Omkring 18.000 danskere brugte søndag 3 timer i det gode vejr på at samle penge ind til hjælpearbejdet under Dansk Røde Kors. Det er godt 1.000 færre indsamlere end sidste år.
Til gengæld tyder de første optællinger på, at den enkelte indsamler i gennemsnit har samlet mere ind, skriver Dansk Røde Kors i en pressemeddelelse søndag aften og anslår, at landsresultatet kommer op på knap 20 millioner kroner.
Sidste år skaffede 19.000 indsamlere omkring 19 mio. kr. til hjælpearbejdet. Ifølge TV2 søndag aften var der til det sidste stor mangel på indsamlere, men omkring 2.000 meldte sig på selve dagen og gav derved indsamlingen et uventet sidste-øjebliks lift.
Det var dog ikke alle steder, at færre indsamlere fik flere penge ind. I hovedstadsområdet lå resultatet de fleste steder under 2003-tallene. I Københavns og Frederiksberg kommuner hentede flere indsamlere således færre penge ind ifølge kommunetallene på Røde Kors hjemmeside.
I København-Frederiksberg lå 2004-beløbet på 1.757.737 kr. skaffet til veje af 1.889 indsamlere mod 1.830.485 kr. indsamlet af 1.700 personer i 2003.
– Vi er rigtig glade for den støtte, vi har fået fra indsamlere og de mange danskere, vi har besøgt i dag. Vi er selvfølgelig kede af, at der er nogle, der har ventet forgæves, fordi det ikke lykkedes at besætte alle ruter. Det gælder ikke mindst i Nordsjælland og Storkøbenhavn, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen.
Meldingerne fra indsamlerne over hele landet er enslydende, at de er blevet godt modtaget, og at mange har villet støtte indsamlingen, hedder det.
– Det er ærgerligt, at nogle har ventet forgæves. Vi håber selvfølgelig, at de vil støtte os enten via giro eller telefon i løbet af de kommende dage, siger Jørgen Poulsen.
Stadig muligt at støtte
Man kan stadig støtte indsamlingen ved at ringe 100 kroner ind på telefon 90 56 56 56 eller via sms: send RK til 1231 eller på giro: 695 0000.