Det er generelt og vigtigt: Et kort smut til København er muligt fra de fleste af Europas mange internationalt betydende hovedstæder. Derfor er det muligt at udvide og berige det danske forskningsmiljø og dermed gøre dette større end antallet og kvaliteten af de danske forskere i sig selv angiver. Eksistensen af et dansk forskningsmiljø omkring væsentlige internationale spørgsmål, det være sig i Århus eller i København, er naturligvis helt afgørende for om der eksisterer dansk kontakt til tilsvarende udenlandsk fagkundskab. Men kontakten følger altså ikke automatisk med til Århus!
For embedsmændenes såvel som for de fleste af de øvrige deltagergruppers vedkommende gælder, at deres arbejdssted er og forbliver i København. Det vil derfor være en afgørende begrænsning på deres deltagelse i fremtidige DIIS-arrangementer, hvis DIIS flyttes til Århus. Der er betydelig forskel på i realiteten at skulle afsætte en hel arbejdsdag på et arrangement fremfor at bruge en 3-4 timer sidst på dagen. Transporttiden gør en afgørende forskel.