Rapport: Mange flere børn i skole på verdensplan – flere andre lyspunkter

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

En ny UNICEF rapport ”Progress for Children: A World Fit for Children” giver omfattende data om fremskridt mod 2015-Målene for verdens børn. Rapporten viser bl.a., at antallet af børn, der ikke går i skole, er faldet markant.

Alene fra 2002 til 2006 er antallet af børn i grundskolealderen, der ikke går i skole, faldet fra 115 millioner til 93 millioner. Det svarer til et fald på 20 procent.

I flere end 60 u-lande går mindst 90 procent af børnene nu i skole. De fleste af de børn, som ikke går i skole, bor i Afrika syd for Sahara, hvor omkring 41 millioner børn aldrig kommer i en grundskole.

– Den dramatiske stigning i antallet af børn, der går i skole, er et bevis på, at en fælles indsats fra regeringer, internationale organisationer, lokalsamfund, den private sektor, familier og børnene selv gør en forskel og kan levere konkrete resultater for børn, siger Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark.

Den store stigning i antallet af børn i skole skyldes især øget indsats på følgende områder:

– Støtte til træning og videreuddannelse af lærere
– Levering af skolematerialer
– Rent vand og sanitet til skoler
– Midlertidig skolegang til børn i katastroferamte lande
– Hjælp til at opbygge fattige landes skolesystemer
– Politisk pres for afskaffelse af skolegebyrer

Selv om piger stadig diskrimineres på en stribe områder, er kønsforskellen blandt skolebørn faldende. 2/3 af verdens skoler har nu ligestilling mellem kønnene i grundskolen.

Antallet af piger, der bliver omskåret, er faldet støt gennem de sidste 15 år, ligesom færre piger bliver bortgiftet som børn.

Fald i børnedødeligheden

Siden 1990 er antallet af dødsfald blandt børn under 5 faldet med 24 procent, fra næsten 13 millioner i 1990 til 9,7 millioner i 2006.

Det drastiske fald i børnedødeligheden, som blev offentliggjort i september, følges i ”Progress for Children” op med konkrete bud på, hvad der skal til for at reducere børnedødeligheden yderligere på verdensplan.

Rapporten dokumenterer bl.a., at følgende konkrete initiativer har nedbragt børnedødeligheden markant:

– Fra 1990 til 2004 fik over 1,2 milliarder flere mennesker adgang til rent drikkevand
– Fra 1996 til 2000 steg antallet af børn, der udelukkende blev ammet de første måneder af deres liv, i en lang række lande verden over. I 7 afrikanske lande steg antallet med 1/5. Eksklusiv amning nedsætter risikoen for, at et barn dør, før det fylder 5 år, med mere end 13 procent
– Antallet af børn, der sover under insektmiddelbehandlede myggenet, er steget i lande med malaria. I mange lande er brugen af myggenet mere end tredoblet
– Alene fra 2004 til 2005 er antallet af hiv-smittede gravide kvinder, der får hjælp til at forebygge hiv-smitte fra mor til barn, steget fra 7 til 11 procent i den fattige del af verden. Antallet af hiv-smittede børn, der kommer i behandling, er også steget verden over.
– Antallet af børn, der får tilskud med A-vitamin, er mere end fire gange så stort som i 1999. A-vitamin styrker børnenes immunforsvar og reducerer risikoen for, at barnet dør af helt banale sygdomme som f.eks. diarré eller luftvejsinfektioner

Lang vej endnu

”Progress for Children: A World fit for Children” viser også, at der er lang vej endnu mod målet om at sikre, at alle børn på kloden får opfyldt deres mest basale rettigheder. Nogle af de barske statistikker, der ikke er nogen grund til at fejre, er f.eks.:

– Selv om antallet af underernærede børn er faldet fra 32 til 27 procent i u-landene siden 1990, lider et alarmerende højt antal børn – 143 millioner – stadig af underernæring. Mere end halvdelen af dem lever i det sydlige Asien
– Alt for få børn får behandling mod de store børnedræbere som for eksempel lungebetændelse og malaria. Lungebetændelse og malaria alene står for 27 procent af alle dødsfald blandt børn under 5
– Flere end 500.000 kvinder dør stadig hvert eneste år af komplikationer under graviditet eller fødsel. Omkring halvdelen af dødsfaldene sker i Afrika, hvor en ud af hver 22 gravide kvinder mister livet, sammenlignet med 1 ud af hver 8.000 i industrilandene
– Mere end 1,5 millioner børn dør stadig af diarrésygdomme hvert år på grund af mangel på rent vand og sanitet samt dårlig hygiejne
– I mange lande er nye hiv-infektioner kraftigt koncentreret blandt unge. Unge mennesker stod for 40 procent af de 4,3 nye tilfælde af hiv-smitte i 2006. Flertallet af disse unge mangler stadig helt basal viden om hiv og aids

Information om data

Data og analyser i ”Progress for Children: A World Fit for Children” er baseret på UNICEFs løbende arbejde med at overvåge situationen for børn på verdensplan. Informationerne er hentet fra UNICEFs globale databaser, inkl. data fra en lang række statistiske spørge-undersøgelser gennemført i 2005-2006.

Baggrund for udgivelsen

”Progress for Children: A World Fit for Children” bliver udgivet dagen før åbningen af en særsamling af FNs Generalforsamling, der skal følge op på de anbefalinger, som 180 statsledere vedtog under FNs Særlige Samling om Børn i 2002. For kun anden gang i historien deltager børn og unge i landenes officielle delegationer ved den særlige samling.

Yderligere oplysninger hos Karin Aaen, informationschef i UNICEF Danmark, tlf. 35 27 38 28, mobil 25 39 60 99, [email protected] og Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark, mobil 28 44 38 30