Mattias Söderberg
Mattias Söderberg (f. 1974) arbejder som klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, hvor han har arbejdet med fortalerarbejde i forskellige former siden 2005.
Han er oprindeligt fra Sverige hvor han også har arbejdet i både det svenske Sida (svarer til Danida i Danmark) og Landsrådet for Sveriges Ungdomsorganisationer (svarer til DUF i Danmark).
Klima er en del af Folkekirkens Nødhjælps fortalerarbejde med sult og Mattias har fulgt de internationale klimaforhandlinger siden 2007.
Siden 2012 er han formand for kilmaarbejdet i ACT alliance, Folkekirkens Nødhjælps globale alliance med medlemmer i 140 lande.
Læs hans tidligere blogindlæg på Globalnyt
Følg Mattias Söderberg på Twitter: @Mattias_S
I aftalerne understreges det, at rige lande skal øge deres støtte til u-landenes klimaarbejde. Men ifølge finanslovsforslaget ser den danske klimafinansiering i 2017 ud til at blive på samme niveau som i år. Det vil sige 300 millioner kr., hvilket endda er mindre end tidligere år.
Ifølge klimaaftalerne skal de rige lande give 100 milliarder USD pr. år til u-landene, fra 2020. Der er hårdt brug for pengene, som skal gå til både klimatilpasning og reduktion af CO2-udslip.
Den samlede støtte i dag ligger desværre langt fra de 100 milliarder per år. De rige lande siger selv, at de i 2014 leverede godt 60 milliarder USD, hvilket er en okay stigning i forhold til tidligere.
Dette er dog et tal mange u-lande kritiserer, blandt andet for at det inkluderer markedsbasserede lån, og for at den største del af støtten er gået til reduktion af udslip og dermed ikke har nået de fattigste lande, som har størst behov for hjælp.
Lader ikke til at Danmark vil bidrage
De rige lande er meget bevidste om aftalerne om klimapenge, og netop nu arbejdes der intensivt på at lave en plan, for hvordan klimafinansieringen skal øges i årene op til 2020. Planen forventes at blive præsenteret ved næste klimatopmøde, som finder sted i Marokko i november i år.
Når man kigger på regeringens finanslovsforslag lader det dog ikke til, at Danmark vil bidrage til samarbejdet.
Op til klimatopmødet i København i 2009 etablerede den siddende VK-regering en klimapulje, som skulle øges fremadrettet. Puljen blev også øget år for år, fra 300 millioner kr. i 2008 til 500 millioner kr. i 2010. Den daværende klimaminister, Lykke Friis (V) sagde op til topmødet:
”Håbet må være en klimaaftale, hvor verdens rige bliver dem, der betaler prisen for årtiers overforbrug.”
Lykke Friis fik på en måde ret, da mødet i København resulterede i en aftale, om at de rige lande skal give de 100 milliarder USD i støtte til u-landene, fra 2020.
Den nuværende Venstre regering lader dog til at have glemt tidligere holdninger og forpligtelser, når det danske bidrag til de rige landes samlede støtte blot bliver 300 millioner kr. i 2017.
Et uheldigt signal
Når regeringen ikke vælger at følge de internationale aftaler, resulterer det i mindre penge til u-landenes klimaarbejde. Men det er også et uheldigt politisk signal.
Danmark vil have, at u-lande skal tage et større ansvar i det globale klimasamarbejde. Jeg er enig. Alle lande er nødt til at gøre, hvad de kan, da situationen er yderst alvorlig.
Men vi kan ikke forlange, at u-landene lever op til deres klimaforpligtelser, hvis vi i de rige lande ikke lever op til vores. Jeg håber, at klima bliver et centralt tema i de kommende finanslovsforhandlinger, og at klimapenge igen bliver prioriteret.
