Ditte Hansen skriver for U-landsnyt.dk fra Calcutta
Inden ankomsten havde jeg forsøgt at skaffe mig oplysninger fra andre rejsende om Calcutta, eller Kolkata, som det hedder nu (vil dog forbeholde mig ret til at kalde byen for Calcutta) – en by som de næste par måneder skulle blive mit hjem.
Alle, på nær én, havde kun dårlige ting at sige. Èn gik så langt som, at det var det værste sted hun havde været i Indien, og hun har endda rejst vidt omkring hernede.
De bøger, jeg har læst om Calcutta, som f.eks. ”City of Joy”, skaber heller ikke et positivt billede, tværtimod.
Jeg rejste derfor hertil med en idé om en by, der var oversvømmet med fattigdom, kaos og affald i lange baner. Forventede nærmest at se folk dø på gaden, så heftige havde de andre rejsendes historier og beretninger været.
Så meget større var min glædelige overraskelse.
Calcutta er den smukkeste indiske by jeg nogensinde har været i.
Her er fyldt med historiens vingesus – smukke koloniale bygninger, store boulevarder, nyklassisistisk arkitektur, grønne parker – ja, selv politibetjentene er klædt i en smuk hvid uniform til forskel fra den normale kaki-korrupte farve.
Jeg har efterhånden besøgt alle de store byer i Indien og det endda flere gange. Og selv om jeg har oplevet skønhed dér, har det absolut ikke været i samme omfang som den jeg ser her. Det er en nydelse at gå rundt i denne Indiens intellektuelle hovedstad.
Gadekøkkener, en ting som Calcutta er særlig berømt for, findes over det hele og alle på tværs af alder, tykkelse, klasseskel vælger at spise her. Og den omhu der er i og om disse køkkener er rørende. Der kræses for maden og den nydes på charmerende vis.
Hver morgen går jeg morgentur gennem den store park, der også huser Victoria Memorial, en stor kolonial nyklassisistisk bygning, som ikke lader Capitol i Washington meget tilbage at ønske sig.
Klokken 06.30, når jeg traver afsted, er parken allerede fyldt med folk, der spiller cricket, jogger, går, dyrker pranayama (åndedrætsøvelser), yoga eller mediterer.
Hver morgen drikker jeg min kokosnøddevand under træet på Camac Street og hver morgen køber jeg avisen og sætter mig hos min chai-forhandler og drikker chai af en lille lerkop.
Hvor er fattigdommen?
Men er fattigdommen borte, gemt væk eller er jeg blot blevet så vant til at se den, at jeg ikke længere lægger mærke til den?
Nej, den er der. ”Den” er bare anderledes.
Der er stadig folk, der sover på gaden; tynde gamle mennesker, der tigger; tynde arbejdere, der har fingrene dybt nede i affaldsortering; beskidte børn, der tigger og leger på gaden – men det er på en anden måde end i f.eks. Mumbai (Bombay) – det er ikke så ”pågående”.
Jeg overvejer, om det er omgivelserne, den koloniale skønhed og orden, der får det hele til at virke…anderledes? For gaderne her er pæne. Der er ikke store huller i vejen eller skrald over det hele, som i Delhi eller Mumbai.
Der er smukt selv i slumområderne, hvor de små huse (nogle steder er der små huse) er malet blå, lilla eller grønblå. Sporvognene er også med til at sætte et idyllisk præg på byen.
Men er jeg disillusioneret eller har jeg vænnet mig så meget til indholdet, at jeg nu for en gang skyld virkelig kan sætte pris på rammerne og rent faktisk nyde at færdes i en indisk storby? Måske er det er det, der er sket.
Grimhed og skønhed
For fattigdommen er her og den er ligeså grim som andre steder.
Der er stadig gadebørn, der sniffer lim og tager stoffer for at komme igennem dagen – og det endda i værre grad her end i andre af de store byer.
Det er en fryd, at byen er så smuk. Fordi jeg skal bo her. Jeg har rejst rundt et godt stykke tid nu, og glæder mig til at få en base for et stykke tid.
Derfor nyder jeg, at det er lidt mere bekvemmeligt at bo i Calcutta – der er supermarkeder, yogastudier, biografer md engelske film, subway-restauranter og spaghetti steder.
Men der er også gadekøkkener, grønsagsmarkeder, chai-wallaer, yoghurt-sælgere og gadefrisører – og jeg fascineres af det hele.
Sagen er, at jeg elsker at være i Indien. Jeg er vild med alle nuancer og alle skævhederne, men jeg nyder også et ”hjemligt touch” til tider, nu hvor jeg ikke er hjemme og spise julefrokostmad, som alle jer andre.
At Calcutta skulle blive min yndlingsby i Indien, havde jeg aldrig forestillet mig. Og at jeg skulle arbejde med gadebørn, hvilket er grunden til at jeg er netop i Calcutta, er en drøm jeg ikke troede skulle gå i opfyldelse.
Men det gjorde den … glæder mig til at komme igang.
Ditte Hansen skriver regelmæssigt til U-landsnyt.dk fra Indien.
