Regeringspartiet den store vinder i indiske delstatsvalg

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Indiens hindu-nationalistiske regeringsparti, “Bharatiya Janata Party”, BJP, har vundet magten i 3 vigtige delstater, som hidtil har været styret af Kongrespartiet, det førende oppositionsparti i parlamentet i Delhi, rapporterer BBC Online torsdag.

Kongrespartiet under ledelse af Sonia Gandhi har siddet ved roret i alle 4 delstater, hvor der var valg i mandags, men kun i én, hovedstaden Delhi, beholder partiet magten. I de 3 andre – Madhya Pradesh, Rajasthan og Chhattisgarth – sejrede BJPs kandidater, og det fik straks politiske iagttagere til at spekulere i et snarligt nationalt parlamentsvalg.

Men BJP-ledere udelukkede muligheden, og BJP-minister Arun Jaitley, sagde direkte, at “de nationale valg finder sted som planlagt, det vil sige i oktober 2004”.

BBCs Delhi-korrespondent kaldte resultaterne et stort nederlag for Sonia Gandhi, men mente ikke, det vil betyde, at andre i partiet vil gøre hende rangen stridig og udgøre et seriøst alternativ. Til gengæld kan det betyde, at Kongrespartiet må opgive sin hidtidige afvisning af at indgå alliancer med mindre partier for at komme til fadet i Delhi efter næste parlamentsvalg.

BJP steg til tops i indisk politik og udfordrede Kongrespartiets dominerende stilling gennem 5 årtier ved at stå for klart pro-hinduistiske holdninger. En appel, der tiltalte mange i et land, hvor over 80 procent er hinduer.

Men under valgkampene i de seneste delstatsvalg har partiet nedtonet sin hindu-nationalisme og i højere grad talt om god regeringsførelse og udvikling til gavn for det store flertal. Og det er kommet partiet til gode i de 4 delstater, som alle ligger i det politisk indflydelsesrige hindi-talende bælte i det nordlige og centrale Indien, der ofte betegnes som “Hindi heartland”.

Omkring 52 millioner vælgere afgav deres stemme ved mandagens valgrunde, hvor 400.000 soldater og sikkerhedsfolk var udstationeret for at sikre ro og orden. Den gennemsnitlige valgdeltagelse lå på godt 56 procent, højest i Rajasthan og lavest i Delhi, hvor under halvdelen stemte (48-50 pct.).

Sammen med Uttar Pradesh sender de 4 delstater, hvor der var valg mandag, flere medlemmer til centralparlamentet i Delhi end resten af Indien tilsammen, og de fleste indiske premierministre er blevet valgt i denne vigtige region. Det betyder samtidig, at regionale ledere fra denne del af Indien har gode chancer for at gøre politisk karriere på nationalt plan.

Mandagens valg var alle klare opgør mellem BJP og Kongressen, og mindre partiers indflydelse på resultatet var i bedste fald marginal. Det er et skifte fra den ellers så mangeparti-prægede politiske scene, som bl..a har betydet, at den nuværende regering i Delhi er en koalition af over 20 partier med BJP i spidsen.

I den store centrale stat, Madhya Pradesh, har Kongrespartiets chiefminister de seneste 3 valgperioder, den mediebevidste Digvijay Singh, allerede erkendt nederlaget og må vige pladsen for en farverig, højreorienteret nonne, der førte sig frem som bøndernes og arbejdernes kandidat.

Singh, der kommer fra en aristokratisk baggrund, men regnes for reformindstillet, var ellers tiltroet en fremtid i national politik. Onsdag sagde han om nederlaget, at “folket har stemt for forandring, og forandring skal de få”.

Han tænkte utvivlsomt på sin modkandidat, den omstridte 43-årige hindu-nonne, Uma Bharati, der har aflagt løfte om cølibat og aldrig at røre kød. Bharati, der engang gik fra dør til dør og tiggede om velgørenhed, fløj under valgkampen rundt i helikopter for at nå så langt ud med sit budskab som muligt. Over alt, hvor hun kom frem ude i landsbyerne, fik hun en stormende modtagelse på grund af sit ligefremme sprog og jordnære budskab om bedre levebetingelser for det store flertal.

Hendes kampagnestil var fyldt med symbolske gestus, som når hun standsede op midt på gaden for at kærtegne og fodre en af Indiens hellige køer. Som så mange andre hinduer ønsker hun et nationalt forbud mod koslagtning og sagde for nylig: – Jeg nærer store forhåbninger for koen. Hun er fremtiden. Hvorfor kan vi ikke tage ved lære af hollænderne, hvor mælkeprodukter udgør en stor industri?

Den nationalistiske side af Uma Bharati er mere omstridt. Hun har tidligere været minister i centralregeringen og var blandt de hinduledere, der ifølge rapporter aktivt opmuntrede en rasende folkemængde til at rive en muslimsk moske ned i byen Ayodhya for over 10 år siden. Det skete, fordi mange hinduer mener, at muslimske moguler i sin tid byggede moskeen oven på hindu-guden Rams fødested.

Bharati ønsker ligesom mange andre fremtrædende medlemmer af BJP, at der opføres et tempel på stedet i Ayodhya. Men tempelstriden er yderst betændt i et land, hvor der lever over 150 millioner muslimer.

Bharatis modstandere sagde under valgkampen, at der er meget ringe plads til minoriteter i hendes univers, og at det domineres af tanken om, at Indien er hinduernes Indien – og deres alene. Hun har forsvaret sig med, at hun kommer fra en af de lavere kaster og har måttet kæmpe for at komme frem. – Jeg er også kvinde i en verden, domineret af mænd. Så mere end så mange andre ved jeg udmærket, hvad det vil sige at være i mindretal, har hun udtalt.

I ørkenstaten Rajasthan stod kampen mellem Kongrespartiets Ashok Gehlot og BJPs Vasundhara Raje, som stammer fra en af Indiens mest kendte kongelige familier, Scindias, der har familiebånd til Nepals kongehus. Det blev Raje, der vandt.

I Delhi overvandt Kongrespartiets chiefminister, Sheila Dixit, udfordringen fra BJPs Madan Lal Khurana. Dixit håbede at genvinde magten ved at henvise til hovedstadens forbedrede transportsystem med en helt ny metro og den mindre luftforurening. Hendes modstander slog til gengæld på byens stigende kriminalitet og især den senere tids mange overfald på kvinder.

Selv om Sonia Gandhi og Kongrespartiet nu slikker sårene efter nederlagene, ville politiske iagttagere torsdag ikke udelukke en anden udgang ved de nationale valg i 2004.

Dels fordi mange mindre regionale partier spiller en rolle i valgkampen, dels fordi BJP er dybt splittet i Indiens største delstat, Uttar Pradesh, som spiller en betydelig rolle for hvem, der tegner den nationale poliik og til syvende og sidst danner regering i Delhi, rapporterer BBC Online.