Valgkampen op til Sudans første flerpartivalg i 24 år er i gang. Kandidaterne mangler visioner og ideer, mens befolkningen viser overraskende stor interesse for valget, vurderer MS.
Af Janne Bruvoll
informationsmedarbejder, MS Sudan
”Vision og mission”, står der skrevet over hovedet på Sydsudans præsident Salva Kiir Mayardit, som iført sit kendemærke, en stor sort cowboyhat, skuer op mod himlen.
Billedet og sloganet er fra Salva Kiir Mayardits valg-plakat, som hænger på træer og bygnin-ger i Sydsudans hovedstad Juba. Salva Kiir Mayardit stiller op som kan-didat til præsident-posten i den delvist selvstændige regi-on til valget i Sudan 11.-13. april 2010.
Ifølge Mellemfol-keligt Samvirke (MS) i Sudan er præsidentens noget intetsigende motto kendetegnende for mange af de kandidater, der stiller op til Sudans præsident- og parlamentsvalg.
– Spørgsmålet om, hvorvidt Sydsudan skal forblive en del af Sudan eller løsrive sig fylder sammen med personspørgsmål mere end konkrete ideer og planer for Sudans udvikling, siger Lars Anderskouv, som er leder af Mellemfolkeligt Samvirke i Afrikas største nation.
– For de fleste vælgere er lokal udvikling langt mere vigtigt, men det har ikke fyldt meget i valgkampen ind til nu, og ingen har endnu nævnt noget om lokalvalg, som vel er det, som den enkelte vælger bedst kan forholde sig til og er mest interesseret i, lægger Lars Anderskouv til.
Mangel på debat
Mens kandidaterne skuffer, er Lars Anderskouv positivt overrasket over, hvor engagerede Sydsudans befolkning er i valgprocessen:
– Jeg synes, der har været forbavsende stor interesse, men til folk uden for de større byer er der kommet alt for lidt information om selve valget og om, hvad de enkelte partier og kandidater vil arbejde for.
– Modtagelsen af Demokratibussen de mere afsides steder har vist, at der er meget stor interesse og mange gode og grundlæggende spørgsmål, siger han.
Demokratibussen er et projekt, som 2 af MS’s partnere i Sydsudan står bag. I 5 uger har en bus fuld af unge frivillige sudanesere og danskere rejst ud til små landsbyer for at oplyse folk om demokrati og om det kommende valg.
Som oftest har bussen været alene på vejene, men Lars Anderskouv håber, at flere kandidater og oplysningskampagner vil nå ud til befolkningen inden valget.
– Det kommer måske i løbet af den kommende måned. Mange kandidater er jo knapt kommet i gang med deres kampagne, men det bliver nok svært at få en rigtig kritisk dialog og debat mellem vælgerne og kandidaterne, siger han og henviser til, at kandidaterne som oftest taler mere end de lytter.
Et eksempel kom, da Sudans præsident for nylig besøgte byen Yei i Sydsudan for første gang som led i sin valgturné. – Det er jo nærmest en hån mod folk, at præsidenten kun leverer en nærmest intetsigende tale på 5 minutter, mener Lars Anderskouv.
Risiko for uroligheder
Selv om det er 5 år siden, at borgerkrigen mellem Sudans regering og oprørere i Sydsudan sluttede, har der i det seneste år været mange interne stridigheder i Sydsudan.
Der er derfor fare for, at valget vil give anledning til mere vold og uroligheder i regionen, men så langt har det dog heldigvis ikke været tilfældet.
– I de fleste områder er det heldigvis gået godt og fredeligt ind til nu, og det lover godt. På den anden side er der næppe tvivl om, at det kan udvikle sig mere konfrontatorisk i de områder, der er præget af etniske stridigheder, når kandidaterne for alvor kommer under pres, vurderer Lars Anderskouv. Han tilføjer:
– Den største udfordring bliver dog nok at sikre den ytrings- og forsamlingsfrihed, som både grundloven og valgloven fastslår. Det er meget åbent for de lokale myndigheders egen fortolkning og begrænsninger vil nok være den største risiko for at der opstår uroligheder.
I Sydsudan arbejder Mellemfolkeligt Samvirke for at styrke nærdemo-kratiet og øge folks indflydelse på deres eget liv – bl.a. ved at støtte lokale medier og borgeroplysning om demokrati og menneske-rettigheder.
Derudover arbejder MS og organisationens partnere for at oplyse folk om det første flerpartivalg i Sudan i 24 år. Valget er fastlagt til 11.-13. april 2010.
Artiklen er stillet til rådighed af forfatteren for u-landsnyt. Se også www.ms.dk