Af Roger Depoilly
Abbé Pierres Klunsere
Der har i de senere måneder været hektiske debatter vedr. håndtering af diverse midler (u-landbistand) i NGO-regi.
I dagspressen har man kunnet følge debatten om nedskæring på u-landsbistanden, om bistand via privat-sektor-programmet, om de mange millioner, som ruller fra Danida, et ”eventyrlystent konsulenthonorar”… for ikke at glemme Ulla Tørnæs håndtering af u-landspolitikken, herunder debatten om oplysningsbevillingen.
Den 12. oktober kunne jeg læse Ulla Tørnæses indlæg i Jyllands-Posten: Nytænkning skabes ikke altid af eksperter.
Som tilskuer på sidelinien har jeg med en vis forundring kunne følge gladiatorernes kamp gennem medierne.
Det er ikke noget nyt.
Sådan var diskussionen også i Politiken og Jyllands-Posten i 1990erne.
Den kom til udtryk i indlægget: ”Folkeligt, festligt – og forandret, rapport fra en tænketank – De folkelige organisationer i det 21. århundrede. Juni 2000.
Jeg mindes, at jeg deltog i et Danida-møde på Christiansborg (feb. 87) med temaet: ”Drøftelse af samarbejdet mellem de private organisationer og Danida vedrørende statslig støtte til private organisationers udviklingsprojekter”. Angående samarbejdet: Resultatet blev, at man dengang prioriterede/begunstigede en udvalgt kreds af NGOer.
Det, man oplever for tiden, er en kamp mellem politikere, ”u-landsintellektuelle/eksperter” og nogle NGOer. En kamp om de mange millioner, milliarder af kroner…: U-landene kontra erhvervslivet.
Hvordan defineres NGO egentlig?
Er det organisationer, som kun modtager NGO-bistand, ifølge Danidas NGO-bevilling (71 pct. af midlerne fordeles mellem 10 NGOer) og støtte til humanitær bistand (86 pct. fordeles mellem 7 NGOer, ud af i alt 16), dvs. dem, som politikere tit refererer til?
Ifølge Ulla Tørnæses artikel i JP den 12. oktober vil eksperter blive inddraget i forbindelse med den nye tænkning i en ”offentlig proces via nettet”, de såkaldte ”vinderprojekter”! Men det må alligevel foregå i kyndige hænder. ”Eksperter inddrages”.
Det vil således stadig blive vurderet i eksperters hænder (læs: Danidas) i samarbejde med andre eksperter dvs. via en udvælgelse af NGOer med betegnelsen ”pålidelige” (jeg kan godt gætte, hvem det skal være). Det virker som et politisk trick: En storm i et glas vand for ikke at tale om, hvilken u-landsholdning det indebærer…
I denne brede debat siger min erfaring: Hvordan bliver mit arbejde – min organisation – ramt af denne storm?? Det har jeg erfaring med i forhold til fondsloven, hvor jeg allerede på daværende tidspunkt brugte udtrykket tsumani…
Verden som sådan går alligevel ikke i stå, selv om der spås en dyster fremtid, ikke mindst ”vore” eksperter diskuterer, laver rapporter og mange resolutioner. Der findes ca. 200 internationale traktater om miljø, hvorad trefjerdedel er blevet ratificeret gennem de sidste 30 år.
Der tales om alt fra Solidaritet til Ulighed. Der blev talt om bæredygtig udvikling (Brundtland-rapporten), nu tales der om tålelig udvikling, hvis brugen af ordet ”udvikling” er relevant i den sammenhæng i dag. Jordens ressourcer er ikke ubegrænsede og problemerne kan derfor ikke bare skubbes foran i én uendelighed.
Hvis alle folk på Jorden skulle have en levestandard, som svarer til den schweiziske, vil vores planet kun med nød og næppe kunne dække behovet for 600 millioner personer.
Nu gælder det de 8 FN-mål for 2015. En stor medie-facade, alt for dominerende og administreret via de store NGOer; ringe interesse for andre lokale-NGO’er, da vi er ubetydelige og uden for indflydelse trods vores mangeårige engagement, og hvor tvivlen om at opnå nogle af punkterne bliver mere og mere tydelig.
Der er store uligheder fra den ene private u-landsorganisation til den anden. Det er, som om begrebet NGO – ifølge udviklingsministerens indlæg – er synonymt med kun at modtage penge fra betalt skat.
Ulla Tørnæs er medvirkende til at fastholde beskatningen på u-landsarbejde, og hun tager ikke hensyn til de mange millioner, som staten hvert år sparer – alene på vores arbejde og sociale formål. For vores vedkommende god betaling for vores indsats.
Nogle fakta :
VAND: Forbruget er vidt forskelligt. F.eks. bruger en nordamerikaner 700 liter om dagen, en europærer 200 liter, en afrikaner 30 liter vand, forbruget er beregnet inkl. landbrug, industri og husholdning.
Indtil 2025 vil vores verden vokse med 2 mia. mennesker. Altså vil vi være 8 mia. i stedet for 6 mia. i dag. Så i forhold til tilvæksten af mennesker og deres behov vil vandforbruget muligvis kunne stige mere end 600 procent i løbet af de næste 20 år. Så allerede i 2030 vil efterspørgslen overgå udbuddet.
”Den menneskelige organisme har behov for vand”. En 1/3 af verdens befolkning mangler rent drikkevand, som mere og mere kapres af markedsmekanismer, og derved udsættes den fundamentale ret til at have adgang til den livsnødvendige ressource for fare.
Vil man i denne tid være med til, at alt vand skal kanaliseres gennem private og koncerner, hvor literprisen kunne være 10 kr./liter?
Det ligner situationen i dag med olie. Verden lever over evne, hvad energiforbrug angår – især i forhold til ”udviklingslandene”. En nordamerikaner bruger 8 tons olie om året, en europærer 4, en inder 0,5, en afrikaner en ubetydelig mængde.
Jeg er ikke så naiv, at jeg har til hensigt til at ændre verden. Men igennem vores indsats er Abbé Pierres Klunsere med til at gøre verden lidt mere tålelig ud fra den brede debat om u-landspræmisserne.
I den store sammenhæng er der store udfordringer, før det bliver for sent, men skal det blive ”for” Afrika i dette tilfælde eller ”med” Afrika. Det er udfordringen.
Jeg vil slutte med 2 citater vedrørende den aktuelle mediedebat, med udgangspunkt i det punkt, hvor jeg står mellem kunsten og arbejdet som klunser:
”Kunst er menneskets højeste opgave, eftersom det er tankens øvelse, som søger at forstå og gøre verden forståelig” – Auguste Rodin, franske billedhygger;
”Eet er, et Søkort at forstaae, Et Andet, Skib at føre.” – Ludvig Holberg.
