Rekordår for Læger uden Grænser

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Den internationale medicinske nødhjælpsorganisation Læger uden Grænsers (MSF) danske afdeling oplevede sidste år en stigning på 63 procent i de økonomiske bidrag til organisationens humanitære arbejde – det bedste resultat nogensinde.

Det viser de foreløbige regnskabstal for 2005, der offentliggøres fredag i årsberetningen, skriver MSF i en pressemeddelelse.

Det fremgår også af årsberetningen, at organisationen i det forløbne år har set en markant stigning i antallet af frivilligt udsendte læger, sygeplejersker og logistikere, ligesom de administrative omkostninger – inklusiv omkostninger til fundraising, oplysningsvirksomhed og rekruttering – er faldet fra 19 til 15 procent.

De samlede indtægter til MSFs humanitære arbejde steg fra 52 mio. kr. i 2004 til i alt 85 mio.kr. i 2005. Den markante stigning skyldes især øget støtte fra private bidragydere.

Således oplevede Læger uden Grænser mere end en fordobling af private bidrag fra 32 mio. kr. i 2004 til 67 mio. i fjor. Bevillingerne fra Danida steg ligeledes med godt 6,5 procent til i alt 20,7 mio. kr.

– De humanitære katastrofer stod nærmest i kø i fjor, og man kunne derfor have frygtet, at der ville opstå en vis træthed i danskernes offervilje, men vi oplevede det stik modsatte, siger formanden for Læger uden Grænser i Danmark, speciallæge Søren Brix Christensen.

– Danskerne var i 2005 mere end nogensinde villige til at hjælpe ofrene for verdens humanitære katastrofer – det er vi dem meget taknemmelige for, anfører han.

Den store vækst skyldes en generel stigning i støtten til organisationens humanitære indsatser i verdens brændpunkter og stille kriser, men også mange bidrag fra donorer, der ønskede at støtte MSFs indsats efter tsunamien i Asien.

Selv om MSF på et tidligt tidspunkt takkede nej til flere bidrag til nødhjælpsindsatsen efter tsunamien, oplevede organisationen alligevel at modtage rekordstor støtte over en meget kort periode. Den overskydende støtte til tsunamien er i stedet brugt til at finansiere virket i andre katastrofeområder f.eks. sultkatastrofen i Niger, konflikten i Darfur og jordskælvet i Pakistan.

Også når det gælder antallet af udsendte frivillige blev 2005 et rekordår for MSFs danske afdeling, idet læger, sygeplejersker, logistikere og administratorer blev sendt ud på 49 missioner. Det er en stigning på 33 procent i forhold til året før.

Mens indtægterne er steget markant, er det samtidig lykkes at skære de administrative omkostninger – inklusiv omkostninger til fundraising, oplysningsvirksomhed og rekruttering – ned fra 19 procent i 2004 til kun 15 procent i 2005.

De lave administrative udgifter skyldes et forholdsvist lille antal ansatte medarbejdere – 14 fordelt på godt 11 fuldtidsstillinger – samt de mange frivillige, der hver dag lægger en stor indsats på organisationens kontor i København.

For yderligere oplysninger, kontakt

Søren Brix Christensen, speciallæge
Formand, Læger uden Grænser, tlf. 29 70 29 78

Michael G. Nielsen
Informationschef, Læger uden Grænser, Tlf. 39 77 56 06 / 29 70 29 79

Læger uden Grænsers ”Årsberetning 2005”, kan downloades i PDF-format (ca. 3,3 MB) på følgende adresse:

http://msf.dk/pdf/MSFyear2005.pdf

eller bestilles på tlf. 39 77 56 00