Afrika InTouch og Sudanmissionen har sendt 7 unge danske volontører til Nigeria, hvor de i 3 måneder skal arbejde sammen med nigerianske volontører i forskellige projekter for børn
Susanne Lodahl Mikkelsen, Vinderup, Louise Møller Jensen, Århus, Nynne Halling Jørgensen, Ry, Camille Sara Rudiengaard Rasmussen, Brønshøj, Tanja Clausen, Ølgod, Jens Smedegaard, Hvidovre og Mathias Kirkegaard Jensen, Randers, rejste den 22. januar til byen Jos i Nigerias centrale del, hvor de skal bo og arbejde sammen med jævnaldrende nigerianske volontører på børnehjem og blandt gadebørn samt undervise på en skole.
Dagen før afrejsen tog familie og venner afsked med volontørerne ved en udsendelsesfest i Sct. Pauls kirke i Århus. De 7 unge deltog i januar i et 14-dages forberedelseskursus på Rønde Højskole.
Reach Out er nyt volontørkoncept, hvor unge danskere mødes og arbejder sammen med unge i Nigeria. Bag Reach Out står børne- og ungdomsorganisationen Afrika InTouch, Sudanmissionen og ungdomsorganisationen African Youth Partnership for Development (AYPAD) i Nigeria.
Volontørerne skal tage del i mange aktiviteter såsom arbejde blandt gadebørn, i en lokal børnehave, skole, IT-undervisning, drama, musikgrupper og mange andre opgaver.
I storbyen Jos skal de danske og nigerianske volontører bo sammen med et dansk og et nigeriansk værtspar i et stort hus. Huset bliver base for volontørerne, hvorfra de om morgenen drager ud på arbejde. Det er også i huset, de mødes om aftenen for at spise, synge og bede og tale om dagens begivenheder og bedrifter, hedder det i omtalen på www.sudanmissionen.dk