Det er hårdt arbejde at levere nødhjælp i Syrien. Alle organisationer, der arbejder i landet, skal godkendes af præsident Bashar al-Assads regime, og derfor kan FN’s konvojer bl.a. ikke krydse grænsen fra Tyrkiet, som kontrolleres af oppositionen.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) har afsat 15 millioner kr. til et projekt, der skal undersøge, hvordan man lettere kan få nødhjælp til de oppositionskontrollerede områder, skriver DR online fredag.
Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, er enig i, at der kan være god grund til at kigge på, om der kan være alternative måder at komme frem med nødhjælpskonvojer.
MEN han advarer samtidig mod at gøre det til et politisk spil.
“Det er et fuldstændig fundamentalt princip, at man yder hjælp til dem, der har behov, uanset hvem de holder med politisk. Og hvis man skulle finde på at bruge politiske kanaler til at yde nødhjælp, så har man politiseret nødhjælpen, siger Ladekarl til P1 Morgen og fortsætter:
“Så kan det godt være, at man kan komme til at yde nødhjælp i nogle oppositionsområder, men så bliver der sandsynligvis lukket fuldstændig af for at hjælpe andre”.
Både regime og opposition står i vejen
Danmark står ikke alene med frustrationen over regimets jerngreb om nødhjælpen.
På et donormøde i Kuwait for et par uger siden, tilkendegav flere lande, at de går samme vej som Friis Bach.
Men for Røde Kors handler det ikke udelukkende om at lægge pres på regimet. Oppositionen udgør et lige så stort problem.
“Man kan ikke pege fingre den ene vej. Det her er ikke kun et regimeproblem, det er også et oppositionsproblem. Vi kæmper lige så meget med oppositionen som vi gør med regimet, og det er lige urimeligt fra begge parters side”, siger generalsekretæren og lægger til:
“Det skyldes fundamentalt, at de krigende parter ikke respekterer de humanitære organisationers frie adgang til at komme ud med hjælp til folk”.
Der er i forvejen store politiske spændinger i Syrien, ikke kun mellem det syriske regime og oppositionen, men også mellem de hundredvis af grupperinger i oppositionen. Derfor er der ikke kun to tjekpoints nødhjælpskonvojerne skal igennem på deres vej:
“I går (torsdag) havde vi en konvoj i det nordlige Syrien, tæt på den tyrkiske grænse. De skulle igennem 42 tjekpoints for at nå frem med forsyninger. Og det var ikke kun tjekpoints, hvor vi skulle have tilladelse fra regeringen, det var også oppositionen”, fortæller Anders Ladekarl.
Må ikke blive et politisk våben
Han advarer derfor på det kraftigste mod at gøre det til et politisk spørgsmål:
“Jeg er nervøs for, at nødhjælp kommer til at blive betragtet som et politisk våben i krigen. Vi skal prøve at få hjælpen frem på alle mulige måder, men vi skal for alt i verden undgå at det bliver politiseret”.
Hidtil har Danmark kun ydet direkte støtte til en række organisationer, der arbejder efter det syriske regimes forskrifter og med dets tilladelse.
“Der er et kæmpe problem i at få fordelt støtten inde i Syrien. Sådan har det været i halvandet år, og det er et problem, der har fyldt meget i debatter blandt donorerne”, sagde udviklingsminister Friis Bach til dagbladet Information fredag.
Han har derfor valgt at omlægge den danske støtte, så den også går til oppositionsbaserede nødhjælpsgrupper.