Rigsrevisionen mener, at Danida ikke gør nok for at holde de multinationale organisationer i ørerne, når det gælder korruptionsbekæmpelse.
Det fremgår af en beretning om Danmarks multilaterale bistand, som er sendt til Folketingets statsrevisorer, skriver DR Online onsdag.
For 3 år siden iværksatte Danida en omfattende handlingsplan for bekæmpelse af korruption. I den indgik også samarbejdet med internationale organisationer, som i der årlige forhandlinger med Danmark skulle redegøre for, hvordan de bekæmper korruption.
Men Rigsrevisionen konstaterer, at så sent som i 2005 blev organisationernes korruptionsbekæmpelse ikke taget op i årsforhandlingerne, trods handlingsplanen.
I rapporten ser Rigsrevisionen især på FNs Udviklingsprogram UNDP, FNs Børnefond UNICEF, Verdenssundhedsorganisationen WHO, aidsbekæmpelses-programmet UNAIDS og Verdensbanken.
Skønt de alle har tilknytning til FN-systemet, har organisationerne forskellige politikker på korruptionsområdet. De har ikke undervist medarbejderne godt nok i emnet, siger Rigsrevisionen og noterer, at UNICEFs egen vejledning stadig kun foreligger som et udkast, der ikke er vedtaget endnu.
Generelt er Rigsrevisionen dog tilfreds med Danmarks multilaterale bistand: Den er fornuftigt tilrettelagt, og Danida holder godt øje med, hvordan pengene bliver forvaltet, hedder det.
“Beretningen til statsrevisorerne om Danmarks multilaterale bistand og 2015-målene” er offentliggjort onsdag den 16. august 2006 og kan læses i sin helhed på www.rigsrevisionen.dk