Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé
Jeg var sørme lige ved at få et stykke toastbrød galt i halsen i torsdags (4.9.), da jeg pludselig hørte en stemme brøle ud af transistorens højttaler: ”Jeg står her på Lomés strand, og jeg har aldrig i hele mit liv set og oplevet noget lignende”.
Det var Ebow Godwin, der havde fået en historie helt op foran i ”Network Africa” på BBC World Service. Det sker ikke hver dag for Togo. Sidste gang var en lille omtale i forbindelse med parlamentsvalget i december 2007, men ellers sker det så godt som aldrig, at denne lille plet i Vestafrika nævnes i medierne uden for landets grænser og da slet ikke i de store internationale medier.
Fra sin bopæl lige på den anden side af grænsen til det engelsk-talende Ghana, i Lomés tvillingeby Aflao, lever Ebow af at være ”stringer” for så godt som alt, hvad der kan kravle og gå af medier i verden, AP, Reuters, BBC, you name them! Men der skal altså meget til her fra Togo for at få noget ”på”.
Ved siden af ”stringeriet” sidder Ebow og oversætter de daglige bulletiner fra den togolesiske regering til regeringsavisen ”Togo Presse” fra fransk til engelsk. Avisen har en side på engelsk, hvor de engelsk-læsende hovedsageligt hører lidt om, hvem præsidenten og diverse ministre har haft møder med dagen før.
Men i torsdags var Ebow på pletten. Ved at kigge ud ad vinduet i Aflao kunne han se det samme, som efterhånden flere og flere mennesker samledes for at betragte: nemlig de hidtil højeste og voldsomste bølger, der bragede op på stranden i en strækning på ca. en kilometer, både på Lomé-siden og Aflao-siden af grænsen i Ghana.
I Ebows hektiske radio-version på BBC blev det til ”flere steder 3 meter høje bølger, der brøler (”roaring”) og systematisk er ved at sluge (”devour”) Lomés strand”.
Jeg kastede mig naturligvis straks ud i min skrotningsmodne Mitsubishi og skramlede igennem Lomés forstoppede myldretid og huller i gader og veje, der nu er ved at være så dybe, at de kan sluge et lastvognssæt.
4 kilometer og mere end en time senere nåede jeg frem til strandområdet ved grænsen mellem Togo og Ghana. Og jo, der var ganske rigtig tale om usædvanligt høje bølger.
Folk havde travlt med at fjerne små skibe og boder og andet udstyr for stranden, der i et langt område i den normale sandstrandsbredde på 20-30 meter var helt oversvømmet.
Så jo, den var god nok. Et hidtil uset fænomen på de her kanter. Men en tsunami var det nu ikke, og bølgerne lagde sig også langsomt, efterhånden som aftenen skred frem.
Den togolesiske regeringspresse omtalte hændelsen dagen efter, men havde ingen anden forklaring på fænomenet end ”eksperters udtalelser” om, at bølgerne skyldtes ”klimaforandringerne”.
Så for en stund vendte vi alle sammen her i Togo blikket mod kysten.
Ellers har vi i de seneste måneder været orienteret den anden vej – ind i landet, hvor klimaforandringerne også huserer. Togo er som flere andre lande i Vestafrika i øjeblikket stærkt præget af oversvømmelser efter voldsom styrtregn.
For Togos vedkommende er den livsvigtige transportvej fra Lomé nordpå mod Burkina Faso og Sahel blevet smadret, 9 broer er ødelagt, anslået 10.000 mennesker er gjort hjemløse og 4 omkommet som følge af regnskyllene.
Nå ja, og så gik ministerpræsidenten her af i går (lørdag) efter kun 8 måneder som regeringsleder. Han erklærede, at hans mission var tilendebragt, efter at Togo nu er blevet åbnet for omverdenen igen i form af aftaler med alle store bistandsorganisationer.
Anden forklaring på afgangen fik man ikke, men nogle peger på, at afgangen kan have at gøre med ministerpræsidentens ønske om at køre sig i position til præsidentvalget i 2010. Og det blev sørme også nævnt ganske kort på BBC, selv om det kun var på den lokale fransk-talende version.
Se også telegrammet http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=15603&mode=Nyhed
Lars Zbinden Hansen er free-lance journalist bosiddende i Lomé i Togo.
Togo er en tidligere tysk og senere fransk koloni, som blev uafhængig i 1960. Landet ligger som en smal tarm ud til Guinea havbugten klemt inde mellem Ghana i vest og Benin i øst.
