KOMMENTAR
Af Tue Magnussen
adcocacykoordinator i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København
“Den danske stat har blod på hænderne og udøver tortur”.
Så skarpt lød meldingen forleden fra Inge Genefke, som er stifter af RCT og det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), og professor Bent Sørensen, der i 13 år har været medlem af FNs komité mod tortur og Europarådets anti-torturkomité.
De 2 er om nogen de mest fremtrædende danske forkæmpere imod tortur. Med en utrættelig ihærdighed har de hver især og sammen i mere end 35 år bekæmpet tortur verden over.
De har medvirket til at gøre Danmark til et internationalt foregangsland i arbejdet mod tortur.
Og nu føler de sig tvunget til at anmelde Danmark for brud på FNs anti-torturkonvention ved at udsætte et irakisk torturoffer for umenneskelig og grusom behandling. Det skete, da man isolationsfængslede Abdel Jafar og dermed udsatte ham for fare for flashback og genoplevelse af torturen.
Baggrunden for anmeldelsen og den skarpe udmelding er, at 46-årige Abdel Jabar – som en af de 22 tvangsudviste – den 2. september blev sendt tilbage til en uvis skæbne i Irak, hvor han i 7 år var udsat for kontinuerlig tortur.
Tilbage i Irak blev han anholdt ved ankomsten til Bagdad lufthavnt. Meddelelsen om, at mindst 5 af de 22 tvangshjemsendte irakere blev anholdt ved ankomsten til Bagdad er chokerende og burde få de danske myndigheder til straks at indstille tvangshjemsendelserne af de afviste irakiske asylansøgere.
Sikkerhedssituationen i Irak er blevet forværret. Med over 2.000 dræbte og sårede blev august 2009 den blodigste måned i Irak i over et år.
Det understreger de klokkeklare advarsler fra FNs flygtningehøjkommissariat (UNHCR), om ikke at sende flygtninge retur til Irak på nuværende tidspunkt.
En forværrende omstændighed er, at flere af irakerne kommer fra befolkningsgrupper – eksempelvis religiøse eller nationale minoriteter – som med rette kan frygte at blive individuelt forfulgt.
Sammen med mange andre danske organisationer har RCT opfordret til, at man lytter til FNs advarsler og ikke tvangshjemsender flygtninge.
Fra RCT har vi særligt peget på, at Danmark som foregangsland i arbejdet mod tortur bør sikre sig, at torturofre blandt de afviste asylansøgere kan få indfriet deres behandlings- og rehabiliteringsbehov i Irak inden man overhovedet overvejer tvangshjemsendelser.
Blandt de nu tvangshjemsendte er torturofre, som ikke vil kunne få den fornødne behandling og rehabilitering i Irak.
RCT har sammen med andre humanitære organisationer i flere omgange appelleret til integrationsministeren og folketingsmedlemmerne om, at der i stedet for tvangshjemsendelser gives humanitær opholdstilladelse til de afviste irakiske asylansøgere.
Foreløbig har integrationsministeren og regeringsflertallet vendt de døve ører til, men siden maj har de fælles kræfter fra mange organisationer – med Kirkesayl i spidsen – skabt en bred folkelig opbakning for de afviste irakeres sag.
Store demonstrationer landet over har sammen med støttekoncerter og andre initiativer vist et andet Danmark, der endog – gennem civil ulydighed og hjælp til flygtninge i nød – har givet en kynisk flygtningepolitik modspil i form af humanisme og solidaritet.
Nogle har spurgt, hvad vore gentagne appeller nytter. Dertil er kun at svare, at man simpelt hen har en forbasket humanistisk pligt til at protestere.
Og protesterne har allerede nu vist, at umenneskelige tvangshjemsendelser ikke må ske upåtalt. Protesternes omfang har været opmuntrende. Vi giver ikke op.
Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
