I en pressemeddelelse udsendt onsdag eftermiddag går Red barnet i rette med en artikel i dagbladet Politiken, hvori det fortælles at organisationen støtter regeringens accept af børnearbejde.
Det hedder bl.a., at “Red barnet støtter selvfølgelig ikke børnearbejde, vi støtter børnearbejderne, og det er en ganske anden sag. Red Barnet støtter regeringens forslag om at styrke støtte til ungdomsuddannelser. Og det er langt fra en accept af børnearbejde.”
Pressemeddelelsen fortsætter således:
Regeringens udspil til en ny strategi for udviklingsbistanden går på at øge støtten til ungdomsuddannelser og faglig uddannelse af unge og ikke – som der står i Politiken – projekter, hvor børn ned til otte-ni-årsalderen arbejder.
Derfor er Red Barnets general-sekretær, Mimi Jakobsen, ufor-stående overfor Politikens udlægning.
– Vi bakker op om den del af regeringens udspil, der handler om at støtte faglig uddannelse af unge i stil med vore projekter i Bangla-desh, som øjen-synlig har været en inspiration for ministeren. I disse projekter giver vi unge over 14 år en mulighed for at lære et fag, så de kan få et ordentligt job. Hvordan det kan blive til, at vi støtter børnearbejde helt ned til otte-ni års alderen kan jeg ikke forstå, siger hun.
Mimi Jakobsen understreger dog, at børnearbejde er en kompliceret affære, fordi forholdene i u-landene ofte er så svære, at det er nødvendigt for børn at arbejde for at overleve.
– Men vi støtter ikke børnearbejde. Vi støtter børnearbejdere, så de kan få skolegang og ordentlige forhold på deres arbejdsplads, siger hun.
Tre kategorier af arbejde
Red Barnet deler børns arbejde ind i tre kategorier: En grøn, en gul og en rød kategori.
Børnene i den grønne kategori har mindre krævende og ufarligt arbejde, som de passer ved siden af deres skolegang.
– Det ville selvfølgelig være bedst, hvis børnene slet ikke skulle arbejde, men i de ekstremt fattige lande, vi taler om her, er det lige nu urealistisk. Vi kæmper naturligvis for en verden, hvor ingen børn er tvunget til at arbejde – men hvis arbejdet er uskadeligt og ikke forhindrer børnene i at få en uddannelse, er det bedre end alternativerne, siger Mimi Jakobsen.
Børnene i den gule kategori arbejder ikke med skadeligt arbejde – men de er tvunget til at arbejde så meget, at det forhindrer dem i at få en uddannelse.
– Den type arbejde er ikke acceptabelt. Og vi arbejder i ulandene for, at virksomheder og børnenes familier accepterer, at børnene kan gå i skole ved siden af arbejdet, så vi sikrer børnenes fremtid.
Den sidste røde kategori er den kategori, Red Barnet definerer som børnearbejde, der aldrig nogensinde er acceptabelt. Det er børn, der er ofre for prostitution eller som må arbejde med hårdt fysisk og skadeligt arbejde mange timer i døgnet.
– De børn skal ud hurtigst muligt. Og det arbejder vi hver eneste dag for i alle de lande, vi er i, slutter generalsekretæren.