RCT-støttet menneskeretsprojekt i Bangladesh lukket af regeringen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Simon Ankjærgaard
kommunikationsmedarbejder i RCT

Indenrigsministeriet i Bangladesh har meddelt, at projektet “Human Rights Defenders Training and Advocacy Programme”, som Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) i København støtter og som den bangalske menneskeretsorganisation Odhikar står for, skal lukke med øjeblikkelig virkning. Ingen begrundelse blev givet.

Projektets formål er at undervise landets menneskerets-forkæmpere i FNs anti-torturkonvention og tillægsprotokol samt at sætte fokus på, at tortur begået af myndighederne strider mod både national og international lov.

Projektet er en del af et EU-støttet projekt. Det var i første omgang blevet godkendt af Bangladesh NGO Affairs Bureau 20. november i 2008 og gik i gang i april 2009. Kun 4 måneder henne valgte indenrigsministeriet 31. august at stoppe projektet.

– Drab og tortur er den brutale virkelighed, som menneskeretsforkæmpere i Bangladesh står overfor. Med den omgående lukning af projektet ser det ud til, at den nuværende regering ikke ønsker at gøre op med den udbredte tortur og vil forhindre Odhikar i at udstille menneskeretskrænkerne, siger Adilur Rahman Khan, sekretær for Odhikar.

Han frygter, at regeringen i Dhaka bevidst forsøger at dræne Odhikar for ressourcer, så det til sidst bliver umuligt at fortsætte arbejdet mod tortur, menneskeretskrænkelser og straffrihed.

– Selv om Bangladesh har været medlem af FNs Menneskerettighedsråd og ratificeret FNs anti-torturkonvention, tegner landet en ret dårlig profil på menneskeretsområdet. Tortur foretaget af politiet og andre myndigheder er ekstremt almindeligt, og indenfor de sidste 10 år har Odhikar registreret og dokumenteret utallige overgreb, anfører Adilur Rahman Khan.

Samtidig redegør Bangladesh regering – bl.a. i forbindelse med sin ansøgning om medlemskab af FNs Menneskerettighedsråd i Geneve – for, hvordan den føler sig forpligtiget til at fremme og sikre rettigheder for alle borgere, samt hvordan landet har været helt fremme på menneskeretsområdet på både regionalt og internationalt niveau.

Odhikar – der betyder ”rettigheder” på bangla – har eksisteret siden 1994 og arbejder med at dokumentere og informere om menneskeretskrænkelser, herunder tortur, i det fattige sydasiatiske land. Også fra international side – bl.a. Amnesty International – kritiseres landet for gentagne krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder.
Støtten til det nu lukkede projekt er RCTs første konkrete samarbejde med Odhikar.

For at få tilladelse til at fortsætte projektet har Odhikar bl.a. skrevet til premierminister Sheikh Hasina, indenrigsminister Sahara Khatun, justitsminister Shafiq Ahmed, udenrigsminister Dipu Moni, samt til generaldirektør Mustak Hassan Iftekhar fra NGO Affairs Bureau. Organisationen har også anmodet det internationale samfund, herunder RCT, om hjælp.

RCT har bl.a. skrevet til den danske ambassade i hovedstaden Dhaka og bedt den om at tage affære.
“Vi opfordrer ambassaden til at reagere stærkt og bede indenrigsministeriet om en forklaring på den pludselige og negative beslutning fra indenrigsministeriets side”, skriver Jan Ole Haagensen, leder af RCTs internationale afdeling, bl.a. i brevet.

Se mere på http://www.odhikar.org

Yderligere oplysninger hos Simon Ankjærgaard, tlf. 36 93 86 57 eller e-mail [email protected]