Ditte Hansen skriver for U-landsnyt.dk fra Kerala
Ved min ankomst til Indien denne gang, tilbragte jeg et par dage i Delhi inden jeg af ren ”yoganød” fløj sydpå til Kerala for at nyde en uge i Sivanada Ashram – et yoga ashram, jeg efterhånden har besøgt en del gange.
En af dagene imellem klasserne nød jeg pausen på en bænk uden foran den store Shiva hall, hvor vi dyrker yoga og holder satsang (meditation og chanting seance). Ved siden af sad en indisk kvinde, som just var ankommet. Vi faldt i snak og jeg skulle ende med at blive dybt betaget af hende og hendes historie.
Ved første øjekast lignede hun en overklasse-inder, talte som en overklasse-inder og opførte sig som en overklasse-inder. Men jo mere vi talte sammen, desto mere fik jeg indblik i hendes historie, som absolut ikke var præget af ren overklasse luksus og idyl.
På et tidspunkt i samtalen begyndte det at regne kraftigt (det var trods alt midt i monsun juli) og vi løb ind på hendes værelse.
Her delte vi en pakke chokolade kiks – en gestus som gjorde mig yderst glad, da jeg efter en uge på ren ayurvedisk sund kost var begyndt at længes efter chokolade.
Vi kom hurtigt til at tale om følelser.
Jeg kan faktisk ikke huske hvordan vi så hurtigt kunne nedbryde alle barrierer og begynde at snakke spiseforstyrrelser, ”far-issues” og andet personligt, men vi må have kunne føle en tillid og fortrolighed til hinanden med det samme.
Jeg følte mig ihvertfald utrolig godt tilpas og er taknemmelig for den historie hun efterfølgende fortalte mig.
Et kvindeliv
Shanti er i 40’erne og bor i Los Angeles i Californien. Hun er født i Indien af rige forældre og har det meste af livet boet i det nordlige Indien, men flyttede for henved seks år siden til USA, da hendes mand besluttede, at de skulle emigrere.
Efter et år valgte han at søge om skilsmisse. Shanti stod nu helt alene, for som en velopdraget indisk kvinde var hun trænet til at være husmoder og følge sin mands mindste vink og pejling.
Det havde hun gjort i så stor stil, at det flere gange havde ført hende forbi skadestuen; en af gangene brækkede han hendes arm.
På trods af volden ønskede hun ikke skilsmisse: for det første er der skam forbundet med det og for det andet havde hun ingenting at falde tilbage på, hverken job eller uddannelse.
Hun var blevet gift som 19-årig og var fra begyndelsen af den ideelle husmoder, men måtte på grund af traditioner og ære udholde et voldeligt ægteskab.
Hun har en lillebror, som er familiens stolthed. Ikke fordi han har udrettet noget stort, men fordi han er en mand. Shanti beskrev, hvordan deres moder, som bor hos Shanti, så åbenlyst værdsætter og foretrækker lillebroderen frem for hende.
Men det er et typisk træk i det indiske samfund, at manden vægtes højere end kvinden.
Hendes historie rystede mig – der er selvsagt flere detaljer, som jeg ikke ønsker at offentliggøre.
Jeg har en tendens til at se på overklasse-indere med fordomsfulde øjne og haft mange oplevelser, der har forstærket mit syn på dem som arrogante, ligeglade, snobbede og ignorante.
Men historier som Shantis gør mig opmærksom på, at alt ikke er så rosenrødt, som jeg går og tror.
Styrken vandt over frygten
Efter skilsmissen var Shanti skrækslagen for fremtiden.
Hendes ex-mand var kold og behandlede hende med ligegyldighed. Moderen så på hende som familiens sorte får. Det eneste lyspunkt hun havde var hendes nu 22-årige søn.
Langsomt fandt hun styrke og tog en yogalæreruddannelse – og lige så stille blev det hendes levevej.
Hun er nu yogalærer i Los Angeles – og sværger aldrig at blive gift igen, for hun ønsker ikke at lægge sit liv i hænderne på et andet menneske igen.
Shanti er i mine øjne en umådelig stærk kvinde.
Hun var underkastet indiske traditioner og æreskodeks – og er det stadig lidt på grund af hendes moders syn på kønnene – men formåede at skabe sig et liv uafhængig af en mand og ægteskab, som indtil skilsmissen havde defineret hende.
Da denne identitet blev taget fra hende, var hun tvunget til at finde sig selv og det lykkedes.
Stærke indiske kvinder
Jeg har en indisk veninde, ligeledes fra overklassen, men hun stammer fra min generation, bor i Delhi, er 37 år og ugift.
Da jeg spurgte hende (sjovt nok mødte jeg også hende i selvsamme ashram) hvorfor hun ikke var gift, svarede hun, at hun ikke havde fundet én, hun ville leve livet med og at hun absolut ikke ønskede at miste sin frihed.
Til en yogaklasse i et fashionabelt yogastudie i Kolkata, hvor jeg i øjeblikket er bosiddende, overhørte jeg en samtale blandt kvinderne, der omhandlede børn.
En af kvinderne, en kvinde i slut 30’erne-start 40’erne proklamerede, at når hun ikke havde fået børn, var det fordi hun ikke havde lyst til at miste sin frihed og identitet.
Dog i den modsatte grøft stødte jeg på en ung pige i Delhi metro, der sms’ede til en ung mand kaldet amerikaneren – her må jeg tilføje, at jeg stod og lurede hende over skulderen, selv om hun hverken forsøgte at skjule hvad hun skrev eller sin meget store mobilskærm.
Samtalen med ”amerikaneren” (jeg går ud fra at der er tale om en reel amerikaner bosiddende i USA) er faktisk meget traditionel i stil med Shantis generations oplevelser.
Den unge pige spørger til, om han har fået talt med sin mor og det svarer han ja til. Denne oplysning efterfølges af et ”jeg elsker dig” og pigen skriver efterfølgende, at hun kan lære at lave mad af den kommende svigermor.
”Amerikaneren” fortæller derefter, hvordan hans moder elsker ham og hvordan han indtil 3. klasse ikke selv behøvede at bære sine tasker til skole og hvordan hans mor elskede at made ham (”she spoon fed me”).
Forskel på overklasse og middelklasse
Så min påstand om, at der er sket en ændring i min generation læner sig op ad overklassen i Indien. Pigen i metroen var middelklasse.
Traditionerne ændres lige så stille i Indien – traditioner, der kan ses som besnærende for kvindekønnet. At det starter i overklassen er intet nyt.
Man kan blot håbe på, at middelklassen og underklassen hurtigt følger efter og at der måske en dag ikke vil være den store forskel i klasser, der i dag er i dette enorme land.
Shanti tilføjede værdifulde nuancer til mit syn på overklassen. Og hun viste mig en styrke, som er beundringsværdig og jeg kun kan håbe en dag selv at besidde.
Og alt dette kom for dagens lyss i et yoga ashram i Sydindien.
Ditte Hansen skriver regelmæssigt til U-landsnyt.dk fra Indien
