Signe Hare
skriver fra Hebron på Vestbredden
Mens de palæstinensiske ledere er optaget af at søge anerkendelse hos verdens lande, når FN indleder sin næste generalforsamling d. 20. september i New York, forsøger andre at få unge palæstinenserne til at grine sig frem til en bedre hverdag.
Mens medier og politikere er optaget af at diskutere mulighederne for palæstinensisk selvstændighed, ser billedet på gadeplan nemlig noget anderledes ud.
Gader, stræder, torve og teatre på hele Vestbredden bugner af røde næser og gøglere. Billeder, der falder noget udenfor vestlige mediers gængse beskrivelse af et Palæstina med konflikt og politisk ustabilitet.
Over 40 cirkus-artister fra den ganske verden besøger i disse dage Palæstina, hvor de sammen med lokale kunstnere underviser unge samt sundheds- og undervisningpersonale i at bruge latterterapi-baserede teknikker i hverdagen.
“FestiClown Palestine” stammer fra Spanien og er et initiativ, der forsøger at gøre palæstinensernes levevilkår bedre med latter og røde næser som deres eneste våben. Det skriver organisationen på sin hjemmeside.
Den mener, at cirkus er en metode til at bekæmpe det had og de frustrationer, der kan komme af et liv på Vestbredden, som i mere end 40 år har været underlagt politiske restriktioner fra Israel.
Det vil organisationen gøre opmærksom på via workshops og forestillinger over hele Vestbredden, der udover at fungere som en kulturel udveksling mellem palæstinensiske og internationale kunsterne er et forsøg på at gøre opmærksom på, hvordan cirkus kan bruges som både et psykologisk og socialt instrument i hverdagen.
Festivalen startede ved Eid-festen den 2. september og løber frem til den 15. september. Her vil 15 internationale teaterkompagnier samt lokale kunstnere fra Palæstina vise deres kunst på gaden i Jerusalem, Ramallah og Nablus.
De vil lave workshops i latterterapi, klovneri og akrobatik på hospitaler, skoler og i flygtningelejre.
Man kan læse mere på FestiClown Palestinas hjemmeside:
http://festiclownpalestina.org/en/festiclown-palestina-2011
Klik herefter oppe til højre på sitet for at få den engelske version frem.
—————
Signe Hare korresponderer til U-landsnyt.dk fra Palæstina. Hun har en Bachelor i Internationale Udviklingsstudier og Globale Studier fra RUC, boede en periode i Cape Town og læser nu en kandidat i journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. I øjeblikket er Signe Hare i praktik i Hebron på Vestbredden.