Det er sjældent, at man kan se portrætter af en ministers far og farfar på gangen foran ministerkontoret. Men sådan er det på sjette sal i Udenrigsministeriet, hvor udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen fra de Radikale har sit kontor.
Hans far, Niels Helveg Petersen, var udenrigsminister fra 1993 til 2000 og farfaren, Kristen Helveg Petersen var minister for udvikling fra 1968 til 1971.
Rasmus Helveg Petersens forgænger, den ligeledes radikale Christian Friis Bach, kaldte sig rettighedsminister. Den ekstra ministertitel var muligvis inspireret af dennes forgænger, venstremanden Søren Pind, der udnævnte sig selv til frihedsminister. På den baggrund virkede det oplagt at spørge den nye minister om, hvilken minister han er.
”Jeg er udviklingsminister,” lyder det afdæmpet med bestemt fra ham.
”Og ikke andet?”
”Nej, det er jeg ikke. Det er en kæmpe opgave at være udviklingsminister. Jeg vil gerne skabe noget udvikling, der bider sig fast. Prøve at bruge Danmarks beskedne midler på at skabe noget, der kan hjælpe landene til at skabe deres egen rigdom og fremgang. En fremgang, vi nu begynder at se eksempler på i nogle af de lande, vi har hjulpet i mange år. For eksempel Ghana.”
”Jeg var i Etiopien for nylig – før jeg blev minister. Der kan man i Addis se over 300 bygninger, der er ved at rejse sig på sammen tid. Der er vækst, og det er ikke noget, man forbinder med Afrika, men det er faktisk ved at bide sig fast nu. Hvis vi kan understøtte det ved at få de lokale økonomier til at fungere, så vil jeg være lykkelig. Det er udvikling.”
Vil kæmpe for kvinderne
”Jeg vil også godt stå for udvikling i forhold til kvinder – det som på FN-sprog bliver til ‘seksuelle og reproduktive rettigheder’. Det vil jeg godt slås for i forbindelse med post-2015-målene og hele vejen ned igennem kæden – også på de enkelte programmer og i dialog med de enkelte lande. Man siger, at der dør 200 kvinder om dagen i forbindelse med graviditeter. Og det er meget ofte jo altså piger, der ikke selv har fået lov til at bestemme, hvem de skulle have børn med og hvornår.”
”Hvorfor fokus på netop det område?”
”Både ude i verden ude og i FN-systemet kan man se, at det her er noget, som nogen skal kæmpe for. Og Danmark er altså en af dem, der er parat til at gøre det. Fremskridtene på dette området kommer ikke af sig selv. Det er en rolle, jeg synes ligger godt til os. Vi vil det gerne, og vi vil godt slås for det.”
”Og så har jeg jo et øje for det humanitære. Ikke mindst i de glemte og svageste lande, f.eks. Sydsudan eller tilsvarende. Man kan se, at en stadig større del af de folk, der lever i absolut fattigdom bor i stater, der fungerer dårligt. Så dét at skabe nogle stabile rammer omkring folk er nødvendigt for at skabe den udvikling, der skal til, for at få folk ud af fattigdommen. Den bro man kan lave fra det humanitære over i udvikling interesserer mig meget.”
”Så der er ikke noget nyt og revolutionerende på vej fra din hånd?”
”Jeg er jo radikal ligesom Christian Friis Bach. Men det er klart, at det min rorpind fra nu af, og så skal vi se, hvor vi skal hen herfra. Men jeg er ikke utilfreds, tværtimod, jeg er stolt af det skib, jeg har fået lov til at overtage rorpinden på. Men det er klart, at det skal jo stadigvæk sejle – også med ny mand ombord.”
”Christian Friis Bach havde meget fokus på den rettighedsbaserede bistand, der er blevet skrevet ind i politikken. Er det noget, du vil fortsætte?”
”Jeg er jo enig i den rettighedsbaserede tilgang og vil lade den fortsætte. Men det er ikke noget, jeg nævner i første mundfuld luft. Jeg opfatter det som et værktøj.”
Vækst er empowerment
”Du nævnte at et af dine fokusområder er vækst. Er der en glidning fra den traditionelle fattigdomsorientering hen mod noget med vækst, grøn vækst og erhvervsstøtte?”
”Altså, en af de ting, der skal til, for at folk kommer ud af fattigdommen, er en økonomi, der kan give dem arbejde. Så et sundt erhvervsliv er et redskab til at udrydde fattigdom. Hvis vi ikke leverer – og jeg mener ”vi” i allerbredeste forstand, dvs. verden – en økonomi, der vokser, jamen, så får vi ikke arbejde til de her mange mennesker.”
”Og det at have et arbejde og kunne forsørge sig selv er jo så også en udviklingsdriver. Det betyder, at der er råd til, at børnene kan sendes i skole i stedet for at udføre børnearbejde, det betyder at, ja, at der bliver mindre desperation og mere udvikling, længere horisont. Alle de mål vi gerne vil nå, bliver understøttet af at folk kan få et arbejde.”
Så jeg er fuldstændig tryg ved, at det at skabe vækst og økonomisk udvikling i de fattigste lande er en del af vores mål, en del af vores hensigt. Ghana, der nu er ved at bevæge sig fra at være et fattigt land op i gruppen af mellemindkomstlande kan jo gøre mere ved sin egen fattigdom og elendighed end hvis de ikke havde haft en økonomi, der flyttede sig. Så det er endda også en empowerment af de enkelte lande, når de på den måde får mere at gøre med. Så det er jeg helt tryg ved.”
Ulighed ikke nødvendigvis et problem
Som vi i efteråret havde fokus på med temaet ”Grænser for bistand” så er det langt fra altid, at den økonomiske vækst kommer de fattigste i de fattige lande til gode. Ofte kan væksten være med at til at skabe en stigende ulighed i landene.
”Når man har et land, hvor alle er fattige og nogle så bliver rige, så skaber det selvfølgelig mere ulighed. Men det tager jo ikke nødvendigvis noget fra de fattige, at man langsomt begynder at bygge en økonomi op i byerne. På længere sigt vil det jo skabe et marked for bønderne.”
”Jeg har rejst ofte i Malawi, hvor der ude på landet nærmest ikke er nogen pengeøkonomi, fordi folk ikke har nogen penge. De dyrker alle sammen det samme, nemlig det de selv skal bruge. Derfor er der ikke nogen, der har brug for at købe noget af andre.”
”Der er ikke noget marked for at sælge noget ekstra, for alle har jo det de skal bruge og ingen har penge. Det betyder, at man ikke har nogen specialisering. Altså der hvor man specialiserer sig i et eller andet og hvor andre specialiserer sig i andre ting, hvilket til sammen giver en mere kompleks økonomi som kan vokse. Der hvor alle bare producerer til sig selv og der ikke er noget marked, der kan man overhovedet ikke få et take off for velstand.”
”Hvis først byerne vokser, så begynder deres indbyggere også at skulle bruge mad og produkter som de fattige bønder så kan gå i gang med at producere. Det kan sagtens være afsættet til specialisering.”
I det hele taget mener ministeren ikke at en stigende ulighed – i en startfase – er noget problem, så længe man ikke tager noget fra de fattige.
”Men det er klart, at det argument ikke kan fortsætte i det uendelige. For vil det så være en fordel for landet, at du har én multimilliardær, og resten er fattige? Det er det jo ikke. Det er klart, at det vi ønsker, er en diversificeret økonomi med mange vækstmotorer, mange virksomheder og mange brancher.”
Nationale interesser
Når Danmark giver udviklingsbistand, så er det ikke bare noget, vi gør for andre. Det handler i høj grad om at varetage vores nationale interesser, mener han. En mere stabil og velstående verden er at stor interesse for Danmark, siger han.
”Hvor vigtigt er det så, at der også er noget økonomi i det for danske virksomheder?”
”Jamen, det er et element, som jeg ikke synes, man skal være blind for.”
”Der er i dag ca. 140 danske virksomheder etableret i Vietnam. Omkring halvdelen af dem er kommer derud via Danidas programmer. Vi kan se, at der er flere danske virksomheder derude, end der er norske og svenske. Det er simpelthen, fordi vi har haft et fokus på det. Det bidrager til at skabe den vækst, der er i Vietnam. Det hjælper dem, og det hjælper os. Det synes jeg er godt. Jeg synes simpelthen, at det er en fornuftig måde at gøre det på.”
”Nu siger du hvor vigtig det er i forhold til alt det andet. Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan svare på, men jeg synes som sagt, at man skal se vores samlede hjælp til de fattige som et led i vores nationale interesse, hvad enten det gælder sikkerhed, politisk indflydelse, sundhed, handel eller andet. Jeg tror ikke, jeg vil sætte procenter på, hvor vigtigt det er.”
Samtænkning er naturligt
Et af de nyere begreber i både politikernes, ngo’ernes og militærets ordbøger er ‘samtænkning’ – altså at man planlægger og tilrettelægger militære og civile indsatser sammen – eller blander dem sammen, som nogle udtrykker det. Samtænkning har præget den danske indsats i Afghanistan og i væsentlig mindre målestok i Mali, hvor Danmark støttede den franske militæroperation med et transportfly.
”For mig er det idealet – at vi tør se på, hvad det er, der samlet er brug for i Mali og så tør bruge alle instrumenterne.” ”Ligesom jeg synes det er naturligt at vi skal se på både handel, kultur, sikkerhed og alt muligt andet, når vi agerer i den verden, vi selv bor i, så synes jeg at det er naturligt, at vi sammentænker vores instrumenter. Intet instrument kan stå alene.”
Den ene procent
Et spørgsmål, der vel må betragtes som obligatorisk, når man interviewer en ny udviklingsminister, er hans position i forhold til at skrue op for den danske bistand, så den kommer op på en procent af vores bruttonationalprodukt. ”Den der ene procent. Jeg er klar over, at du ikke bestemmer det selv…” ”Hvis jeg gjorde det, så blev det i morgen.” ”Men der er også andre, der skal høres?” ”Ja, der er andre, der skal høres.”
