Så sker det: I aften åbner filmfestivalen Salaam.dk

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) åbner i år den multikulturelle filmfestival Salaam DK, som løber af stablen fra 22. februar til 1. marts.

Det sker under en ceremoni i aften (onsdag) kl. 18 i Empire Bio på Nørrebro i København, fremgår det af en pressemeddelelse fra Salaam.dk (se også i rubrikken Kalender dags dato).

Rikke Hvilshøj udtaler:

– Film kan være en god øjenåbner og brobygger. Ligesom teatrene har sat integration på dagsordenen i de seneste år, så er jeg glad for at Salaam DK nu for tredje gang holder filmfestival, og endda ser ud til at blive mere og mere populær. Jeg håber, at både skolerne og almindelige biografgængere får nogle gode oplevelser, og jeg håber, at filmene kan være med til at sætte debatter i gang, om hvordan vi kan få integrationen til at blive bedre.

Salaam DK begyndte for 3 år siden som et pilotprojekt og har siden med succes udviklet sig til en storkøbenhavnsk begivenhed, der sidste efterår også indtog de østjyske egne. Besøgstallet har de sidste 2 år ligget på omkring 6.000.

Festivalen ser det som et stort skulderklap, at integrationsministeren dette år sætter festivalen i gang ved åbningsceremonien i Empire.

Ved samme lejlighed uddeles for første gang i festivalens historie “Årets Salaam Pris”, som går til en film, person eller organisation, der gennem filmmediet har bidraget til at nuancere den hjemlige integrationsdebat og skabe øget forståelse mellem kulturer.

Festivalleder Thomas Henriksen: – Med denne pris vil vi gerne bakke op om de mennesker og de projekter, som har bidraget til en nuancering af de problemstillinger, der er forbundet med det moderne flerkulturelle samfund. De sidste ugers begivenheder har vist at der i den grad er brug for dem.

“Årets Salaam Pris” er på 10.000 kr. og sponsoreres af Nordisk Film.

Åbningsfilmen er den hollandske dokumentarfilm “The Other Final”, der sætter fokus på fodboldspillets herligheder i mødet mellem 2 vidt forskellige kulturer.

Aktuelle problemstillinger

Salaam DK sætter fokus på de herligheder, besværligheder og udfordringer, som er forbundet med det moderne flerkulturelle samfund. Ved hjælp af stærke filmoplevelser og dialog med gæster og oplægsholdere forsøger festivalen at nuancere de ofte komplicerede lokale og globale problemstillinger, som især i den seneste tid har påvirket både gammel- og nydanskere.

Thomas Henriksen: – Set i lyset af de sidste ugers begivenheder, er der mere end nogensinde før brug for en platform, hvor gensidig identifikation mellem kulturerne og ikke mindst en nuancering af de stereotypiserende billeder kan finde sted. Det er her, hvor filmkunsten og de personlige historier bag overskrifterne kommer ind i billedet.

– Salaam DK vil gerne bruges som et forum, hvor man med udgangspunkt i stærke filmoplevelser kan få en større indsigt i kulturmødet og vores medmennesker overalt i verden, føjer festivallederen til.

Bred optik

Den tematiske bredde i årets festivalprogram vidner om festivalens ambition om at belyse det flerkulturelle fra så bred en optik som muligt. Samtidig er årets program præget af, at det ikke var til at komme uden om brandaktuelle emner som oprørene i de franske forstæder og en voksende mistro blandt mennesker, der lever dør om dør, hedder det.

I den engelske film “Yasmin” lever en ung pakistansk kvinde et lykkeligt dobbeltliv som traditionel pakistansk hustru og udadvendt hjemmehjælper. Men så indtræffer 9/11 og alting forandres. “Yasmin” er en skarp skildring af den voksende uro i den vestlige verden, hvor gensidige fordomme sætter sindene i kog.
Filmens hovedrolleindehaver Archie Panjabi, som også er kendt fra de flerkulturelle biografhits “East is East” og “Bedre end Beckham”, gæster årets Salaam DK og deltager i et debatarrangement de europæiske kulturmøder og sammenstød.

I kølvandet på efterårets uroligheder i Frankrig præsenteres serien “Forstæder på fransk”. Den består af 3 mesterværker i nyere fransk film, som alle portrætterer en frustreret og marginaliseret generation af etniske unge.
Instruktøren og hovedrolleindehaveren i filmen “The Magnet”, Kamel Saleh, har i efteråret fulgt oprørske unge fra Paris med sit kamera. Efter visningen af “The Magnet” vil han vise klip fra sit nye projekt og gå i dialog med publikum.

Serien “Mama Afrika” zoomer ind på afrikanske kvindeskikkelser og er tilrettelagt i overensstemmelse med festivalens ambition om at nuancere mediebilledet af de kulturer, som mange indvandrere i Danmark kommer fra. Her kan man bl.a. opleve Sembene Ousmanes Cannes-vinder “Molaade”, der er et stærkt angreb på omskæring af kvinder.

Årets særlige fokus

I anledning af sommerens VM i fodbold bliver årets særlige fokus lagt på fodboldspillets betydning for mødet og sammenstødet mellem kulturer. Dokumentarfilmserien “Global Football Stories” præsenterer 4 film, der vidner om fodboldspillets evne til at samle og splitte folkeslag.

Åbningsfilmen “The Other Final” handler om en usædvanlig topkamp i Himalaya bjergerne. Da det hollandske landshold ikke kvalificerer sig til VM 2002, beslutter en gruppe fodboldgale hollændere at arrangere “den anden finale” – nemlig den mellem de 2 lavest placerede landshold på FIFAs rangliste.

I “The Last Yugoslavian Football Team” skildres Jugoslaviens sammenbrud og nationalismens fremmarch i 1990erne gennem fodboldens optik, mens “Football, Iranian Style” giver et sjældent indblik i den kvindelige fankultur i Iran – et land, der er så forskelligt fra vores eget, men hvor kærligheden til hovedstød og driblinger virker forbavsende ens.

Serien “Salaam Beauty” stiller skarpt på den globale forfængelighed. Tilskueren får et indblik i, hvordan vestlige skønhedsidealer påvirker iranske næser og afghanske frisurer. Publikum tages også med på ødsle shoppingture i Parises mest eksklusive butikker.

Seriens 3 film, “Nose, Iranian Style”, “The Beauty Academy of Kabul” og “The Importance of Being Elegant”, vidner om modens og forfængelighedens internationale sprog, der – ligesom fodboldens – forstås overalt i den globale landsby. Gæster som den iransk-danske skuespiller Farshad Kholghi og folketingets stylist Pari Khadem, sætter de udenlandske film i et skævt dansk perspektiv.

Gæster fra Zanzibar

Sidste år indgik Salaam DK og Zanzibar International Film Festival (ZIFF) et partnerskab om film- og kulturudveksling. I den anledning gæster ZIFFs festivalleder Jakub Barua og medgrundlægger Fatma Alloo Salaam DK. Med i bagagen har de 3 hovedprisvindere fra sidste års ZIFF, herunder spillefilmen “Earth and Ashes”, en stærk afghansk filmfortælling med en betagende billedside.

Salaam for skole – åbent for alle!

Ud over Salaam DKs hovedprogram, som vises om aftenen, kører der fra den 27. februar til den 10. marts et skoleprogram i biograferne i København, Frederiksberg, Ishøj, Glostrup og Herlev.

Her kan man bl.a. opleve børnefilmen “Winkys hest” om en kinesisk pige, der begynder i en hollandsk skole uden at kunne tale et ord hollandsk, og den nye ungdomskomedie “Ouaga Saga” fra Burkina Faso. Skoleprogrammet er med ganske få undtagelser åbent for alle, så der er mulighed for at dele filmoplevelser med de storkøbenhavnske børn og unge. Billetprisen er 10 kr.

Læs mere om festivalen på www.salaam.dk

Kontaktpersoner:
Alen Meskovic, Presseansvarlig, Tlf: 35 81 79 80, Mobil: 22 98 62 26, Mail: [email protected]

Kasper B. Olesen, Pressemedarbejder, Tlf: 35 81 79 80, Mobil: 61 70 00 29, Mail: [email protected]

Salaam DK – Filmfestival, Nørrebrogade 225, 3. baghuset, 2200 København N