Rokade i Danida – ny chef for “hjernetrust”

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det bliver den 56-årige erfarne karrierediplomat, Finn Jønck, der bliver ny chef for Danidas centrale Udviklingspolitiske Kontor – tidligere Policy- og planlægningskontoret eller blot S.1, også kaldet Danidas “hjernetrust”, skriver Danidas tidsskrift, Udvikling.

Skiftet sker som led i den store årlige rokade i Udenrigsministeriet pr. 1. september, hvor Jønck tager over fra Ib Petersen, der i stedet rykker op som bilateral chef i Danida og ind i ledertriumviratet sammen med chefen selv, Carsten Staur, og den multilaterale chef, Ole E. Moesby.

Bortset fra en afstikker til Verdensbanken (2000-2003) har Finn Jønck været i Udenrigsministeriets brød, siden han blev færdig som cand.polit. i 1973. Først som sekretær, siden fuldmægtig (1975-77), så som ambassadesekretær ved den danske OECD-delegation i Paris, derpå økonomisk rådgiver ved FN-missionen i New York (1984-89), for så i 1991 at blive konsulent vedr. handelspolitik og i 96 udnævnt til kontorchef for det daværende S.2. Tjenestefriheden de 3 år i Verdensbanken i Washington DC blev brugt til at passe posten som nordiske eksekutivdirektør.

Det er således en erfaren og alsidig herre, der sætter sig i chefstolen i det legendariske S.1.-kontor, som har fostret Danida-chefer på stribe. Således også den nuværende chef, udenrigsråd Carsten Staur, der været forsiddende i S.1, som samler trådene i de overordnede udviklingspolitiske sager og bestemt ikke har fået mindre indflydelse gennem årene.

Finn Jønck kommer fra Danidas Erhvervskontor, og afløses her på chefposten af Bo Jensen – manden, der i sin tid løb det danske bistandsprogram i Malawi igang; det program, som VK-regeringen fjernede efter sin tiltræden i november 2001, endskønt Malawi er det sydlige Afrikas fattigste land.

52-årige Bo Jensen kom til Udenrigsministeriet i 1979, samme år han blev færdig som cand.scient.pol. og har siden været vidt omkring. Tiden i Malawi strakte sig fra 1. september 1996 (Malawi var blevet programsamarbejdsland året før) og frem til 1. januar 2001.

Bo Jensen kommer fra Afrika-kontoret og afløses her på chefposten af lederen af ambassaden i Cotonou i i det vestafrikanske programsamarbejdsland, Benin, Johnny Flentø.

45-årige energiske Johnny Flentø er uddannet som civiløkonom og kom til Udenrigsministeriet i 1984, siden har han bl.a. været bistandsattache i Dhaka i Bangladesh og ambassadesekretær i Maputo i Mozambique. Posten som charge daffaires i Cotonou har han haft siden september 1999, så det er en mand med solidt kendskab til bistand og Afrika, der tiltræder den vigtige post som chef for Afrika-kontoret – hvor ca. 60 procent af al dansk bistand står.

Endelig er chefen for den så længe ventede danske repræsentation i Afrikas politiske hovedstad, etiopiske Addis Ababa, nu udpeget. Det bliver første ambassadesekretær i Lusaka i Zambia, Mette Knudsen, der tiltræder i Etiopien og skal rapportere hjem fra den vigtige lyttepost.

Den snart 42-årige meget samvittighedsfulde Mette Knudsen kom til Udenrigsministeriet i 1992, samme år hun blev færdig som cand.scient.pol. Udover posten i Lusaka har hun bl.a. været ambassadesekretær i Dar es Salaam i Tanzania.

Læs også “Ny bilateral chef på vej i Danida”, 02.06.04, under Arkiv ude i menuen til venstre. Tast ordene Ib Petersen i søgefunktionen.