Rapport: Nemt at omstille til grøn økonomi

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Rapport: Både muligt og billigt at sætte gang i omstilling til grøn økonomi

En ny rapport fra McKinsey viser, at vi har de redskaber, der skal til, for at sætte gang i en bæredygtig omstilling af vores økonomi og samfund – uden det koster en bondegård.

Dermed har politikerne ingen undskyldning for ikke at handle, skriver WWF Verdensnaturfonden i Danmark i en presseudtalelse mandag.

Rapporten “Pathways to a Low Carbon Economy” slår fast, at det med de teknologier og redskaber, vi har til rådighed i dag, vil det være muligt at påbegynde omstilling til en ny grøn økonomi. De første skridt hertil vil kun koste mellem 0,2 og 0,5 procent af bruttonationalproduktet (BNP).

Reduktionerne kommer bl.a. fra vind, sol og andre vedvarende energikilder, der i 2030 kan udgøre næsten en tredjedel af den globale energiforsyning.

Energieffektiviseringer kan reducere udslippet med hele 25 procent, mens rydningen af verdens skove, der lige nu bidrager væsentlig til, at temperaturen fortsætter med at stige, stort set kan være stoppet i 2030.

Det vil betyde, at vi i 2030 kan reducere det globale udslip af drivhusgasser med omkring 40 procent i forhold til niveauet i 1990.

Dermed vil vi have en god chance for at holde temperaturstigningen under smertegrænsen på 2 grader og forhindre den globale opvarmning i at accelerere. Det kræver imidlertid politisk handling – nu.

– Rapporten gør det krystalklart, at det ikke blot er muligt at slå ind på vejen mod en bæredygtig, grøn økonomi, det er også ret billigt at gøre det. Det vil bogstaveligt talt betyde en forskel på liv og død for millioner af mennesker og dyr over hele verden – det kan verdens politikere ikke overhøre, siger John Nordbo, leder af WWF Verdensnaturfondens klimaprogram.

Han fortsætter:

– McKinsey-rapporten slår endnu en gang fast, at verdens ledere ikke har nogen som helst undskyldning for ikke at handle. Verdens øjne hviler på politikerne, når de mødes i København til december.

– Det er sidste udkald for klimaet, fordi vi ikke har ret mange år til at knække kurven. Men mulighederne er mange og omkostningerne små, hvis vi handler nu, sammenlignet med den pris, vi vil skulle betale, hvis vi fortsat ser passivt til.

Yderligere oplysninger hos Nette Kirkegaard på mobil 29 80 18 08

NOTE:
McKinsey-rapporten er screenet og efterprøvet af eksperter, videnskabsmænd og økonomer, heriblandt WWF, der også har bidraget økonomisk til rapporten. Den opregner flere end 200 reduktions- og effektiviseringsmuligheder fordelt på 10 sektorer i 21 geografisk regioner.

Konklusionerne bliver opsummeret i en kurve, der grafisk illustrerer de sektorer, der har størst potentiale til den mindste pris. Kurven viser bl.a., at vi kan spare atmosfæren for et årligt udslip på 14 milliarder ton CO2 ved at bringe vedvarende energikilder maksimalt i spil, 14 mia. ton CO2 kan spares ved bæredygtig jord- og skovbrug, ligesom 11 mia. ton CO2 ved energieffektiviseringer.

Hvis man ønsker at erhverve et eksemplar af McKinsey-rapporten, skal man kontakte: Ed Petter, External Relations [email protected] +44 20 7961 6235.