De danske nødhjælpsorganisationers indsamlinger til krigsofrene i Libanon er foreløbig ikke nogen succes, skriver Berlingske Tidende lørdag.
Siden Dansk Røde Kors lancerede sin indsamling for 11 dage siden, har danskerne bidraget med 225.000 kr., og det er endda langt over de øvrige organisationers resultater.
Til sammenligning er det ifølge Berlingske kun blevet til et par indbetalinger hos Dansk Flygtningehjælp og til en håndfuld opkald af 100 kroner til Folkekirkens Nødhjælp. Også Red Barnet har svært ved at få danskerne til lommerne.
Årsagerne er formentlig flere. Dels ferien og sommervarmen, dels usikkerhed overfor konfliktens parter (Irsael og Hizbollah), dels tilbageholdenhed, så længe krigen raser, og det er problematisk af få forsyninger frem til de anslået over 800.000 nødstedte.
UNICEF Danmark skriver samtidig i en pressemelding fredag, at FNs Børnefond nu sender livsvigtig nødhjælp fra verdenslageret i København til Libanon. Onsdag nåede en UNICEF konvoj med 40 tons nødhjælp frem til byen Tyre i det sydlige Libanon, hvor titusinder af børn og deres familier er blevet ofre for den eskalerede konflikt.
UNICEF sender bl.a. 500 store familiepakker med vandudstyr til 5.000 familier. Hver pakke indeholder sæbe, spande, rensetabletter til vand og vandbeholdere.
– Rent drikkevand er ekstremt vigtigt i en nødhjælpssituation. Uden rent vand risikerer børn at blive smittet af vandbårne sygdomme, der i værste fald kan være dødelige, fortæller UNICEF Danmarks informationschef, Karin Aaen.
Sportsudstyr til traumatiserede børn
UNICEF sender også “recreational kits”. De indeholder forskelligt sportsudstyr, som sjippetove, bolde og frisbees. Børn, der er tvunget til at forlade deres hjem og har oplevet uhyggelige ting, får det ofte meget dårligt.
– Legetøj og sportsudstyr kan gøre forskellen på, om børnene senere får brug for professionel traumebehandling. I sådanne situationer kan en fodbold være ligeså god mod hovedpine som piller, og ofte er det endda bedre, anfører Karin Aaen.
Blandt andre forsyninger, der bliver sendt til krise-området, er livsvigtig medicin. Den vil blive distribueret til læger og sundhedspersonale i de berørte områder, så patienterne kan behandles.
UNICEF Danmark har startet en indsamling til børn ramt af krisen i Mellemøsten. Man kan læse mere om UNICEFs arbejde i kriseområdet og støtte hjælpearbejdet online på www.unicef.dk
Læs også telegrammet “Store beløb afsat til Libanon, også fra Danmark – og stor pengestrøm fra libanesere i udlandet”, dato 28.07.06, i rubrikken Dansk bistand.