Kampen mod tortur har længe været en dansk mærkesag, alligevel er dette aspekt slet ikke nævnt i VK-regeringens udspil til en ny strategi for dansk u-landsvirke.
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København anbefaler derfor på det kraftigste torsdag i sit høringssvar til Søren Pind og Danida, at “Danmarks fortsatte arbejde mod tortur indskrives i den nye udviklingspolitik”.
“Der har hidtil været konsensus (bred politisk enighed, red.) om, at Danmark fastholder og udbygger sin status som foregangsland mod tortur. FN har ved flere lejligheder fremhævet (dette)…. Frihed for tortur repræsenterer grundlæggende danske værdier og er en uundværlig del af et demokrati og retssamfund”, skriver RCT og lægger til:
“Danmark har alle forudsætninger for at være fortaler for den globale indsats mod tortur i de mange lande, hvor der forekommer tortur. Det vil tjene den danske mærkesag at blive fremhævet centralt og specifikt i den nye danske udviklingspolitik”.
Man må sige, at RCT har noget at have sit andragende i til den nye udviklingsminister.
Det var på dansk initiativ, at den første lægegruppe i verden gik ind i kampen for at rehabilitere (behandle/hjælpe) torturofre. Det skete i Amnesty Internationale danske lægegruppe, som blev oprettet i 1974, bl.a. på initiativ af den uforfærdede tortur-bekæmper, dr. Inge Genefke.
Det førte frem til oprettelsen af RCT i 1982 – stadig som en pionergerning – og 3 år efter fik RCTs sin internationale aflægger, “Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre (IRCT), som fra 1997 blev en selvstændig international paraplyorganisation for verdens torturbekæmpere.
Betegnende nok lagde IRCT sit verdenssekretariat i København og bor den dag i dag i samme bygning i Borgergade som RCT. Rådets medlems-skare er vokset til at tælle over 140 uafhængige rehabiliteringscentre for torturofre i flere end 70 lande, som tilsammen hvert år behandler over 100.000 torturofre.
Samtidig har Inge Genefke flere gange været indstillet til Nobels Fredspris og er i forvejen en af de nulevende danskere, der har modtaget størst international hæder og flest priser overhovedet.
Så alt i alt et felt, hvor Danmark står ualmindeligt stærkt.
Her bringes RCTs høringssvar i sin helhed som DOKUMENT:
Med dette høringssvar hilser RCT forslaget til en ny udviklingspolitik velkommen. Vi vil gerne udtrykke vores tilfredshed med, at dokumentet fremhæver, at Danmark fortsat skal være et globalt foregangsland i fattigdomsbekæmpelse og arbejdet for menneskerettigheder, og at vi fortsat skal yde vores bidrag til at skabe og støtte positive forandringsprocesser, der afhjælper fattigdom og beskytter afmægtige og ressourcesvage befolkningsgrupper mod tortur og organiseret vold.
RCTs internationale indsats arbejder for en verden uden tortur. Vi assisterer torturofre gennem rehabilitering, samt ved at forebygge tortur og organiseret vold i samarbejde med lokale folkelige organisationer i en række lande i Syd.
På baggrund af dette arbejde vil RCT anbefale, at udviklingsstrategien i større grad sammentænker de problemer vold og voldelige konflikter udgør for udviklingsmulighederne for store dele af den fattige befolkning i Syd. Vi vil i den resterende del af dette høringssvar uddybe vore anbefalinger på dette område.
Igennem vores globale netværk og mere end 25 års praktisk arbejde med rehabilitering af torturofre i Danmark har RCT udviklet en betydelig indsigt i, erfaring med og forståelse for, hvor stor rolle vold og voldelige konflikter spiller i den samlede udviklingsproblematik i store dele af verden.
Udkastet til strategi for dansk udviklingspolitik omtaler flere gange, at Danmark vil gøre en særlig indsats mod vold. RCT hilser denne politik velkommen. Voldsforebyggelse betyder en fattigdomsorientering af udviklingsbistanden. Ifølge WHO foregår 90 pct. af verdens vold i samfund i Syd, den har store omkostninger for nationale økonomier, og for de fattigste befolkningsgrupper i særdeleshed.
Udviklingen af effektive strategier til forebyggelse af vold og konflikt vil være væsentlige bidrag til, at samfund i Syd kan frigøre ressourcer til fremme af bæredygtig udvikling. Man kan i den fremtidige bistand ikke se bort fra, at vold udgør en fundamental barriere for frihed og udvikling og skal imødegås i alle dens former.
Derfor skal forebyggelsen af vold og konflikt integreres yderligere med den øvrige bistand og integreres i nationale strategier (herunder sektorbistanden), gerne i et samspil mellem danske udviklingsorganisationer og civilsamfund og stater i Syd.
Dette kunne med fordel fremstå mere tydeligt i strategidokumentet. Ydermere skal RCT kraftigt anbefale, at kampen mod tortur nævnes eksplicit i den fremtidige udviklingsstrategi.
En kombineret indsats mod vold og tortur er snævert forbundet med bekæmpelse af fattigdom. Især fattige, afmægtige og marginale grupper, herunder også oprindelige folk, er særligt udsatte for tortur.
Vi skal foreslå at der (s.14, afsnit 4) tilføjes ’til fordel for fattige, afmægtige og marginaliserede mennesker [der ofte er ofre for organiseret vold og tortur]
Danmarks samlede udviklingspolitik bør have som grundlæggende princip, at vold også er et udviklingsproblem med ødelæggende sociale og økonomiske konsekvenser for individer, familier, lokalsamfund og hele samfund (oftest med unge mænd uden uddannelse og beskæftigelse som gerningsmænd og ofre).
Det er samtidig et udviklingsproblem, der rammer værst i marginale og fattige områder især i og omkring byerne. Vold og folks forsøg på at beskytte sig beslaglægger betydelige ressourcer til ikke produktive formål.
I forlængelse af disse betragtninger hilser RCT velkomment, at den særlige indsats overfor ’skrøbelige stater’ tænkes ind i bistandspolitikken, og at den danske regering med denne politik generelt signalerer en højere risikovillighed, herunder en villighed til at støtte civilsamfundsorganisationer, der arbejder for grundlæggende frihedsrettigheder, herunder friheden fra tortur.
(Her stod afsnittet om tortur som dansk mærkesag gengivet i indledningen)
RCT konstaterer, at bistandsstrategien anerkender den rolle og det ansvar som danske NGOer fortsat skal spille for at udmønte denne. RCT anbefaler, at strategien specifikt anerkender den rolle, som civilsamfundsorganisationer spiller i arbejdet for de politiske frihedsrettigheder i Syd, herunder frihed fra tortur.
RCT anerkender, at diskussionen vedrørende landevalget for dansk bilateral udviklingsbistand i sidste ende er politisk. Men netop på denne baggrund vil RCT opfordre til, at der bibeholdes en spredning af den bilaterale udviklingsbistand.
Et globalt perspektiv og en bred tilstedeværelse i Syd er vigtige for at fremme en række udenrigspolitiske sager, herunder kampen mod tortur. Vi skal her gøre opmærksom på, at i en region som Mellemamerika med notorisk svage og skrøbelige stater er dansk bilateral og regional bistand af væsentlig betydning i det samlede donorbillede.
Vi stiller derfor spørgsmål ved om en udfasning i Latinamerika, således som denne har været på tale, og et reduceret antal partnerlande i den øvrige verden er hensigtsmæssig, idet vi frygter at dette vil have en negativ indflydelse på den danske indsats mod tortur.
Jan Ole Haagensen, Ph.D.
Leder, International Afdeling
Rehabiliterings og Forskningscentret for Torturofre, RCT
