”Man bliver aldrig den samme”
Redigeret af Bjørn Førde, Birgit Møller Jensen og Klavs Wulff.
384 sider, rigt illustreret.
Kan købes hos MS for 250 kr. – bestilles på www.ms.dk/shop/node/107.
Den 24. januar 1944, mens Danmark stadig var besat, mødtes en gruppe mennesker i København og stiftede Fredsvenners Hjælpearbejde.
Selv om Anden Verdenskrig endnu rasede, var de forsamlede klar over, at der snart ville blive brug for en massiv hjælpeindsats i de lande, der var hårdest ramt af krigen, og for stærke stemmer til at tale for fred og forsoning.
Fredsvennerne gik meget konkret til værks. I løbet af ganske få år sendte de hundredvis af unge danskere på arbejdslejre, og en vigtig pointe var, at lejrene ikke kun blev holdt i de lande, vi holdt med, men også i Tyskland.
Starten til og fundamentet for det, der i 1949 skiftede navn til Mellemfolkeligt Samvirke (MS), var lagt.
Derfor kan MS torsdag i denne uge fejre sit 75-års jubilæum, og det sker blandt andet med en stor jubilæumsbog, ”Man bliver aldrig den samme”, der på næsten 400 sider fortæller den spændende historie om en på alle måder rummelig organisation.
For det er en imponerende vifte af aktiviteter, der gennem årene har udfoldet sig under MS-paraplyen, og det er ganske mange interne kampe mellem folk med stærke meninger og stort engagement, der er udkæmpet undervejs.
Men MS er her stadig og fortsat drevet af de tanker om fred, forsoning og mellemfolkeligt samvirke, der bar den lille gruppe, der stiftede Fredsvenners Hjælpearbejde.
Alt det fortæller jubilæumsbogen på indlevende vis. Bogen er redigeret af tre ’insidere’, Bjørn Førde, Birgit Møller Jensen og Klavs Wulff, der hver især har brugt ca. 25 år af deres arbejdsliv i MS og stadig er aktive.
”Vi er sådan set inhabile,” melder de klart ud i forordet og fortsætter: ”Så hvis enkelte læsere skulle åbne bogen med en forestilling om, at de nu skal i gang med den nøgterne historikers eller den kølige graverjournalists fortælling om MS’ indsats for det mellemfolkelige samvirke gennem 75 år, så bliver de skuffede.”
Til gengæld får læseren en velskrevet bog, præget af den indsigt redaktørerne og de mange bidragydere har i MS, men samtidig også selvkritisk og flere steder ligefrem selvironisk.
Hvis ikke, havde den ikke været til at holde ud at læse. Det er den absolut, mener denne anmelder, der nok også lige skal deklarere min tilknytning til foretagendet: Jeg har været medlem af MS i årtier og MS-udsendt et par år i Lesotho i 1990erne som udviklingsarbejder/frivillig.
Den store historie – og de mange små
Næsten 400 sider lyder af meget, og det er det. Men det er ikke for meget.
Det skyldes den form, redaktørerne har valgt, og som gør, at man kan vælge at læse udvalgte afsnit og ikke behøver læse hele bogen (men bliver belønnet, hvis man gør).
De går kronologisk til værks og har delt fortællingen op i seks forskellige perioder, der hver markerer en ny fase i MS’s udvikling.
Hver periode indledes med et afsnit, skrevet af redaktørerne, der ridser hovedlinjer og -begivenheder op.
Her fortælles den store historie, så både unge og ældre læsere kan bevare overblikket.
Herefter følger mange små historier i form af beretninger, skrevet af en perlerække af kendte og mere ukendte MS’ere, og samtaler/interviews, redaktørerne har gennemført med andre MS-veteraner og -aktivister fra både Danmark og de mange partnere i syd.
På den måde får læseren præsenteret mange forskellige vinkler på og hjørner af MS.
Formen betyder også, at de mange delhistorier, f.eks. om MS-forlaget, om tidsskriftet Kontakt, om det store frivilligprogram osv., kan foldes ud og fortælles fra start til slut.
Formen rummer til gengæld en risiko for mange gentagelser og for en meget ujævn skrivestil. Og ja, der er gentagelser og overlap, men ikke generende, og fortællingerne flyder generelt flot og veloplagt.
Man bliver aldrig den samme
Det er mødet mellem mennesker med vidt forskellig baggrund, der er det gennemgående omdrejningspunkt i bogen og i hele ideen med MS.
Det kommer klart til udtryk i valget af titel, for ”man bliver aldrig den samme”, når man gennem MS har mødt andre mennesker, om det er som ung frivillig i en arbejdslejr i efterkrigstidens Tyskland, som ulandsfrivillig fra 1960erne og frem, som deltager i MS’s nye rejseprogram People4Change eller som MS-aktiv i dag i integrationsarbejde i Danmark.
At også de, der møder MS’ere i partnerlande og partnerorganisationer, påvirkes af det menneskemøde, vidner adskillige meget personlige beretninger og samtaler i bogen om.
Det er i sig selv imponerende, at MS har været i stand til at gestalte sådanne møder mellem mennesker gennem 75 års rivende udvikling og til at forny formen, så den stadig har appel til nye generationer af unge.
Men MS har også sat andre aftryk, og det får vi også velfortalte historier om i bogen.
F.eks. om dengang MS satte sit stærke præg på starten af den statslige danske udviklingsbistand i 1962 og ligefrem blev valgt til at administrere det store frivilligprogram, der fra 1960erne og 40 år frem sendte tusinder af danskere ud i verden og på et tidspunkt nærmest blev lig med MS.
Resultaterne af de frivilliges indsats hører vi ikke så meget om i bogen.
Også her er det først og fremmest det givende møde mellem vidt forskellige mennesker, der skildres.
MS bliver heller aldrig den samme – og dog
Der skal være plads til nostalgi i en jubilæumsbog. Nostalgien er der – ikke mindst i form af fine fotos med informative billedtekster.
Men for det meste kombineres nostalgien med en befriende selvironi. Og hele tiden med en bevidsthed om, at MS må forny sig for at forblive tro mod sin grundtanke.
Det har ført til voldsomme og slidsomme, interne opgør.
Som dengang MS sagde ja til at administrere det statslige frivilligprogram og dengang, MS besluttede at blive en del af ActionAid International.
Opgørene har kostet, men de har også ført til, at den organisation, en lille skare af engagerede mennesker lagde grunden til for 75 år siden, i dag fremstår livskraftig og dynamisk og med appel til de unge, der skal føre sagen videre.
At der fortsat er uenigheder, dilemmaer og udfordringer, er der ingen tvivl om. Men det er en del af MS’s dna at leve med – og blive styrket – af det.
Hvor er det godt, bogen er skrevet
”Vi skal kigge tilbage for at kigge frem,” hedder det i bogens forord, og bogen i sig selv bliver et godt eksempel på, at den talemåde holder.
Når Danmark og danskere i dag skal håndtere flygtningestrømme, globalisering, klimaforandringer og andre store udfordringer, er der masser af inspiration i at kigge tilbage på, hvordan tidligere generationer tacklede de udfordringer, de stod overfor – både på det menneskelige og det politiske plan.
Man kan læse om MS’ aktiviteter i forbindelse med de 75 år på: www.ms.dk/75aar
Jesper Heldgaard er freelancejournalist
