Ditte Hansen, U-landsnyt, skriver fra Mumbai
Holi. Farvernes fest. Dagen, hvor det er tilladt at kaste farvet pulver i hovederne på alle, du møder på din vej. Men vær forberedt på, at de sandsynligvis også vil kaste farvepulver i dit hoved!
Jeg var i Mumbai (Bombay) netop med det formål at fejre Holi. Havde aftalt med min tyske ven og hans kæreste for længe siden, at mødes for at fejre denne store helligdag, som byder sommeren velkommen.
Vi glædede os, for billeder af indere indsmurt i alskens farver, der udstråler en sådan glæde og eksotisk fremmed-artethed, havde fanget vores nysgerrighed.
Og dagen oprandt. Vi havde på forhånd forhørt os lidt rundt omkring for at finde festen.
Valget faldt på “Holi Color Blast 2014”, som holdes hvert år i det fashionable Juhu-kvarter i det nordvestlige Mumbai.
Samme aften skulle jeg rejse til Australien for at besøge min kæreste og havde lidt betænkeligheder med at lade mig, min krop og mit hår hæmningsløst indsmøre i alskens farver.
Men min kære ven havde intenst undersøgt, hvilke foranstaltninger man bør tage, og de inkluderer: olie (f.eks. kokosolie) masseret godt ind i hår og hud, vaseline i ører, næsebor, omkring neglerødder på både hænder og fødder.
Og ikke mindst tage tøj på, man ikke ønsker skal overleve dagen (hvidt kan anbefales).
Så kampklar, i hvidt og godt olieret, hoppede vi tre ind i en taxa kl. 10.45 onsdag formiddag på vej mod Juhu Hotel.
Hvem kaster først?
Jeg vidste udmærket, at festen, vi var på vej hen til, ikke var for alle. Den almindelige inder er hverken inviteret eller ønsket.
Og når jeg siger den almindelige inder, mener jeg den fattige /undermiddelklasse /semimiddelklasse inder.
Den billigste billet kostede 1250 Rupees (lidt under 120 kr.) og arrangementet osede af overklasse og overskud.
Man kan sige, at jeg er heldig at kunne opleve alle aspekter af det indiske samfund (noget jeg ikke kan derhjemme, hvor overklassen opfører sig som et lukket selskab).
For jeg kan
* bevæge mig blandt de fattigste, i slumkvarterer og små usle landsbyer;
* blive inviteret ind hos den stolte fiskerfamilie og få serveret dagens fangst;
* sætte mig ind i middelklasseinderens nyindkøbte Maruti Susuki eller Indigo og blive kørt rundt på visit;
* komme ind på samtlige fem-stjernede hoteller (og jeg har råd til det) og sidde ved nabobord til Bollywood skuespillere (hvis jeg er heldig og de har valgt samme dag som mig til at gå ud at spise) og
* opleve at blive behandlet som en dronning, blot fordi min hud er hvid.
Da jeg boede i Bangalore, var jeg som expat (udlænding) automatisk medlem af klubben af VIPs, der hver evig eneste weekend kunne feste på de dyreste hoteller, drikke så meget alkohol man ville og komme i morgendagens avis i VIP-sektionen.
Noget jeg dog ikke kunne få mig selv til at gøre, men det er en helt anden historie.
Gnavende fornemmelse af “forskel”
Sådanne privilegier er absolut ikke alle forundt i Indien.
Det smerter én til tider og man går ofte rundt med følelsen af at være utaknemmelig…men jeg har lært at leve med den evigt gnavende fornemmelse af ‘forskel’. Det bliver man nødt til.
Men…vi ankom i fuldt krigsudstyr og mødte som noget af det første sendevogne, for arrangementet blev i dagens løb sendt ud til diverse TV-stationer. Så var linjen ligesom lagt.
Vi bevægede os længere ind, hvorefter et skue af farvede mennesker, dj’s, barer og et “regndans-område” åbenbarede sig for os. Og så begyndte festen.
Inden vi fik set os om, listede to piger sig ind på os og angreb os med gul farve. Derfra gik der ikke lang tid, før vi var en stor farvepalet af grøn, gul, pink, lilla, blå og rød.
Og det sætter sig, det skidt: i alle åbninger og kravler ind under tøjet og farver ens maveskind grønt (noget der tog to dage at få væk). For ikke at tale om ens hår, der i dagene efter havde et interessant skær.
Danse dagen lang
Musikken dundrede derudad. I glade Bollywood toner. Festdeltagerne var en blanding af indere og udlændinge.
Men efter et stykke tid var det umuligt at se hvem, der var hvad. De store forskelle forsvandt. Den eneste måde at kende forskel på folk var at lure efter, hvem der med stor artikulering og dertilhørende dansetrin kunne synge med på sangene.
Selv var jeg desværre ikke en af dem. Men danse, det gjorde jeg. Fra kl. 11-15.
Og dét uden den mindste dråbe alkohol, hvilket plejer at være et af hjælpemidlerne til at komme ud på dansegulvet. Men stemningen og de glade rytmer kastede sin magi over mig.
Min ven er danser og han fik hurtigt opmærksomheden vendt mod os, hvilket gjorde at vi blev en del af en dansegruppe af cirka 10-12 andre mennesker. Alle indere. Og alle glade og meget imødekommende.
* Der var den tykke, danseglade (og dansedygtige!) kvinde, hvis mand ikke gad Holi;
* der var hendes lillebror, der fjantet lavede “dansemoves” med sin søster;
* der var veninden, der var ret lun på en af værterne, som i en meget stram og tætsiddende t-shirt præsenterede dj’s og fik folk til at råbe “wuuuu”;
* der var den unge mand, som arbejdede på den britiske ambassade og drak den ene Bhang-lassi efter den anden.
Marihuana rørt op i yougurt
Hvad er Bhang-lassi så? Det er marihuana rørt op i en frisk yogurtdrik. Meget Holi, kan jeg oplyse.
For samme dag havde jeg læst i avisen, at Bhang er en yndet substans at indtage, når man fejrer Holi. Og den er nem at få fat på; i pilleform, i paan, i yoghurt og en joint.
Man går bare ned til den lokale paan-forhandler og beder om enten Bhang i piller eller i paan.
Til oplysning er pan en blanding af betelnød, krydderier, tobak og blade, som tygges og udmønter sig i rød spyt og en dejlig fornemmelse i kroppen.
Her, til denne fest, gik man bare op til baren og vupti, så stod man med en Bhang-drik.
I Pushkar i deltstaten Rajasthan er der autoriserede Bhang-lassi-shops året rundt – hvilket også er noget man kan finde i Varanasi i delstaten Uttar Pradesh. Her får du ‘Special Lassi’ eller ‘Special Cake’. Så nu er I advaret.
Hvis det ikke var fordi jeg skulle med et fly senere på aftenen, ja, så havde jeg nok kastet mig over yoghurt-drikken. Man må jo hyle med de ulve man er iblandt. Som ‘embedded journalist’. Eller noget i den retning.
Alkohol i stride strømme
Som nævnt var det ikke en fest, alle var inviteret til. Det var tydeligt blot ved at se på mængden og variationen af alkohol, der blev serveret.
Og igen er det en af de store forskelle på rige og fattige. Er man fattig og drikker man, så er man sølle. Ofte vil man se eller høre om fulde fattige mænd, der har drukket dagens løn op og derefter tager hjem og banker konen.
Middelklassen holder sig generelt fra alkohol, fordi man gerne vil vise den afstand og den klasseforskel, der er mellem de helt fattige og dem.
I overmiddelklassen sker der en ændring i attitude. Man identificerer sig med Bollywood stjernerne i film og i alkoholreklamer, og man ser dem ofte (mændene) på Goas strande stangstive liggende i vandkanten, pjaskende vand på hinanden med en stor Kingfisherøl i den ene hånd.
De kan ikke helt håndtere at drikke, for det er stadig en forholdsvis ny beskæftigelse for dem. Og kombinationen af fuldskab og ingen svømmefærdigheder leder hvert eneste år til dødsulykker på Goas strande blandt middelklasseindere.
Så er der overklassen, der opfører sig lige som ‘os’: kan (for det meste) håndtere alkoholen og har været vant til dens tilstedeværelse hele livet, anser det ikke som tabu at drikke og har ikke så mange hæmninger.
Og kan til tider opføre sig ufattelig arrogant.
Det skal lige siges, at der her er tale om en bred generalisering. Der er undtagelser, men min erfaring er, at beskrivelserne (desværre?) er meget rammende.
Alle, høj som lav, smiler i regnbuens farver
Det var tid til at tage hjem. Klokken havde passeret 15 og festen var slut for denne gang.
Det vil dog sige, at den startede op igen kl. 19, men dér ville jeg være på vej til lufthavnen og min videre færd mod Australien.
Vi fandt en taxa og turen hjem til den sydlige spids af Mumbai, Colaba-området, var en sand fornøjelse.
Alle vi mødte, i biler, på motorcykler, i rickshaws, i slumkvartererne, gående på gaden, vinkende fra altaner på Marine Drive var et stort smil og fuldstændig indsmurt i farver.
Når de opdagede os tre (oprindelig) hvide mennesker, blev smilet endnu større og et Happy Holi lød på tværs af kultur-, farve- og landeskel.
Da vi kom tilbage til hotellet, var der stor glæde blandt de fem (?) receptionister, der virkede stolte af, at vi havde deltaget i så stor en højtidelighed og glæde, som Holi er.
Alle, jeg traf på i dagens løb, blev mødt af et ‘Happy Holi’ fra min side og med det samme ændredes en måske arrogant /ligeglad /sur adfærd sig til et ‘Åh, mange tak. Og i lige måde’ sagt med et varmt smil. Mere skal der ikke til.
Et smil kan redde ens dag, gøre andre mennesker glade, udviske ‘dig’ og ‘mig’ og erstatte det med et ‘os’.
Jeg vender helt sikkert tilbage til Mumbai næste år til endnu en fejring af Holi. Det vil fra nu af være en kærkommen tradition i mit liv. Glæder mig allerede.
Happy Holi – med Bhang Lassi og hvad der dertil hører.
Forrige rejsebrev kan ses på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/27-03-14/rejsebrev-fra-indien-8-da-en-dronning-gjorde-hvid
