktion hjemme, skader den danske anvendelse af CDM-projekter dermed klimaet. Derudover skaber de dansk-støttede CDM-projekter i flere tilfælde udviklings- og miljøproblemer i u-landene, hedder det.

I perioden op til og med 2010 har Danmark bevilget 1,6 milliarder kr. til såkaldte CDM- og JI-projekter, og der er åbnet op for at over 60 pct. af indsatsen for at nå det danske klimamål i perioden 2008-12, kan nås gennem sådanne kreditter.

Rapporten ”Klima på Kredit – En kritisk gennemgang af Danmarks brug af CDM-mekanismen”, der udgives af 92-gruppen, gennemgår 43 ud af de 94 dansk-støttede CDM-projekter, og når frem til, at der er alvorlige problemer med en lang række af projekterne.

Mange af dem ser ikke ud til at leve op til kravet om at være additionelle, hvilket betyder, at projekterne også ville være gennemført uden dansk støtte.

Et eksempel herpå er den danske støtte til vindmølle-projekter i Kina, hvor mange af vindmøllerne sandsynligvis også var opstillet uden CDM-støtte, da Kina har en meget ambitiøs national plan for udbygningen af vindmøller.

– Mange af de dansk-støttede CDM-projekter skaber ikke de nye og ekstra reduktioner i drivhusgasudslippet som de skulle, da de med stor sandsynlighed også var blevet til virkelighed uden dansk støtte, siger Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd, og uddyber:

– Da Danmark samtidigt slipper for at reducere tilsvarende i sit drivhusgasudslip hjemme, leder det til et øget udslip af drivhusgasser i forhold til de klimamål, som Danmark har forpligtet sig til. Det er stærkt kritisabelt.

Rapporten gør gældende, at flere af projekterne leder til nye udviklings- og miljøproblemer, herunder investeringen i større dæmningsbyggerier eller palmeolieprojekter, der ikke er bæredygtighedsmærket, og derfor risikerer at føre til rydning af regnskov.

– Rapporten viser, at mange af de dansk-støttede CDM-projekter er problematiske, og ikke leder til den bæredygtige udvikling, som de skal. Flere af dem har negative påvirkninger på miljø og lokalbefolkning og er heller ikke tilstrækkeligt fattigdomsorienteret, siger John Nordbo fra WWF Verdensnaturfonden.

På den baggrund opfordrer de danske miljø- og udviklingsorganisationer den danske regering til at ændre strategi og i stedet foretage den nødvendige klimaindsats i Danmark.

– Det er stærkt kritisabelt, at regeringen har valgt at investere så stor en del af den danske indsats i tvivlsomme projekter i udviklingslande. I stedet burde Danmark gennemføre en langt stærkere klimaindsats hjemme. Det ville også sikre den nødvendige omstilling af energisystemet i Danmark både i forhold til klimahensyn, dansk erhvervsudvikling og forsyningssikkerhed, siger Tarjei Haaland fra Greenpeace.

Fra den 6. til 17. juni mødes verdens lande igen til klimaforhandlinger i Bonn i Tyskland. Forhandlingerne om en ny global klimaaftale går trægt, og en væsentlig grund er de rige landes manglende vilje til at gå forrest og reducere deres drivhusgasudslip tilstrækkeligt.

– Det er afgørende, at vi fra dansk side viser, at vi tager vores globale ansvar på os og foretager den nødvendige klimaomstilling hjemme. Derfor må Danmark nu gå bort fra at misbruge CDM-systemet og i stedet reducere udslippet (af drivhusgasser, red.) hjemme siger Troels Dam Christensen, Koordinator i 92-gruppen.

Han anfører samtidigt, at det er vigtigt, at Danmark i langt højere grad støtter udviklingslandenes klimaindsats:

– Der bør ydes en langt større dansk klimastøtte til u-landene, men den skal gives som ny og ekstra klimabistand og ikke som CDM-støtte, der resulterer i en lavere klimaindsats i Danmark, slutter Troels Dam Christensen.

————-
Rapporten ”Klima på kredit – En kritisk gennemgang af Danmarks brug af CDM-mekanismen” kan hentes på 92-gruppens hjemmeside www.92grp.dk under ”Nyt” på forsiden eller direkte på:
http://www.92grp.dk/cms/92/nyheder/2011/Klima_paa_kredit_92_gruppe_CDM_rapport.pdf

Yderligere oplysninger hos:
Troels Dam Christensen, koordinator i 92-gruppen
mobil 21 72 79 57 og e-mail [email protected]

92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling, er et samarbejde mellem 22 danske miljø- og udviklings organisationer. 92-gruppen arbejder for at fremme en bæredygtig udvikling i hele verden.

92-gruppen består af: Afrika Kontakt, Amnesty Danmark, Care Danmark, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk International Bosætningsservice, Dansk Ornitologisk Forening/BirdLife Danmark, Det Økologiske Råd, FN-forbundet, Folkekirkens Nødhjælp, Greenpeace, IWGIA, Kvindernes U-landsudvalg, Landsforeningen for Økosamfund, Mellemfolkeligt Samvirke, Natur og Ungdom, Verdens Skove (tidl. Nepenthes), Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis/Øko-net, VedvarendeEnergi, U-landsforeningen Svalerne, U-landsorganisationen Ibis, WWF Verdensnaturfonden, Dansk Røde Kors (observatør).