Rapport: hvor oliepalmen rykker ind, dør regnskoven – WWF vil sætte ind

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Hver dag fældes store arealer regnskov, som har stået i årtusinder, for at skabe plads til plantager med snorlige rækker af oliepalmer, hvorfra man fremstiller palmeolie.

Den vegetabilske olie, der giver et meget højt olieudbytte, bruges i rigtig mange dagligvarer som chips, kage, shampoo og vaskepulver, så vi kommer ikke uden om den.

WWF Verdensnaturfonden arbejder for, at produktionen ikke sker på bekostning af “oprindelig” urørt regnskov og ikke kompromitterer lokale og indfødte folks rettigheder eller belaster klimaet.

I stedet skal produktionen foregå på såkaldt sekundære skovarealer, som ikke er regnskovsarealer, skriver WWFs danske afdeling i sit seneste nyhedsbrev tirsdag.

I en ny palmeolie-rapport fra WWF gennemgås alle de problematikker, der knytter sig til palmeolien, og der gives samtidig bud på, hvordan Danmark kan være med til at sikre an-svarlig produktion af palmeolie.

I Danmark har supermarkeds-kæden REMA 1000 forpligtet sig til at indføre den ansvarligt producerede palmeolie. Det er sket i tæt samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.

Indtil nu har det nemlig været umuligt for forbrugerne at fravælge produkter med olie fra den skadelige produktion, men inden længe har de et reelt og ansvarligt valg.

REMA 1000 er blevet medlem af ”Roundtable on Sustainable Palm Oil” (RSPO) – en sammenslutning af bl.a. producenter og NGO’er, der er gået sammen om at fremme en mere bæredygtig palmeolieproduktion.

Det er også på høje tid. Over de seneste 3 årtier er der i snit ryddet ca. 13 millioner hektar tropeskov om året. Det svarer til 3 gange Danmarks areal, der forsvinder hvert år.

I forhold til palmeolieproduktionen er det især regnskoven i Malaysia og Indonesien, det går hårdt ud over, hvilket har konsekvenser for arter som den asiatiske elefant, sumatra-næsehornet og tigeren. De 2 lande står tilsammen for over 80 procent af verdens palmeolieproduktion.

– Detailhandlen er en vigtig brik for at udbrede den certificerede palmeolie til forbrugerne og i sidste ende redde regnskov, da en stor del af de pakkede fødevarer til Europa indeholder palmeolie, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Danmark.

De danske detailkæder halter nemlig langt bagud i forhold til mange kæder i Europa, som allerede har forpligtet sig til at have 100 procent certificeret palmeolie i alle produkter senest i 2015.

Storbritannien har flest RSPO medlemmer, som bl.a. tæller Sainsbury’s, Marc&Spencer og Unilever. Men også Schweiz og Holland har mange kæder, som satser på den ansvarligt producerede olie.

Herhjemme har REMA 1000 i første omgang lagt en plan for at få den ansvarligt produceret palmeolie ind i sortimentet allerede fra 2012. Målet er, at palmeolien skal anvendes i hele REMA 1000s eget produktsortiment fra 2015, således at alle produkter til den tid er 100 procent RSPO certificeret.

BAGGRUND

RSPO – “Round Table on Sustainable Palm Oil” – er et samarbejdsforum, der blev etableret i 2003. Målet er at fremme ansvarligt produceret palmeolie ved at definere troværdige globale standarder og involvere aktører i hele leverandørkæden. Sammenslutningen består af NGO’er, producenter, raffinaderier og andre forarbejdningsvirksomheder, statslige institutioner og detailhandlen.

Parterne samarbejder for at sikre, at produktionen af palmeolie sker på forsvarlig vis. Der stilles bl.a. krav om, at primær skov ikke må ryddes, at der skal anvendes de bedst tilgængelige dyrkningsmetoder, natur og miljø skal beskyttes, og der skal tages hensyn til urfolk, så de ikke får ødelagt deres leveområder. Der har været certificeret palmeolie (CSPO) på markedet siden november 2008.

Yderligere oplysninger hos:
Charlotte Brix Andersen, pressechef i Verdensnaturfonden
tlf. 31 72 85 60 og e-mail: [email protected]