Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet var udviklingsminister fra 27. juni 2019 til 19. november 2020 – knap halvandet år. Nu er han minister for landbrug, fødevarer og fiskeri. Her behøver han vist ikke at iværksætte kampagner for at skabe engagement.
Satte han sig nogle mærker og hvordan vil han blive husket som udviklingsminister? Globalnyt har talt med Peter Christiansen, der er sekretariatsleder i Globalt Fokus – paraplyorganisationen for 80 udviklings- og solidaritetsorganisationer; Anne Mette Kjær, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og forkvinde for Udviklingspolitisk Råd og Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker med speciale i udviklingspolitik ved Dansk institut for internationale studier.
Alle tre fik det åbne spørgsmål: Hvordan vil Rasmus Prehn blive husket som udviklingsminister, og alle tre lægger ud med at tale om hans energi og engagement.
”Jeg tror mest, han vil blive husket for sin energi. Et betragteligt engagement – ikke mindst i lyset af, at han ikke havde interesseret sig særligt for feltet, inden han blev minister. Jeg synes, han gik ind i det med brask og bram, og det har da været en fornøjelse at se,” lyder det fra Lars Engberg-Pedersen.
”Han var meget engageret og positiv og ville gerne, at bistanden skulle have mere involvering herhjemme. Og det synes jeg er godt efter en tid, hvor der har været en lidt mindre bred opbakning til bistanden, eller hvor bistanden i hvert fald har fyldt mindre i debatten. Han forsøgte virkelig at gøre noget for at få bistanden tilbage på dagordenen,” siger Anne Mette Kjær.
”Men jeg tror han oplevede, at det faktisk var lidt svært at skabe interessen. Men han var meget entusiastisk.”
”Vil man huske ham,” spørger Peter Christiansen tilbage, inden han rulle sin umiddelbare ros ud:
”Han har været engageret og han har virket som en, der brændte for det. Han var meget inddragende, imødekommende og loyal overfor både sagen og interessenter omkring udviklingsbistanden. Man følte sig lyttet til, og han var rigtig god til at gå i dialog, både med ordførere og organisationer. Det virkede som om, at det oprigtigt var noget, der betød meget for ham.”
”Om han har sat sig nogle varige spor som udviklingsminister? Det vil jeg tvivle på. Men det er jo ikke på grund af hans person – han er jo et enormt sødt og rart menneske – men fordi han var der så kort tid. Hvis han havde været der længe nok til at færdiggøre den nye udviklingsstrategi, så ville han jo nok have sat sig nogle varige spor.”
Enkeltsager
Efter otte måneder på posten lagde corona-pandemien af åbenlyse årsager en kraftig dæmper på ministerens rejseaktivitet og det har muligvis givet luft til at han kunne kaste sig over nye initiativer, mener Anne Mette Kjær.
En af de initiativer var et fokus på arbejdspladser og erhvervsuddannelser i Afrika. Her nedsatte han et taskforce med medlemmer fra blandt andet arbejdsmarkedets parter og fik produceret en hvidbog om emnet.
Et udmærket initiativ, men det fik lov at fylde meget, mener Lars Engberg-Pedersen.
”Hvis jeg skal være lidt kritisk, så vil jeg sige, at han var mere optaget af de der enkeltsager, som måske er nemmere at profilere sig på, frem for at have fokus på den samlede bilaterale bistand og på hvordan vores multilaterale engagement skal være. Der synes jeg ikke, man har haft en klar fornemmelse af, hvor han gerne vil hen med det.”
Peter Christiansen er også kritisk overfor det markante fokus på erhvervsuddannelser, som konkret udmøntede sig i et løfte om at Danmark skal hjælpe med at udanne 10.000 faglærte i Afrika.
”Det synes jeg er tåbeligt,” lyder det kontant fra ham.
”Som en enkeltstående event, mens vi i øvrigt har fokus på de lange politiske perspektiver omkring rettighedsbaseret tilgang, good governance og sådan noget, kan det være et fornuftigt tiltag. Men for ministeren kom et nærmest til at fremstå som om, at når vi havde fået de 10.000 uddannet, så havde vi løst bistandsproblemet. Det er jo i bedste fald bare naivt, ikke? Vi kan jo ikke løse problemerne på den måde. Vi er nødt til at ændre strukturerne og ikke finde små nicheprojekter vi kan hænge vores hat på.”
Begrænset af regeringens politik
Anne Mette Kjær fremhæver den komplicerede situation i Sahel-regionen som et område, hvor Rasmus Prehn fik markeret sig. I efteråret var ministeren vært for en konference om regionen sammen med blandt andet Verdensfødevareprogrammets chef, David Beasley.
Et andet område, hvor ministeren begyndte at markere sig, er klimaområdet og ulighed, siger Lars Engberg-Pedersen.
”Det er interessante emner i en udviklingssammenhæng, og på den måde var han ved at føle sig frem til nogle emner, som han gerne ville arbejde med. Men samtidig blev han ramt af den regering, han er med i og på måde har det ikke været nemt for ham, at udstikke de langsigtede linjer, som jeg efterlyser.”
”Så vidt jeg kan læse det, er helt entydigt, at statsministerens ønske til udviklingsministeren og udviklingssamarbejdet, er at sikre, at man kan lave asyllejre i Nordafrika, så asylansøgere kan få deres sager behandlet der og ikke i Danmark. Der er ikke ret mange andre målsætninger, som jeg har hørt hende. Så Rasmus Prehn har ligget under for det relativt ensporede formål, der er blevet stukket ud oppe fra.”
Peter Christiansen mener også, at udviklingsbistanden i stigende grad bliver brugt til at fremme andre af regeringens politikker.
”Man kan have en fornemmelse af at det er styret, at det er masterminded, og at udviklingsbistanden i højere grad er blevet en delkomponent af en større fortælling end at leve sit eget liv. Og langt hen ad vejen synes jeg, at han har vist, at han var styret af nogle overordnede politiske hensyn – og ikke af, hvad der er bedst for udviklingsbistanden.”
”Jeg tror, han har været en trofast soldat i regeringen og har været meget loyal overfor masterplanen i regeringen.”
Store ord
Da Rasmus Prehn blev udpeget til minister proklamerede han, at han ville være ‘solidaritetsminister’. Det affødte i Globalnyt blandt andet disse fem forslag fra Jan Ole Haagensen, formand i Nunca Mas – Internationalt netværk for menneskerettigheder og psykosocialt respons.
Tidligere udviklingsministre har også tildelt sig selv en ekstra linje på visitkortet. Således kaldte Søren Pind (V) sig for ’frihedsminister’ og Christian Friis Bach (Rad.) kaldte sig ’rettighedsminister’.
”For mig er ’solidaritet’ et meget meget stort ord at bruge, og jeg mener ikke, at han har levet op til det. Man skal passe på med at påberåbe sig så store ord som minister. Det vil jeg stærkt advare den næste mod at gøre. Jeg ved heller ikke, hvorfor der er gået sport i det,” siger Peter Christiansen.
Så hans efterfølger, Flemming Møller Mortensen (S), bør nøjes med at være udviklingsminister, spøger Globalnyt.
”Ja. Det vil jeg helt bestemt sige. Eller i hvert fald ’walk the talk’: Hvis du kalder dig solidaritetsminister, så kræver det, at du viser solidaritet. Det er mere end bare business as usual.”
