Ny samarbejdsaftale skal styrke det økonomiske samkvem mellem Danmark og Indien.
Under sit besøg i Indien underskrev udenrigsminister Lene Espersen (K) tirsdag en omfattende samarbejdsaftale med sin indiske kollega Krishna, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding.
Aftalen, som har til formål at bane vej for et styrket politisk samarbejde og økonomisk samkvem mellem Indien og Danmark, indeholder konkrete tiltag inden for en bred vifte af områder bl.a. søfart, landbrug og fiskeri, bioteknologi, miljø, uddannelse, kultur samt informations- og kommunikationsteknologi.
Aftalen og selve besøget skal ses som led i bestræbelserne på at sikre danske interesser i et land, der udgør en stadig vigtigere rolle globalt set – både politisk og økonomisk.
Lene Espersen:
– Dette er mit første møde med Indien og det har gjort stort indtryk. Til trods for den korte tid jeg har været her, mærker jeg tydeligt dynamikken og virkelysten.
– Der er ingen tvivl om, at Indien og inderne er fast be-sluttet på at spille en toneangivende rolle i den globale økonomi og på den globale politiske scene i øvrigt. Og det skal vi være en del af.
– Derfor har jeg lagt særligt vægt på at få sat et styrket samarbejde på skinner. Aftalen sætter en tyk streg under, at vore kompetencer er efterspurgte i Indien og at der er mange fine perspektiver i et tæt dansk indisk samarbejde – vores forskellige størrelse og udgangspunkt til trods.
Aftalen blev underskrevet ved et møde og en arbejdsfrokost, hvor der også var lejlighed til at drøfte sikkerhedspolitiske sager i Sydasien, hvor Indien er en vigtig regional aktør. Det gælder emner som f.eks. Afghanistan og Pakistan, men også Kashmir.
– Danmark har en meget konkret udenrigs- og sikkerhedspolitisk interesse i Indien, som spiller en nøglerolle i regionen. Et forbedret forhold mellem Indien og Pakistan vil spille positivt ind i en regional løsning og perspektiverne for et fredeligt og stabilt Afghanistan, anfører Espersen.
Til trods for Indiens stigende globale rolle og status som demokrati og retssamfund har landet også betydelige interne udfordringer.
Det gælder bl.a. kastediskrimination, som også blev drøftet. De to ministre drøftede også udviklingen af det strategiske partnerskab mellem EU-Indien, ligesom man glædede sig over udfaldet af COP16 i Cancun.
Netop i forbindelse med klima- og energispørgsmål blev der fra indisk side udtrykt stor interesse for danske kompetencer på dette område, der er i fokus for et erhvervsfremstød som udenrigsministerens tur til Indien også er en del af.