Regering vil have løsepenge tilbage af stor NGO

Redaktionen

Regeringen i Holland har valgt at appellere en retssag om tilbagebetaling af løsepenge for frigivelsen af MSF-medarbejderen Arjan Erkel.

Han blev fra 2002 til 2004 holdt som gidsel i Dagestan i Rusland, skriver Læger uden Grænser (MSF) i sit seneste elektroniske nyhedsbrev onsdag.

Den hollandske regering betalte løsesummen, men sagde bagefter, at pengene var et lån til MSF. Den påstand udviklede sig senere til en retssag.

MSF er bange for, at den hårde hollandske linje kan få negative konsekvenser for sikkerheden for alle hjælpeorganisationer, der arbejder i krigszoner. Frygten går på, at sagen animerer til flere kidnapninger af nødhjælpsmedarbejdere.

MSF vandt den 15. marts første omgang af sagen ved byretten i Geneve, og organisationen tager afstand fra appellen, idet den mener, at afgørelsen i byretten var meget klar.

– Appellen er oprørende, fordi domstolen i marts uden den mindste flertydighed konstaterede, at den hollandske regerings beskyldninger mod MSF var grundløse, skriver MSF i en pressemeddelelse fra kontoret i Geneve.

MSF hæfter sig ved, at der i domsafsigelsen stod: “Undersøgelserne har vist, at transaktionen af penge og frigivelsesprocessen var resultatet af den hollandske regerings handlinger og kontakter”.