Røde Kors appellerer om hjælp til krigs- og konfliktofre

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Internationalt Røde Kors (ICRC) udsendte tirsdag en appel til verdenssamfundet på omregnet 4,3 milliarder kr. til at hjælpe ofre for for krig og konflikter i 2004, fremgår det af en pressemeddelse fra Dansk Røde Kors.

Jakob Kellenberger, der er præsident for Internationalt Røde Kors, sagde tirsdag i Geneve, at det mere end nogen sinde er vigtigt, at Røde Kors yder beskyttelse og hjælp til mennesker, der lider under følgerne af væbnede konflikter og vold.

– Det gælder uanset, hvem de er, og hvor de er. Ikke mindst på grund af den internationale sikkerhedssituation, hvor mindre respekt om humanitære aktiviteter og regler bekymrer Røde Kors, sagde Kellenberger.

Appellen på de 4,3 mia. kr. skal dække aktiviteter i flere end 80 lande, men en stor del bliver øremærket til Internationalt Røde Kors-arbejde i Irak, Sudan, Afghanistan, Den Demokratiske Republik Congo samt Israel og de palæstinensiske områder.

Lederen af den internationale afdeling i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, håber, at danske politikere reagerer positivt på appellen:

– Røde Kors er helt afhængig af bidrag fra stater til at løse vores opgaver. Siden år 2000 er bidraget fra den danske stat faldet med 25 pct. til omkring 50 mio. kr. årligt. Det placerer Danmark langt nede på listen over donorer til Internationalt Røde Kors vigtige humanitære arbejde.

– Vi håber, at den danske stat vil tage godt imod den nye appel og bringe Danmark tilbage som en af de store bidragydere til Internationalt Røde Kors arbejde, siger Anders Ladekarl.

Sidste år anmodede Internationalt Røde Kors om godt 4,5 mia. kr. til sit humanitære arbejde i 2003.