Regeringen vil hugge 150 mio. kr. af bistanden til Tanzania

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

SRSF-regeringen har siden finansloven for 2013 blev forhandlet på plads, haft konkrete planer om at beskære bistanden til Tanzania med 150 mio. kr. frem til 2016. Det bekræfter udenrigsministeriet over for tv2.dk lørdag, skriver TV-kanalen.

“Omprioriteringen betyder, at… niveauet over en årrække falder fra 550 til 400 mio.,” anfører udenrigsministeriet i en mail til tv2.dk og forklarer samtidig, at det er den høje økonomiske vækst i Tanzania, som nu gør det “relevant at flytte dele af støtten til andre steder”.

Bl.a. Verdensbanken har imidlertid peget på, at den økonomiske fremgang er stærkt ulige fordelt, og ikke når ud til det altovervejende flertal af de 45 millioner indbyggere, som lever for omregnet få kroner om dagen – se også telegrammet.
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/02-11-12/rapport-tanzania-g-r-frem-men-det-g-r-de-mange-fat

Udenrigs-ministeriets udmelding kommer efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) flere gange under sit besøg i Tanzania i den forgangne uge har afvist konkrete spareplaner og fremhævet, at det på trods af 50 års bistand var alt for tidligt at sige, om den rekordstore bistand til Tanzania skal beskæres i fremtiden.

Nedskæringerne blev imidlertid bekræftet i et svar til Folketinget i forbindelse med vedtagelsen af finansloven.

Statsministeren har tidligere selv været inde på besparelser overfor Tanzania, nemlig i en udtalelse til Berlingske i maj i fjor – se telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/11-05-12/regeringen-mere-bistand-til-afghanistan-end-tanzan

Her skinnede det igennem, at flytningen af bistandspengene ikke mindst skal komme Afghanistan til gode af sikkerhedspolitiske årsager.

Hvilket næppe gør betingelserne for en effektiv dansk indsats nemmere, da Afghanistan ifølge den seneste globale opgørelse fra vagthunden Transparency International er verdens mest korrupte land.

Til gengæld ønsker det førende oppositionsparti, Venstre, at hæve indsatsen i Afrika, så 80 procent af vor bilaterale (egen, direkte) bistand går til dette kontinent, mod ca. 60 pct. i dag.

Helle Thorning: Måske sker det en dag

Da tv2.dks udsendte i Tanzania konfronterede statsministeren med de konkrete spareplaner, sagde hun, at “det er for tidligt at begynde at se på, hvordan vores udviklingsbistand til Tanzania udvikler sig. I øjeblikket er vi ved at rulle nye projekter ud”.

“Vi har det princip, at vi kigger på situationen og udfaser, hvis vi synes, at landet er blevet tilstrækkeligt rigt. Vi udfaser nu i Sydafrika, der skal vi mere handle med dem og bruge vores gode navn. Og hvem ved, måske sker det også i Tanzania en dag…. der er ikke nogen tvivl om, at i takt med at udviklingslandene bliver i stand til at klare sig selv, så skal vi heller ikke give så meget bistand”.

Den endelige forhandling om præcis hvilke projekter, der mister støtte, vil foregå med tanzanianerne i løbet af foråret – se også dokument om bistandens fordeling nu neden for.

Tanzania er det udviklingsland, som får størst bistand fra Danmark. Den vidtstrakte nation har siden begyndelsen af 1960erne modtaget 14 milliarder kr.

Det svarer rundt regnet til næsten et helt års samlet udviklingsbistand fra Danmark til verdens fattige lande.

Nogle bistandstal for Tanzania

I regeringens forslag til finanslov for 2013 var der afsat tilsagn om henholdsvis 520 og 605 mio. kr. til de to topmodtagere af dansk udviklingsbistand Afghanistan og Tanzania

Og i anmærkningerne til finanslovforslaget for i år stod der, at der planlægges udbetalt ca. 582 mio. kr. til Tanzania fra Danmark i 2013.

Det fremgår tillige af anmærkningerne til samme forslag, at den danske bistand til landet i 2016 i høj grad overgår til såkaldt budgetstøtte, dvs udbetalinger direkte til de enkelte ministerier i landet.

Netop denne form for udviklingsbistand er stærkt omstridt, men har en varm fortaler i udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Fra anmærkningerne til finanslovsforslag 2013

Aktivitetsoversigt: Tilsagn
Mio. kr.
2012 2013 2014 2015 2016
Vækst i landbrug og erhverv………….. 600 (2014)
Sundhed og hiv/aids…………………. 400 (2015)
Miljø………………………………
Generel budgetstøtte………………… 800 (2016)
God regeringsførelse………………… 200 (2016)
Ligestilling……………………….. 25
Andet……………………………… 6 5 5 5 5
I alt……………………………… 31 605 405 5 1005

Mange lande mister dansk bistand

Nedlukningen af vor udviklingsbistand til mangeårige medlemmer af Danida-klubben tæller følgende prioritetslande:

* Cambodja – udfaset 2012
* Nicaragua – udfaset 2012
* Benin – udfases i 2013
* Zambia – udfases i 2013
* Bhutan – udfases i 2014
* Vietnam – udfases i 2015

Til gengæld vil Friis Bach satse med øget nødhjælp og udviklingsbistand i nogle af verdens mest skrøbelige, konfliktramte og korruptionsplagede stater såsom Afghanistan, Somalia, Sydsudan og Mali. Dertil kommer Syrien.

Man kan se meget mere om dansk udviklingsbistand generelt i 2013 på
http://www.oes-cs.dk/bevillingslove/doctopic?book=BEVPUBL.FFL13A&topic=6.3&searchtype=3

Se også Thomas Jazrawis reportage fra statsministerens besøg på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/07-03-13/helle-thorning-m-dt-af-dansende-masaier-som-nu-f-r
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/06-03-13/helle-thorning-stolt-over-danmarks-rolle-i-tanzani
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/06-03-13/tanzania-vil-retsforf-lge-tilfangetagne-pirater-da

DOKUMENT

Afsnittet om bistanden til Tanzania i anmærkningerne til regeringens finanslov for 2013 (stort set hele teksten).

Sigtet er at støtte Tanzanias egen vækst- og fattigdomsstrategi gennem en fælles landestrategi, der danner udgangspunkt for Danmarks bistand til Tanzania.

I medfør af den fælles landestrategi…. stiles der mod at begrænse antallet af sektorprogrammer til to. I det eksisterende bistandsprogram indgår fire sektorprogrammer:

1) vækst i landbrug og erhverv
2) veje
3) sundhed og hiv/aids
4) miljø

Vejprogrammet og miljøsektorprogrammet udfases i 2013.

I bistanden indgår videre budgetstøtte til Tanzanias statsbudget og aktiviteter til fremme af god regeringsførelse.

Vækst i landbrug og erhverv:

Programmet bidrager til at fremme økonomisk udvikling gennem forbedrede rammebetingelser for erhvervslivet og støtter reformer af lovgivningen med relevans for erhvervslivet samt kapacitetsopbygning af interesseorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter, med henblik på at varetage og advokere for medlemmernes rettigheder.

Endvidere ydes der støtte til styrkelse af Tanzanias deltagelse i internationale handelsforhandlinger og uddannelse inden for international handel samt støtte til små og mellemstore virksomheder med fokus på landbrugssektoren, herunder adgang til kredit.

Der forventes et nyt tilsagn på 600 mio. kr. til et nyt femårigt program i 2013. Det nye program planlægges at videreføre de igangværende indsatser, men med stærkere fokus på en økonomisk og miljømæssig bæredygtig værdikædetilgang.

Som en del af det samlede tilsagn til vækstprogrammet er 250 mio. kr. af midlerne overført fra § 06.32.01.26. Opfølgning på Afrikakommissionens anbefalinger.

Sektorprogramstøtte til vejsektoren:

Programmet bidrager til rehabilitering og udbygning af Tanzanias infrastruktur, der udgør det fysiske grundlag for landets økonomiske udvikling.

Indsatsen er koncentreret om støtte til vejnettet med anlæg af hovedveje, regionsveje, distriktsveje, landsbyveje og broer samt støtte til reformarbejdet i landets vejdirektorat, Ministerium for Offentlige Arbejder og Ministerium for Lokalstyre.

Desuden ydes institutionel støtte for at styrke den lokale kapacitet til vedligeholdelse og rehabilitering af vejnettet. Der blev afgivet tilsagn på 500 mio. kr. til indeværende fase i 2005 samt et supplerende tilsagn på 60 mio. kr. i 2009.

Den oprindeligt planlagte programperiode 2006-2010 er forlænget og udfases i 2013.

Sektorprogramstøtte til sundhedssektoren:

Programmet fokuserer på at øge adgangen til og forbedre kvaliteten af basale sundhedsydelser, bl.a. ved at bistå regeringen med at styrke sundhedssystemerne og forbedre serviceniveauet i den primære sundhedstjeneste landet over gennem støtte til investerings- og driftsbudgetterne via den fælles donorfond for sundhed.

Herudover ydes særskilt støtte til Zanzibars sundhedssektor på tilsvarende områder og indsatsen mod hiv/aids.

I 2009 blev der afgivet tilsagn til en ny fase, der løber fra medio 2009 til 2014, med et samlet budget på 910 mio. kr., hvoraf der er budgetteret med 260 mio. kr. til en særlig indsats til kampen mod hiv/aids.

I den nye fase er den andel, der går gennem den fælles donorfond til sektorbudgetstøtte, øget til 80 pct. af støtten til Tanzanias fastland (ekskl. Zanzibar). Den øvrige støtte til fastlandet er reduceret og reserveret til få strategiske indsatser og kapacitetsopbygning relateret til sundhedssystemerne.

Hiv/aids-indsatsen støtter den tværgående hiv/aids-strategi gennem en fælles donorfond og fokuserer på det forebyggende hiv/aids-arbejde, primært på distriktsniveau. Der forventes et nyt tilsagn til sundhedssektoren i 2014.

Sektorprogramstøtte til miljø:

Programmet fokuserer på at styrke en bæredygtig forvaltning af Tanzanias miljø og naturressourcer, for derigennem at yde et bidrag til økonomisk vækst og reduktion af fattigdom, til øget social trivsel og til god regeringsførelse – de tre målsætninger i Tanzanias fattigdomsstrategi.

Programmet støtter udrulning af miljøloven og opbygningen af en miljø- og naturressourceforvaltning på nationalt og lokalt niveau. Endvidere støttes forvaltning af miljø i byerne i tæt samarbejde med Verdensbanken og de tanzanianske myndigheder.

Gennem støtten udarbejdes en national politik for by- og miljøforvaltning, der understøttes af direkte investeringer i otte byer.

I 2007 blev der afgivet tilsagn på 180 mio. kr. til nuværende fase, der udløber i 2013. Grundet øget tilpasning og fokusering forudses der ikke en næste fase.

Generel budgetstøtte:

Det nuværende tilsagn på 615 mio. kr. løber 2011-2015. Formålet med den generelle budgetstøtte og den dertilhørende fælles dialog vedrørende mål- og resultatstyring er at give Tanzania bedre mulighed for at gennemføre sin strategi for vækst og bekæmpelse af fattigdom og fastholdelse af den makro-økonomiske stabilitet.

Fremdriften i Tanzanias fattigdomsstrategi og økonomiske og strukturelle reformer monitoreres gennem nationale resultatsystemer.

God regeringsførelse:

Tilsagnet på 250 mio. kr. blev givet i 2011 til en ny fase af programmet til god regeringsførelse med fokus på demokratisering og gennemskuelighed i den offentlige forvaltning, herunder forbedret finansforvaltning, samt støtte til retssektoren, medier og civilsamfundet.

Programmet supplerer budgetstøtteprogrammet gennem en styrkelse af de private og offentlige institutioner, der har til formål at udøve kontrol med regeringen, herunder kontrol med anvendelse af offentlige midler. Programstøtten vil løbe 2011-2015.

Ligestilling:

Der blev i 2012 afgivet tilsagn til ligestillingsindsatser på 25 mio. kr. for 2012-2015. Indsatserne har til formål at fremme ligestilling, kvinders rettigheder og muligheder, herunder særligt økonomiske og sociale rettigheder.

Der ydes støtte til at forebygge kønsbaseret vold og til at styrke ressourcesvage kvinder i at realisere økonomiske rettigheder i form af bedre kreditmuligheder og øget markedsadgang.

Andet:

Udover den del af bistanden, der ydes som generel budgetstøtte, sektorprogrambistand eller større projekter, støttes mindre projekter og programmer, der ligger inden for formålet med den danske bistand til Tanzania.

Bistand til Danida Business Partnerships finansieres over § 06.32.05. Danidas erhvervsindsatser.
(slut)