Røde Kors: Desperat brug for hjælp i Sri Lanka

Redaktionen

Sårede og svært syge ofre for konflikten i den nordøstlige del af Sri Lanka har i flere dage måttet vente forgæves på den lægehjælp, de har desperat brug for.

Det sker, fordi et Røde Kors skib, der ligger for anker få kilometer uden for kampzonen ved kysten, ikke har kunnet evakuere de sårede og syge på grund af vedvarende, hårde kampe mellem regeringshæren og De Tamilske Tigre, skriver Dansk Røde Kors i en pressemelding fredag.

– Vore kolleger er vidne til en humanitær katastrofe, som ikke er til at forestille sig, siger Pierre Krahenbühl, der er chef for internationale operationer i Internationalt Røde Kors, og lægger til:

– På trods af forsikringer fra højt niveau betyder situationen på landjorden, at vores hjælp ikke kan nå frem – og det er helt uacceptabelt. Ingen kan hjælpe disse mennesker under de nuværende forhold.

Titusinder er fanget midt i konflikten mellem oprørsgruppen De Tamilske Tigre og regeringsstyrker i et lille område langs kysten. Og mens kampene fortsætter, tvinges de civile til at søge ly i beskyttelsesrum, som de graver ud med hænderne.

Det gør det endnu sværere for dem at få adgang til de meget begrænsede mængder af drikkevand og mad.

Internationalt Røde Kors kunne senest lørdag den 9. maj levere 25 ton mad og medicin til de mennesker, der er spærret ind i konfliktområdet.

– Vi har behov for sikkerhed for hjælpearbejderne og ubegrænset adgang for at kunne redde i hundredvis af liv, siger Pierre Krahenbühl.

Også den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K), har i hårde toner fordømt de metoder, der bliver brugt i borgerkrigen i den sydasiatiske østat:

– Den srilankanske regering må ikke bruge forbryderiske metoder, bare fordi de bekæmper en forbryderorganisation, siger Per Stig Møller, der bl.a. har været med til at indføre økonomiske sanktioner mod Sri Lanka ved at udskyde et internationalt lån på 1,9 milliarder dollar.

Yderligere oplysninger hos katastrofechef i Dansk Røde Kors, Rasmus Stuhr Jakobsen, på 22 60 02 44 eller pressechef Hans Beck Gregersen på 20 82 84 15