Af Mia Petring, stud.merc.int.
I 1994 var Rwanda presset i knæ efter et uhørt brutalt folkemord, der krævede over 800.000 tutsier og moderate hutuers liv på under 100 dage.
Fra at være plaget af politisk ustabilitet og fattigdom er landet nu ved at rejse sig fra støvet. Flere mener endda, at Rwanda gennemgår en udviklingsmæssig renæssance.
I det nordlige Rwanda på grænsen til Uganda og DR Congo lever et af de mest truede dyr i Afrika, bjerggorillaen. Dette område har i mange år været præget af politisk uro, hvilket har været stærkt medvirkende til at true flokkene af den store menneskeabe.
De sidste optællinger fra 2010 viser dog en stigning på imponerende 26,3 procent siden 2003 – og det er ikke kun bjerggorillaen, der viser fremgang i Rwanda.
Rwanda har i samme periode oplevet en støt stigende økonomisk vækst, faldende fattigdom og voksende politisk stabilitet. Med vækst inden for infrastruktur, turisme, og eksport af Rwandas guld (te og kaffe), er landet på rette kurs. Internationale investeringer strømmer også i højere, højere grad ind i det lille land i Centralafrika.
Tre opløftende rapporter
I februar blev tre vigtige rapporter lancereret samtidigt: Integrated Rwandan Household Living Conditions Survey, Demographic Health Survey samt Economic Development and Poverty Reduction Strategy Report.
Rapporterne udkommer hvert femte år, og alle tre viser fremgang i Rwanda. En i øjnefaldene fremgang er inden for fattigdomsbekæmpelse, hvor omkring en million, ca. 10 procent af indbyggerne, er blevet løftet ud af fattigdom på bare fem år.
Fattigdommen er blevet reduceret med næsten 12 pct. og dermed er andelen af befolkningen, der lever under den officielle fattigdoms-grænse, faldet fra 57 til 45 pct. I rædselsåret 1994 lå den oppe på 78 pct.
Dette er en procentmæssig fremgang, der kun overgås af Kina, Thailand og Vietnam.
Tallene viser at Rwanda generelt er godt med over hele linjen når det kommer til FN’s Millennium Development Goals (2015 Målene), herunder læse-og skrivefærdigheder, mødres sundhed og børns ernæring.
Børn, der er indskrevet i grundskolen, er nu nået op på næsten 92 pct. på landsplan. Mødredødeligheden er faldet fra 750 (per 100.000 fødsel) i år 2005, til 487 i 2010, et fald på næsten 35 pct. på fem år – og et bemærkelsesværdigt fald på 55 pct. fra 2000.
Derudover er andelen af underernærede børn faldet fra 18 til 11 pct., igen på bare fem år (som dermed allerede overgår 2015 Målet med over 3 pct.). Rwanda imponerer alt i alt på et meget bredt spektrum af indikatorer.
Hemmeligheden bag successen
Rwandas fremskridt er efterhånden velkendt i bistandskredse, alligevel overrasker de nye tal positivt.
Så hvordan kan et land, der ikke er stærk på naturlige ressourcer, og som ligger i Afrikas hjerte uden adgang til havet og havne klare sig så godt – i hvert fald i statistikken? Oven i købet skønt det stadig er mærket efter et folkemord, der kostede næsten 10 pct. af befolkningen livet.
Ifølge Rwandas nationale kontor for statistikker, som præsenterede rapporterne og de nye tal, skyldes denne succes en lang række ting:
*forbedret landbrugsproduktion og agrobusiness (kommercielle storbrug),
* øget lønnet beskæftigelse inden for landbrug,
* stigning i lønninger der ikke er landbrugs-relaterede,
* øgede indkomstoverførsler (fra familie og venner),
* langsommere befolkningsvækst samt
* forbedringer i infrastruktur (veje, elektricitet, markeder etc.).
Ifølge Vestine Mukantwari, en landbokvinde fra Bugesera i den sydøstlige del af Rwanda nær grænsen til Burundi, skyldes udviklingen også, at regeringen har lagt stor vægt på kvinder, f.eks. ved at hjælpe dem med mikrolån.
Madame Vestine fortæller:
”Jeg har været i stand til at få et mikrolån igennem Umurenge Sacco (et initiativ fra regeringens side, der skal øge adgangen til finansielle ydelser og den indenlandske opsparing, red.), hvilket har tilladt mig at købe et lille jordstykke, som jeg har gjort til en frugtplantage”.
“Det har gjort det muligt for mig at åbne min egen forretning, hvor jeg sælger frugt og derfor har jeg kunnet betale for afgifter til skolegangen for to af mine børn, der nu har afsluttet en ungdomsuddannelse.”
Sig navnet: Paul Kagame
Landets præsident, Paul Kagame, siges at være arkitekten bag succesen. Han ledede i 1994 hæren, som satte en stopper for folkemordet, og har siddet i regeringen lige siden.
Det er iøjnefaldende svært at finde én i Rwanda der ikke beundrer Paul Kagame. Om man er enig eller ej i hans til dels autoritære måde at lede landet på, er det svært ikke at være enig i, at han har bragt det på rette kurs.
En imponerende indsats er især blevet rettet mod at forene en sønderrevet nation. Et eksempel på dette, er Gacaca domstolene, inspireret af en traditionel praksis, der giver landsbydomstole ret til selv at opklare sager, som stammer fra folkemordet. Det angives at være stærkt medvirkende til at øge retfærdighedsfølelsen og forsoningsprocessen.
Landet er i dag præget af nul-tolerance overfor korruption fra regeringens side, og dette er bekræftet i internationale undersøgelser. På international transparency’s lande liste over korruption, ligger Rwanda nr. 49 ud af i alt 182 lande med en score på 5/10.
Andre lande i Øst- og Centralafrika befinder sig langt under. F.eks. ligger Burundi nr. 172, Uganda 143 og Tanzania på en 100.-plads.
Derudover er effektiviteten af bistanden markant, og penge, der kanaliseres til et specifikt formål, går som regel til dét formål. Dog er der ikke noget stort rum for diskussion mellem regeringen, civilsamfundet og interesseorganisationer omkring, hvordan man bruger bistanden mest effektivt.
Uanset hvad, er Rwanda i stadig højere grad et favorabelt land at gøre business i. Siden 2006 er internationale investeringer strømmet til i stigende grad og andelen forventes at vokse yderligere, så længe der hersker stor makroøkonomisk og politisk stabilitet .
Endnu en medvirkende faktor til den stærke udvikling kan siges at være Rwandas tilstand som et efter-krise land, hvor mange internationale NGOer er til stede, samt den store strøm af bilateral og multilateral udviklingsbistand, der p.t. udgør en stor del af regeringens budget.
Fremtidens Rwanda
Ifølge ’National Institute of Statistics’ vil Rwanda møde mange udfordringer i fremtiden.
En af særlig betydning vil være befolkningsvæksten, som i dag er en af de største udfordringer, og en faktor, der menes at have været med til at udløse folkemordet i 1994.
Som Afrikas tættest befolkede land på et areal svarende til Jylland vil det spørgsmål rejse sig, om der er ressourcer nok til det hastigt voksende folketal.
Nye tal viser dog, at befolkningsvæksten er bremset de seneste år. Frugtbarheden er faldet fra 6,1 til 4,6 børn per kvinde, på bare fem år.
Andre udfordringer relaterer sig til prisstigninger både på fødevarer og andre produkter; i at skabe en mere selvstændig beskæftigelse; udfordringer inden for handel, især med henblik på landbruget; samt problemer med at øge infrastrukturen hurtigt nok inden for f.eks. elektricitet. Kun ca. 10 pct. har elektricitet i husstanden i dag.
Rwanda må også forberede sig på (og gør det til en vis grad), at der i fremtiden skal findes en afløser til den vellidte præsident Paul Kagame. Men dette kan vise sig at blive en stor udfordring. Spørgsmålet er om Rwanda overhovedet er klar til en ny leder?
Den 9. August 2010 blev der holdt præsidentvalg, og det internationale samfund så på, mens valget foregik, til en vis grad under demokratiske og fredelige forhold. Valgobservatører noterede dog “mangel på kritisk opposition” under valgkampagnen.
Med 93 pct. af stemmerne blev Paul Kagame, og hans parti, Rwandas Patriotiske Front (RPF) sikret en ny syvårig periode i embedet.
Præsidenten står nu overfor en kæmpe udfordring med at føre sit embede videre til en person, der i lige så høj grad kan sikre stabilitet, vækst og ikke mindst håb hos rwanderne.
Forestillingen om Rwanda som et usikkert og ustabilt land hører efterhånden fortiden til.
Der er stadig massive udfordringer, men det lader til, at den fhv. tyske (og senere belgiske) koloni er på vej mod at blive en af Afrikas funklende stjerner.
————–
Mia Petring er er studerende (stud.merc.int.) på Handelshøjskolen i København (CBS) og ved at være færdig med kandidatgraden MSc Business and Development Studies, der fokuserer på privatsektor udvikling i u-lande.
Hun har arbejdet på ’Center for Strategic Management and Globalisa-tion’ på CBS, hvor hun var medforfatter til et forskningsprojekt om multinationale selskaber i Danmark. Derudover har hun været praktikant på generalkonsulatet i Sao Paulo og i FN’s Befolkningsfond (UNFPA) i København, hvor hun skrev “Nordic Newsletter” med nyt fra Norden inden for reproduktiv sundhed og rettigheder.
Mia Petring har været seks uger i praktik hos FNs Udviklingsprogram (UNDP) i Rwandas hovedstad, Kigali, og indsamler efterfølgende data til sit speciale. Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk.
