Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København opfordrer regeringen til at undersøge anklager om tortur og tilbageholdelse af børn i irakiske fængsler under umenneskelige og nedværdigende forhold, som er i klar strid med internationale konventioner, skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.
Efter måneders vedholdende rygter om overgreb mod børn i irakiske fængsler og efter de seneste dages afsløringer i bl.a. tysk TV af mishandling og tortur finder RCT det vigtigt, at den danske regering straks retter henvendelse til de øvrige koalitionsstyrker og foranlediger, at der udarbejdes en redegørelse om situationen for børn i irakiske fængsler og detentioner, herunder børnenes juridiske status, hedder det.
– Den danske regering bør følge den norske regerings eksempel og gennem en politisk og diplomatisk afstandtagen klart understrege, at tortur og mishandling af børn er fuldstændigt uacceptabelt og straks må undersøges, siger kommunikationskoordinator Tue Magnussen, RCT.
– Hvis der har fundet tortur og overgreb sted mod børn i irakiske fængsler finder RCT, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur har en særlig forpligtelse til at sikre, at de involverede stilles til ansvar for deres handlinger, siger Tue Magnussen.
Den tyske fjernsynskanal ARD sendte forleden en dokumentar, hvor det kom frem, at flere end 100 irakiske børn er holdt fanget af USA i irakiske fængsler. Oplysningerne blev i programmet Mainz Report bekræftet af Røde Kors og FNs Børnefond, UNICEF, som allerede i maj udtalte bekymring over rapporter om overgreb på børn i irakiske fængsler.
Ifølge den tyske tv-dokumentar skal amerikanske soldater i flere tilfælde have slået og mishandlet børn ned til 12-års alderen. En journalist fra Al Jazeera skal have overværet, at en 12 år gammel pige blev slået af de amerikanske fangevogtere i Abu Graib-fængslet.
I lighed med organisationer som Red Barnet finder RCT det uacceptabelt, hvis børn tilbageholdes i strid med internationale konventioner, herunder totalforbudet mod tortur i FNs konvention mod tortur og Børnekonventionens artikel 37. Børn skal til alle tider beskyttes mod overgreb og børn under 15 år bør nyde særlig beskyttelse – især i de tilfælde, hvor de er adskilt fra deres familie, anfører RCT.
Yderligere oplysninger hos kommunikationskoordinator Tue Magnussen, RCT, tlf. 33 76 05 30 eller mobil 22 44 43 95.