Folketingets Udenrigsudvalg har kaldt udenrigsminister Kristian Jensen (V) i samråd om gennemførelse af FN’s verdensmål (SDG) samt et samarbejde herom mellem regeringen og et tværpolitisk netværk i Folketinget.
Samrådet er åbent for alle og finder sted tirsdag den 29. marts 2016 ca. kl. 14.15 i lokale 2-133 på Christiansborg.
Udvalget har anmodet ministeren om at skitsere, hvilke muligheder og rammer ministeren ser for et samarbejde om FN’s verdensmål mellem relevante ministre i regeringen på den ene side og et tværpolitisk netværk fra relevante udvalg i Folketinget på den anden side.
Ministeren spørges også, om regeringen vil fremlægge to handlingsplaner for henholdsvis Danmarks gennemførelse af FN’s verdensmål herhjemme og i udviklingspolitikken. Udenrigsministeren har ved tidligere lejlighed sat vedtagelsen af indikatorerne som frist for at træffe beslutning om sagen.
Samrådsspørgsmålene fra Socialdemokraternes u-landsordfører Mette Gjerskov lyder i deres fulde ordlyd:
Vil regeringen fremlægge to handlingsplaner for henholdsvis Danmarks implementering af Verdensmålene herhjemme og i udviklingspolitikken? Udenrigsministeren har ved tidligere lejlighed sat vedtagelsen af indikatorerne som frist for at træffe beslutning om sagen.
Vil ministeren skitsere, hvilke muligheder og rammer han ser for et samarbejde om verdensmålene mellem relevante ministre i regeringen på den ene side og et tværpolitisk netværk fra relevante udvalg i Folketinget på den anden side? Samrådet ønskes afholdt sammen med samråd om SDG-målene.
Tilmelding senest tirsdag den 29. marts kl. 11.
Amalie Andresen, udvalgsassistent
Tlf.: 33 37 36 18 og e-mail: [email protected]
Morten Villumsen, udvalgssekretær
Tlf.: 33 37 3617